Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. marts, 2009

Pc’er er kedelige!

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 13:45

Der skal nok være dem, der vil sige, at nogen har stjålet Hennys password og logget ind for at lave dette indlæg, for Henny kunne da aldrig i livet finde på at lave et indlæg med den overskrift. Jo, det kunne jeg, og det mener jeg. Pc’erne selv er kedelige, og især alt det, der kan være i vejen med dem, specielt når de har været i ukyndige hænder, er møghamrende kedeligt.

Hvor ligefrem hamrende dødkedsommelige de er, mærker jeg helt ind i sjælen lige nu. Forklaring: I sin tid, da Ruder Konge var knægt, og vi fik de første pc’er her på min arbejdsplads, var sammensætningen af lærerkollegiet tilfældigvis sådan, at jeg var den, der umiddelbart fattede dem hurtigst, og derfor blev det mig, der fik ansvaret for maskinparken. Det har jeg så haft lige siden, med undtagelse af en kortere periode, hvor ledelsen i al sin visdom besluttede at ansætte en mand til arbejdet. Det gik ikke så godt, men han er død nu og de mortuis nihil sin bene … og mor her fik jobbet tilbage.

Pc’er er blevet nærmest en anden art dyr i de 15 år, der er gået siden vi fik de første. Vedligeholdelsen af dem er på ingen måde blevet nemmere, især ikke i forbindelse med at vi har fået megahurtigt bredbånd. Det er rent ud sagt  utroligt, så meget skidt, der kan hoppe på nakken af troskyldigt surfende nu om stunder. En overgang vejrede jeg morgenluft: Vi fik alle pc’erne på et netværk, som man kun havde adgang til med et personligt logon, og netværket var så nogenlunde beskyttet af en firewall. Skulle der gå skidt i en af kasserne var det kun et spørgsmål om få tastetryk for at genoprette den.  Godt system, som vi ikke har over hele huset. Det fører for vidt at forklare, hvorfor vi ikke har det, men…

Så nu sidder jeg her på en højhellig søndag og venter på, at nogle processer kører færdig, så jeg kan slukke for maskinparken og komme hjem, mens der stadig er sol på himlen. Det ser nu ud til at gå ganske langsomt, så måske skulle jeg bare skride og så lade dem koge færdig hen over natten? Man bryder sig jo ikke om at lade maskinerne stå tændt så længe, men det kan godt blive løsningen. Så kan maskinerne stå her og kede hinanden, kan de.

Jo, pc’er er kedelige. Det, der er interessant ved dem, er jo, hvad man kan afstedkomme med dem som redskaber. Det finder jeg til gengæld virkeligt spændende, men desværre er der ikke rigtig nogen, der er interesseret i at betale mig for at beskæftige mig med den side af sagen for tiden. Og man skal jo leve.

Jeg har så brugt en del af ventetiden på at begå dette megakedelige indlæg, men nu er det slut. Jeg skal rundt og se, hvor langt de kedelige er nået i teksten.

  • Eneste indlæg om det emne!

22. marts, 2009

Op til overfladen igen

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 16:48

Sikke da en uge! Hals, ører, bihuler, bronchier alt i udu. Iflg. lægen er det virus, og derfor er der ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Selvfølgelig kan man forsøge at lindre symptomerne med varme drikke, sugetabletter, hovedpinepiller, hostesaft og næsedråber, man skal bare ikke forvente, at det overhovedet hjælper en skid. Så var det sagt. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men ikke desto mindre har jeg anskaffet hele batteriet af remedier.

Den bedrøvelige tilstand har nu varet over en uge, og det er ikke overstået endnu, men tror dog, at jeg er på vej til at blive rask. På arbejdet har de ændret mit skema i mit fravær – typisk, når man ikke er der, så laver de tingene om! Nå, men resultatet af ændringen er bl.a. at jeg om mandagen ikke skal møde ind før kl. 18.00 og det regner jeg helt sikker med at jeg skal og kan.

I denne uge har jeg hverken haft lyst til at læse, se ret meget tv eller surfe på internettet. Det må da vist være et mål på, hvor syg, jeg har været, eller hvad?

For ikke helt at dø af kedsomhed måtte jeg da lave et eller andet i de (få) vågne timer. På Mal din dag havde jeg set, hvordan Ella havde lavet det smukkeste tørklæde af noget fantastisk, japansk garn i mange farver. Sådan noget havde jeg ikke lige i huset, men jeg havde en pose med diverse rester og fejlindkøb fra for mange år siden, da jeg lavede håndarbejde. Det fandt jeg frem. Jeg kunne ikke finde nogle hæklenåle, så de er vel røget ud en eller anden gang. Men jeg sendte manden i byen efter hæklenåle, og således udrustet kunne man gå i gang. Efter en falsk start, hvor jeg havde forsøgt at finde ud af mønsteret bare ved at se på Ellas foto, blev jeg klar over, at den ikke gik, så jeg måtte tilbage til Nurhannes blog for at finde beskrivelsen af mønsteret.

Så kom jeg i gang. Jeg besluttede at holde mig til farver, som man ville kunne finde på et ægte tæppe. Det holder vist ikke helt, for jeg har brugt meget af en shocking pink, som man vist ikke finder i Persien eller omegn. I det hele taget kan jeg ikke engang huske, hvad de oprindelige strikprojekter, som disse rester stammer fra, egentlig gik ud på. Det var nok trøjer. Jeg strikkede masser af trøjer, mere eller mindre hønsestrik, en gang. Hvorom alting er, så er trøjerne for længst smidt ud, og kun resterne er tilbage. En del af dem sidder så nu i mit nye, hæklede halstørklæde, som jeg kan lægge ind på hylden og gemme til næste vinter:

Jeg er heller ikke helt klar på, hvad slags garn, det er. Det er i hvert fald ikke bomuld. Noget af det er der muligvis lidt uld i. Der er nok også en hel del acryl. Farverne er måske nok en anelse petrokemiske i virkeligheden. Det kan være, det er derfor, kameraet ikke rigtig fik godt fat i dem. Alt i alt er jeg nu temmelig tilfreds med mit halstørklæde. Det kommer til at lyse vældigt op på mit mørke vintertøj. Jeg ser lige, at det måske bliver meget koldt i næste uge, så måske behøver jeg ikke vente til næste vinter på at indvie tørklædet.

Nå, men jeg kan altså stadig hækle. Det er da godt at vide at det, man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer. Det er garanteret over 25 år siden, jeg sidst prøvede at hækle, så jeg tillader mig at være lidt forbløffet over, at jeg stadig godt ved, hvad m, lm, fm, stm og hstm står for. Der var ikke nogle dstm i dette mønster. Dem ville jeg ellers også have været leveringdygtig i, med samt musetakker, hvis det skulle være!

Jeg glæder mig helt til at komme på arbejde og komme ud. Efter en hel uge inden døre, kun afbrudt af et lægebesøg, føler jeg mig nærmest understimuleret.

13. marts, 2009

Skrækkeligt spild!

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 00:26

Da jeg var ung, hvilket er så længe siden, at det var før skidt blev opfundet, syntes voksne og ansvarlige mennesker, at det var fornuftigt, hvis unge mennesker, især unge damer, lærte maskinskrivning. Maskinskrivning var dengang ikke på folkeskolens pensum, så jeg gik i ungdomsskolen om aftenen for at lære 10-finger blindskrift. Eller forsøge at lære det. Det gik sådan set meget godt, indtil de satte de der skærme på, så man ikke kunne se tasterne. Så gik det hele galt. Det var også ret kedeligt. Dvs. lige i starten var det spændende nok. Jeg havde (også) i de tider en ukvindelig fascination af alle former for maskineri og apparater. Men fascinationen klingede nu hurtigt af, da de bad os sidde og skrive asdf asdf asdf i timevis. Se, det var rigtigt kedeligt.

På ungdomsskolen fik jeg bestemt ikke lært at skrive ordentligt på maskine. På seminariet skulle man jo skrive adskillige opgaver, og jeg husker, at fremgangsmåden var, at man skrev nogle linjer, klippede dem ud og klistrede dem over på et andet ark. Når man så havde et helt ark, kunne man fotokopiere det, og under forudsætning af, at man havde klippet og klistret nogenlunde lige, kom det til at se nogenlunde ud. Senere tog jeg et kursus på handelshøjskolen, og der var der atter undervisning i 10-finger blindskrift. Blindskrift blev det ikke rigtig til, men jeg blev efterhånden ret hurtig til at skrive, men selvfølgelig var farten omvendt proportional med træfsikkerheden, og da eksamensdagen oprandt, blev det kun til et skamfuldt 03 i karakter. Det var i øvrigt også på handelshøjskolen, at jeg oplevede det elektroniske vidunder af en elektrisk skrivemaskine, der havde et monokromt display, der kunne vise den sidste linje, af det man havde skrevet. Se, det var stort.

Hvis man regner det sammen er der så gået ca. 30 år af mit liv, hvor jeg mere eller mindre helhjertet har forsøgt at lære 10-finger blindskrift uden at lykkes med det, og tadahh: Ind fra venstre kommer pc’en, den personlige computer. Så sker der lige pludselig noget med skrivefærdigheden. Det er nok stadig ikke 10-finger system. Jeg synes faktisk ikke, min lillefinger er ret meget bevendt, når der skal skrives. I hvert fald ikke den på højre hånd. Der er altså tale om et 8-9 finger system. Er det så blindskrift? Tjah, mere eller mindre. Jeg er stadig ikke helt fortrolig med visse af tegnenes placerering. Det er jo trods alt ikke dem alle, man sådan bruger hver dag. Men langt de fleste tegn finder jeg da uden overhovedet at lede efter dem. Og også uden at se på dem. Jeg skriver faktisk mere eller mindre automatisk nu. Dvs. jeg kan koncentrere mig om, hvad jeg vil skrive og ikke bruge megen energi på, hvordan jeg skal få det skrevet.

Men der skulle altså en computer til, før jeg opnåede den slags fingerfærdighed. Når jeg så ser unge mennesker, der skriver mindst lige så hurtigt og ubesværet som jeg selv og aldrig har beskæftiget sig med kurser i 10-finger blindskrift, så er det jeg siger, at det er et skrækkeligt spild, alle de timer jeg har tilbragt med at lære blindskrift. asdf asdf jklæ jklæ osv.

8. marts, 2009

Fordi damedag international

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , — admin @ 12:29

Selv om kvindernes internationale kampdag har næsten hundrede år på bagen nu, viste den sig ikke på min radar før engang sidst i firserne, da et hold unge vietnamesere, som jeg forsøgte at lære dansk, højtideligt overrakte mig en kost blomster en 8. marts med de ord, jeg har valgt som overskrift for dette indlæg: “Fordi damedag international”.

De var var vokset op under et kommunistisk styre, og i de kredse handler kvindernes internationale kampdag åbenbart om, at man skal fejre kvinderne med blomster.

Nu vil jeg ikke opfordre til, at vi her i landet skal give blomsterhandlerne endnu en mærkedag, hvor mænd og andet godtfolk kan købe sig aflad ved at indkøbe en kost til kranen derhjemme, så det ville måske være på sin plads at kigge nærmere på fænomenet for at danne sig en mening om, hvad man evt. – om noget i det hele taget -, kan bruge sådan en dag til.

Jeg vil ikke påstå, at kvinderne har sejret sig ihjel. Herhjemme er fordelingen af mandlige og kvindelige chefer f.eks. stadig højst ulige. Det samme må man sige om fordelingen på køn af folketingets medlemmer. Vigtigere endnu er det, at kvindernes livsløn ligger ca. 15% under mændenes, helt uagtet at kvinder over de sidste 20 år er bedre uddannet end mænd er. Det forlyder også, at arbejdsfordelingen, når det kommer til huslige opgaver, stadig er højst ulige, og at mindst 1 ud af 4 kvinder har forladt en mand/kæreste, fordi han var for doven derhjemme. Godt så! Det er da i det mindste muligt at give et konkret udtryk for sin utilfredshed.

Der er altså åbenbart nok noget at kæmpe for. Når man så ser på, hvilke arrangementer, der sådan har været annonceret her omkring, så er det sådan noget som ølsmagning for kvinder, der lader til at være et hit. Fred være med det. Hvis der er nogle kvinder, der kan lide øl, men hidtil har været for intimiderede til at indtage denne vædske i det offentlige rum, så lad dem da endelig gå til ølsmagning for kvinder. Jeg gider bare ikke.

Nu har jeg jo selv opnået en alder, hvor jeg vil blive undskyldt, hvis jeg ikke rigtig orker gå på barrikaderne for noget som helst, så det kan måske være relevant at se lidt på, hvordan det går med de yngre generationer. Jeg må tilstå, at noget direkte kendskab har jeg ikke. Jeg må nøjes med at studere det billede, som massemedierne præsenterer. Ud fra det billede synes en stor del af  “Kampen” at bestå i en kamp mod overflødige kilo, det endda til en helt sygelig grad, hvor flere og flere unge kvinder sulter sig ihjel, fordi de har fået et helt falsk billede af sig selv. Det er en sygdom, ja, men efter min mening også et symptom.

I de mellemliggende år har jeg fået nogle andre kvinder og deres helt anderledes betingelser ind på radaren. Der er tale om kvinder fra en anderledes kultur end den danske. Vi danskere har været meget tilbøjelige til at se på disse fremmede kvinder som nogle stakkels undertrykte væsener, fordi de går rundt med uformelige frakker og store tørklæder, og fordi de har en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Når man så kommer til at kende disse kvinder, går det op for én, at mange af dem synes, det er frygteligt synd for de danske kvinder, som er nødt til at gå rundt i det offentlige rum med bare maver og stramtsiddende klædestykker, bare for at holde på deres mænd, som de i øvrigt også bliver tvunget til at skrabe en månedsløn hjem til. Ergo trives fordommene tykt på begge sider, og der er efter min mening basis for at diskutere, hvem der har den største frihed, og hvem der har brug for at kæmpe for sine rettigheder.

Det kunne vi jo så bruge kampdagen den 8. marts til: At se lidt ind ad vore egne vinduer og spørge os selv, hvordan det egentlig står til. Man kunne jo efter temperament se på dels det personlige, dels det samfundsmæssige plan. Eller man kan gå til ølsmagning. Det står enhver frit for.

Ældre indlæg »