Overskriften denne gang er et mere eller mindre velkendt australsk mundheld. Det refererer til det at befinde sig i en situation, som man ikke har fuld kontrol over, for nu at sige det pænt. Helt så slemt var det nu ikke for de fleste på vores kanotur i dag. Dels var det jo ikke Sh** Creek, men Uggerby Å, dels havde vi da alle mindst en pagaj til rådighed. Det viste sig, at visse deltagere mente, at man skulle have to pagajer pr. person. Hvis det ikke lige var for de manglende åregafler, ville det da måske nok være en god idé. Vi havde faktisk en kano, hvor alle tre passagerer gav sig til at padle energisk til den ene side. Don’t do this at home, kids! De måtte i det våde. Men hvis nu kanoen havde været udstyret med åregafler, og hvis de havde fået to pagajer hver, så var de garanteret kommet først!
Jeg må erkende, at jeg er i dårlig form, og turen var faktisk lidt hård for mig. Dog havde jeg været så forsynlig at anbringe mig i en kano med to raske og friske kursister, så på et tidspunkt sagde jeg til dem, at nu var de motorer. Det gik også vældigt. En overgang padlede de baglæns, men det var næsten lige så godt som at padle forlæns. På sidste års kanotur havde vi et par, der sad med ryggen til hinanden og padlede i hver sin retning. De kom ikke ud af stedet. Det oplevede vi ikke i år. Men vi fik da øvet padle og højre og venstre samt talt til 4 på adskillige sprog. Ellers er sådan en tur selvfølgelig mest en social anledning. Man hygger sig og spiser frokost sammen på stranden, hvor kanoerne så bliver hentet af deres ejermand. Men man skal ikke undervurdere betydningen af den slags sociale anledninger. Det kan godt være, at nogle minder fra en sjov og hyggelig dag kan hjælpe én igennem nogle svære, faglige ting senere hen. Under alle omstændigheder er det sundt for os alle at opleve hinanden i nogle andre sammenhænge end de sædvanlige.
Og så nåede jeg op på indlæg nr. 100, såmænd!
Somme tider står overskrifterne til blogindlæg ikke i kø. Så kan man foretage et lån, sådan som jeg har gjort her. Det er vist fra Homer, Odysséen. Men jeg kunne sagtens have brugt en anden overskrift her. F.eks. ville Natteroderi have været et godt bud til dette indlæg. Jeg havde siddet oppe rigtig længe og set en film i fjernsynet, Michael Collins, og da jeg var færdig med det, stod der to firbenede og mente helt bestemt, at det var på tide, at de kom ud. De insisterede faktisk. Jeg gik med dem ud for at se, hvad det dog kunne være, der var så interessant. Det viste sig, at vi havde besøg af pindsvinene. To stk. denne gang. Kattene er meget interesserede i dem, men de holder dog som regel en respektfuld afstand. Måske har de været i karambolage med et pindsvin en gang og lært lektien.
Der var ikke helt lyst nok, syntes kameraet, så det ville fyre blitzen af. Den slog jeg så fra, med det resultat at mange af billederne er rystede. Men hvad kan man egentlig forlange klokken 4 om morgenen?
Ellers kan jeg fortælle, at vi har spist islagkage til formiddagskaffen. Det er nemlig gemalens fødselsdag, og islagkage er det eneste, han ønskede sig. Det ønsker han sig hvert år. Men nu er det officielt: Jeg er gift med en pensionist. Det kunne da også have været brugt som overskrift. Eller hvad med den her: Vi får vel se, hvordan det går.
Eller måske ikke så meget hårdere, end de plejer at være. Det er nok noget med, at jeg rigtig trænger til ferie nu, og så føles det ekstra hårdt, når man kører på pumperne. I den forgangne uge havde vi dimission, det har vi to gange om året, så det burde nok blive rutine, hvilket det da også gør på en måde, men det berører alligevel en at skulle sige farvel til nogle mennesker, man har haft så meget med at gøre i flere år. Sådan skal det nok være, ellers ville der være noget galt. Dimissioner hos os er af og til de rene gaveorgier. Således også denne gang. Blandt andet fik jeg disse roser, som står fint endnu:
Der er så lige præcis en uge til ferien. Vores skole skal jo ligne en arbejdsplads for kursisterne, og det betyder, at vi ikke har ferie på samme måde som folkeskolerne. Den sidste uge er skemalagt med ikke-boglige aktiviteter. Det føles lidt underligt at undervise videre efter dimissionen, som jo har meget præg af afslutning, men det skal åbenbart være på den måde.
Hans Scherfigs roman randt mig i hu i dag, hvor vi sad indendøre i et lokale uden mulighed for at åbne vinduerne og eksaminerede ca. 15 kursister. Der skulle egentlig have været 16, men én glemte at møde op. Hvordan den slags kan ske, kan man godt undre sig over. Der er visse kursister, der stort set ikke tænker på andet end deres afsluttende eksamen den sidste måned forinden. De gør for meget ud af det. Den person, der glemte at møde op, gør så for lidt ud af det. Men selvfølgelig kender man aldrig hele historien om andre menneskers liv, og der kan da være tale om lovligt forfald.
Da jeg skulle hjem, var der lige nogle minutters ventetid, og jeg havde mit lommekamera med. Derfor brugte jeg noget af tiden på at dokumentere, at der virkelig var alt for godt vejr, både til at holde eksamen og til at køre i tog. Men jeg nåede da at lægge mærke til nogle sjove detaljer på bygningerne i nærheden af trinbrættet:
Jeg var hjemme lidt før klokken 4, og fra klokken 6 til 8 havde jeg aftenundervisning. Sjovt nok var der pænt fremmøde, havde det nu været mig, der gik i aftenskole, kunne jeg måske godt have følt mig fristet til at pjække en aften med så dejligt vejr. Men det er nok bare mig, der har en lidt anløben arbejdsmoral!
Under alle omstændigheder blev det en temmelig lang arbejdsdag, hvilket får mig til at glæde mig endnu mere til sommerferien.
