Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. juni, 2009

Den synkroniserede have?

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 19:37

Nu er det ikke så meget arbejde, vi har lagt i haven, så man kan sige, at det vi får ud af den, er ren bonus. Men i flere år har det været sådan, at det, der var pænt i den, ligesom blev fyret af på en gang – i foråret og her i forsommeren. Alt er synkroniseret til at være pænt på dette tidspunkt. Bagefter er der kun grønne planter. Således også i år, eller næsten. Jeg var lige et sving ude her til aften, hvor jeg fandt denne:

Så der er da en enkelt rose, som jeg ikke i min iver fik skåret tilbage til hybenstadiet de første år, vi var her. Men det måtte da kunne lade sig gøre at planlægge blomsterne i en have, sådan at de ikke alle sammen blomstrer på samme tid, og sådan at der også ville være noget kønt at se på (og tage billeder af) senere på sommeren?

Ellers kan jeg se, at der igen er masser af blommer på blommetræet. Desværre ved jeg, at der går skimmel og råd i dem, så de bliver dårlige, før de bliver modne. Vi skal være heldige, hvis vi får en håndfuld blommer, der kan spises. Og træet bærer ellers helt fantastisk meget frugt.

Det i foråret meget fotograferede æbletræ bærer også helt fantastisk i år. Det kommer vi til at holde øje med, for træet er stadig meget lille og spinkelt, og grenene kommer nemt til at knække, hvis alle de frugter udvikles til store, tunge æbler. Jeg er ikke helt klar over, hvad sort, det er. Det minder om den sort, man kalder “rød ananas”. Det er meget saftige og sprøde æbler, der skal spises med det samme. De kan overhovedet ikke holde sig:

Vores gamle vinstok er der stadig. Den er ikke blevet beskåret, siden vi rev dens hus ned. Sammen med nogle mere eller mindre ubeskrivelige buske danner den en slags krat nede bag i haven, hvor kattene sover om dagen og pindsvinene huserer om natten.

Nu til noget helt andet: Der kan normalt gå ugevis mellem, at jeg får lavet en blogpost, og lige nu oplever jeg en helt ukarakteristisk skrivekløe. Hvad mon det kan skyldes? Det er måske sommerferien, der begynder at gøre opmærksom på sig selv? Det skal blive rart med 4 uger, der også kan helliges andre kreative sysler.

13. maj, 2009

Flere øvelser, lidt om “konceptet”

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 14:17

Øvelser i at tage gode billeder med det nye apparat, altså. Jeg tror nok, jeg bør holde mig til autofocus, for når jeg prøver det manuelle do., bliver resultaterne så underligt uldne. ;-( Nå, men hvor om alting er, så synes jeg at æbleblomsterne er lidt skarpere nu end på de første skud. Vores syrener er stadig ikke rigtig sprunget ud, vi er jo højt mod nord. Kattene springer rundt og hjælper til, når man er derude. Det er som om de udvikler en helt anden karakter, når de kan være udenfor i længere tid. Der går f.eks. megen tid med at ligge på lur og fare rundt efter hinanden. Jeg synes, jeg kan se en del sabeltigeradfærd i dem somme tider.

Når jeg nu ser på mit forrige indlæg og nogle af de reaktioner, jeg har fået her og hisset, må jeg sige, at jeg godt kan se, at det indlæg er noget anderledes end mange af de andre, jeg laver. Nu er det altså sådan, at jeg får en politisk tanke af og til og også gerne vil give udtryk for den. Man behøver hverken være enig med mig eller billige mine synspunkter, men faktum er altså, at jeg har dem. Jeg er meget til både æbleblomster og kattebilleder, og det er ikke sådan, at jeg forsøger at få politiske synspunkter til at glide ned ved hjælp af førstnævnte. Så udspekuleret er jeg såmænd slet ikke. Det skulle lige nævnes, synes jeg.

9. maj, 2009

Æbleblomster

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 12:56

8. maj, 2009

Hvad du ønsker…

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 11:51

… har du måske allerede.
Her hentyder jeg til min misundelse over den fantastiske spirea, som Madame havde fotograferet forleden dag. Ved min havevandring her i formiddag finder jeg ud af, at jeg nok har en af dem. Desværre er den på ingen måde så flot, som den kunne være. En eller anden har været i gang med en fuldautomatisk hækkeklipper. Det må jeg have sat en stopper for.

St. Bededagshavevandring

Vi har to store syrener i haven. Jeg elsker syrener, både deres udseende og deres duft. Duften kan jeg bare ikke tåle. De dufter dog ikke noget særligt endnu, for de er ikke sprunget ud. Men det sker nok meget snart.

Pludselig mødte jeg genboens kat. Han er normalt lidt af en kriger, men jeg antraf ham i et fredeligt humør og fik lov at fotografere ham indtil flere gange. Da han var lille, flyttede han ind her. Dengang var han ikke øremærket, og vi vidste ikke rigtig, hvor han hørte til. Han kom og spiste sammen med den kat, vi havde den gang, og vi havde nærmest indstillet os på en ny pensionær. Men han havde et par overflødige ting hængende bagtil, og jeg vil altså ikke have fertile hankatte boende, og så var der jo også det med den manglende øremærkning. Vi tog ham til dyrlægen og fik ordnet det fornødne. Da han kom hjem igen, holdt vi ham inde nogle dage, som man jo skal, når et dyr er blevet opereret. Den første dag, han blev sluppet ud, løb han så til sit første hjem. De var noget forundrede over, at han kom hjem med numre i ørerne og minus kuglerne, men ved hjælp af samme øremærker fandt de frem til os. Det er nu flere år siden. Katten besøger stadig, hvem den vil. Det skulle ikke undre mig, om han har en 3-4 hjem her i gaden. Men lad det stå som en advarsel til hankønsvæsener af enhver beskrivelse: Man kan føjte rundt så længe, at man mister kuglerne og kommer hjem med numre i ørerne!!!

I vores forhave har vi en bunddækkende plante med hårede, håndstrengede blade, hvor der altid ligger vanddråber. Det er noget, jeg skal have noget ud af med det nye kamera! Desværre ved jeg ikke, hvad planten hedder, men det er der måske en evt. læser, der kan hjælpe med?

Jeg har været grøn af misundelse over de billeder af æbleblomster, andre bloggere har offentliggjort i de seneste dage. Ja, jeg ved godt, at misundelse er en grim ting, men nu er vores æbletræ også lige på nippet til at springe ud. Endnu en ting, hvor jeg kan øve mig i makrofotografering. Jeg er bange for, at dette er ved at udvikle sig til noget af en fotoblog, i hvert fald indtil nyhedens interesse har fortaget sig lidt med mit nye legetøj, men så må det vist være sådan.