Vi katteejere begynder som regel med at have visse idéer om, hvad katte må, og hvad de ikke må. Siden hen kommer vi til at bøje reglerne lidt, eller vi bliver klar over, at reglerne ikke var så vigtige. Der florerer ligefrem en beskrivelse af denne viljens erosion på internettet. Reglen om katte og borde lyder f.eks. Katte må ikke være på bordet. Den modificeres så efterhånden til: Katte må ikke være på bordet, når der er dug på. Og sådan er det hele vejen igennem.

Jens har et billede af sin kat på sin blog. Han ved ikke, hvordan det er gået til, at katten har gemt sig i hans dyne. Næh, misserne har deres egne, mystiske metoder.

Da vi fik Stoffer her hjem sidst i 2006, var han meget genert og bange. De første uger levede han faktisk under sofaen. Nogle katte er sådan, som oftest er det hankatte, der har dette gemyt. Katteopdrættere siger, at der er sådan en scaredy-cat i næsten hvert eneste kuld. Andre mener, at sådan nogle misser har været ude for traumer i deres unge dage. Hvad der passer i dette tilfælde er ikke til at vide, idet Stoffer kommer fra et internat, hvor han var blevet bragt ind som hittemis. Vi fik besked på, at vi ikke bare skulle lade ham gemme sig, men derimod finde ham og sidde med ham og på den måde få ham gjort tryg og mere social. I den første tid var det lettere sagt end gjort, men efterhånden lærte vi hans gemmesteder at kende, og han holdt også op med at gemme sig så meget. Men en dag kunne jeg ikke finde ham på nogen af de steder, hvor han plejede at have puttet sig. Så kom jeg tilfældigt ind i soveværelset og kunne se en orange pote, der stak ud under dynen:

Så var det jeg tænkte, at nu begynder han da at føle sig hjemme her. Så reglen om katte i sengen har siden lydt: Katte må ikke være i sengen, hvis de hellere vil være et andet sted …