De mange ultramobile enheder, der hver især kører på batteri, kan nok medvirke til at stresse hverdagen. Her tænker jeg ikke så meget på dette med, at man altid er “på”, hvilket bestemt kan være en stressfaktor i sig selv, men det har man da trods alt selv mulighed for at styre, – næh, jeg tænker såmænd på, at man, forud for hver en ekspedition ud i samfundet skal sørge for, at der er saft på batterierne af de apparater, man nu engang skal have med sig.

• Lad os se: Der er selvfølgelig den uundværlige mobiltelefon. Nu, hvor mange vælger at opgive deres fastnet, er det jo ekstra vigtigt, at man sørger for, at der altid er juice på mobilen, hvis man ellers vil være tilgængelig ad den vej.
• Så er der også det digitale kamera, hvis ekspeditionen nu går til nye og spændende steder.
• Desuden er der jo den bærbare, hvad enten det nu er en slæbbar 17″ eller en af de nye netbooks, så er de jo ikke mere mobile, end batteriet kan trække dem.
• Så er der iPod eller mp3 afspiller. Den har man jo heller ingen nytte af, hvis batteriet er fladt. Det er dog en bedre situation, end det var i sin tid med Walkmen. I min erfaring spillede de ok ca. 10 minutter, hvorefter de begyndte at køre for langsomt. Hvis man er den mindste smule musikalsk, og det er jeg da, bliver det helt utåleligt at høre på. Mp3-afspillere holder på saften langt længere på en opladning, og kvaliteten er konstant. Desuden kan man have mange flere af sine yndlingsnumre med sig, end man kunne på et “blandet bånd”. Klar kvalitetsforbedring der, ingen tvivl om det. Bedste her har skam en mp3-afspiller. Jeg gider bare stort set ikke bruge den, men det er en anden sag. Så bliver jeg da i det mindste ikke døv af det, som man siger at mange unge bliver nu om stunder.

Nogen vil så hævde, at samtlige apparater nævnt ovenfor bør være smækket sammen i et produkt, nemlig en moderne mobiltelefon. Der er jeg ikke enig. Ganske vist kan min mobil både tage billeder og film og afspille musik, men kvaliteten er ikke noget at skrive hjem om, og det er lagerpladsen heller ikke. Hvad det angår at bruge mobilen på nettet, så er det efter min mening helt dødfødt. Min mobil (en Razr) har gprs og hvis jeg er på farten, kan jeg til nød checke mail på den. Men de fleste af de mails, jeg modtager er for lange til at de kan vises i deres fulde udstrækning på mobilen. Så det er tit noget af en cliff-hanger, man får, når man sidder der i toget og checker e-mail. Hvad det angår at svare på en evt. mail med telefonen, så er det noget, jeg kun giver mig i kast med for at redde liv. Det er helt dødfødt at sidde og skrive med tommelfingeren og slås med en ordbog, der er helt umulig. Det ville ikke hjælpe med en telefon, der havde fuldt tastatur, for det ville være så lille, at man alligevel ikke kunne bruge 8-10-finger system, som jeg gør normalt.

Hvis jeg skulle skrive på farten, ville jeg altså som minimum have brug for en netbook med mobilt internet af en eller anden slags. En netbook har jeg, men ikke det mobile internet. Jeg kommer trods alt ikke så meget ud, at det er nødvendigt at sidde og skrive i det offentlige rum, hvilket jeg også tror, jeg ville være for genert til at gøre. Herhjemme har vi trådløst internet, så man kan sidde eller stå, hvor man vil med en bærbar/netbook, og det er nu meget smart. Man er ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt arbejdsstilling, bare fordi man skal ordne noget på computeren.

Men, hvis man skal have noget af ovenstående isenkram med sig på tur, er det noget af en logistisk øvelse at sørge for, at det hele har så meget batteri, som det nu kan have, så man ikke f.eks. står midt i eller lige før en vigtig opringning og oplever, at mobilen ikke har mere batteri. Hvis jeg havde en krone for hver gang, det var sket for mig, kunne jeg starte en børneopsparing, og jeg taler ellers ikke ret meget i telefon. Men sådan er der så meget!