Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. august, 2010

Meta-blogging-indlæg

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 13:04

Det kunne se ud, som om jeg oplever lidt blogtørke for tiden. Jeg har lige for så vidt klaret at deltage i ABC i ord og billeder, men sonst nichts. Jeg ser, at andre, der oplever denne tørke truer med at holde helt op med at blogge. Jeg lægger ikke noget link her, I ved selv, hvem I er. Det vil jeg ikke selv gøre. Jeg regner da helt sikkert med, at jeg kommer til at blogge mere regelmæssigt på et tidspunkt, og indtil da æder bloggen jo ikke brød. Der er bare så mange andre ting at tage stilling til for tiden, arbejde, organisation af dagligdagen omkring arbejdet, nye kursister, nye klasser, planlægning af undervisning osv., at det ligesom sluger trangen til at meddele mig via bloggen. Men det ændrer sig nok på et tidspunkt. Kattene tager det i hvert fald helt roligt i mellemtiden.
Sensommer på bloggen
Men hvis der findes en regel om, at man skal opdatere dagligt, eller i det mindste med regelmæssige mellemrum, så kommer jeg altså godt nok til at bryde den regel. Nu er der faktisk mange af de blogge, som jeg selv nyder at læse, der udkommer med højst uregelmæssige mellemrum, og for mig gør det ingen skår i glæden. En anden regel, som jeg har sat op for mig selv, er at jeg vil svare på kommentarer og besøge andres blogge og kommentere af og til der, og hvis jeg ikke har tid eller lyst til det, så skriver jeg heller ikke selv noget. Det er måske en unødvendig begrænsning, men sådan må det nu en gang være for mig!

Apropos ingenting: Det er sjovt, som jeg kan mærke, at min smag ændrer sig. Da vi flyttede ind her, var der masser af de lilla ærteblomster i haven. Jeg syntes dengang, at de så så billige ud og gjorde mig de hæderligste anstrengelser for at udrydde dem, men det lykkedes ikke, hvilket jeg er glad for i dag. Katosten troede jeg var et slags ukrudt, det er den måske også, men i dag er den også blandt mine favoritter.

Yep. Det var ded! Et blogindlæg, som ikke var et ABC-indlæg.

10. juli, 2010

Med livrem og seler i Fort Knox

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 19:26

Eller nej, netop ikke. Det, jeg hentyder til, er, at det nogle gange er endog meget svært at få lov til at lægge en kommentar på en blog. Mange har et CAPTCHA (Completely Automated Public Turing-test to tell Computers and Humans Apart)-system, og fred være med det, især hvis man kan få lov til at udfylde CAPTCHA’en i samme postgang som resten af kommentaren, men nogle gange er det bagefter, og det bagefter at man har lagt både emailadresse, URL til egen website og sit navn. Så begynder det faktisk at være en anelse irriterende. Der mangler sådan set kun, at man også skal aflevere sin fysiske adresse, sit telefonnummer og CPR-nummer. Altsammen kun for at lægge en lille kommentar til et indlæg, som man har fundet tankevækkende, pudsigt, morsomt, smukt eller noget andet, man sætter pris på. Dertil kommer så, at når man endelig har været igennem alle procedurerne, så kommer der en meddelelse om, at indlægget vil blive vist, når det er godkendt af blogejer.
Spørgsmålstegn
Så er det altså, at jeg er ved at stå af. Så vidt mig bekendt, vil alle blogejere gerne have kommentarer. Alle blogejere har også adgang til forskellige former for anti-spam-anordninger, som f.eks. Akismet, og disse virker faktisk udmærket. Om noget er Akismet nogle gange lidt for nidkær, men man får altid mulighed for at kigge spamfolderen igennem for at sikre sig, at der ikke er røget nogle guldkorn derind. Så, og nu kommer vi til spørgsmålet: Hvorfor egentlig gøre det så svært for folk at kommentere? Nogle gange er det så besværligt, at jeg simpelthen lader være.

13. juni, 2010

Hvis nu

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 12:55

Hvis man nu, i stedet for at sidde og metablogge om, hvor travlt man har, og hvor træt man er, tog og gjorde noget ved det, så ville det vel være en Win-win situation. Noget ville blive gjort, og der ville være færre/kortere kedelige metablogindlæg.
Bonderose
Som sagt så gjort: Jeg tager mig en middagslur!

11. maj, 2010

Lidt af hvert

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 17:33

Ja, jeg tænker bare lidt højt, ikke? Når noget går en på i omgangen med andre mennesker, skal man huske på, hvor muligheden for forandringer ligger. Den ligger hos en selv, og sandsynligvis ingen andre steder. Selvfølgelig kan man med Lucy fra Radiserne stille sig op og propagandere for, at verden bør gøres til et bedre sted for en selv at være, men sådan spiller klaveret som regel ikke.

Lidt af noget andet:
Noget af det bedste ved at blive ældre er, at man i stadig stigende grad bliver ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om en. Der vil selvfølgelig, går jeg ud fra, være mennesker, hvis mening man vil blive ved med at respektere eller ligefrem sætte pris på, men hvad alle mulige tilfældige mennesker måtte mene om ens livstil, udseende, vaner mm. bliver mere og mere ligegyldigt. Rent bortset fra, at alternativet til at blive ældre ikke rigtig er til at bære, så er det da dejligt, at der er gode ting ved det. Og som en, der er lidt længere nede af den vej, siger: Hvis man alligevel ikke skulle være ligeglad med, hvad de mener, så glemmer man det i hvert fald i løbet af slet ingen tid …

Lidt af noget tredje:
Sæt nu, at der udspiller sig en slags e-mailskænderi mellem to personer, der bilder sig ind at kende hinanden godt. Det starter måske med en gemen misforståelse, som ingen af de to er i stand til at rede ud. Det eskalererer over et par døgn, hvor begge overskrider grænserne for pæn opførsel og ordentlig tone. Det kan man jo komme til, selv i de bedre familier. Sæt så, at den ene part offentliggør den sidste, ganske grænseoverskridende mail som en kommentar på sin blog. Sæt nu, at det ligesom var gået til på den måde. Det eneste, den intetanende offentlighed får at se, er et særdeles betændt skrift, som man jo ikke godt kan forsvare på nogen måde. Kunne man ikke i sådan et tilfælde sige, at der var fejl på begge sider?

Til sidst: Min langtidshukommelse fejler ikke noget. Da jeg gik i fjerde klasse, var der to toneangivende piger i min klasse. Til de fleste tider var de rigtig gode venner, men somme tider var de ikke. Og så tvang de os andre ind i deres konflikt. Dem, der holder med XXX, skal række hånden op nu! Dem, der holder med YYY, skal række hånden op nu! Hold kæft, hvor var det ubehageligt at være med til, men den gang var jeg ikke i stand til at sige fra.

Hvis alt det ovenstående virker fuldstændig mystisk for dig, er det ikke dig, der er noget i vejen med. Du skal bare tage det helt roligt!

Her er der et billede af mit mirabelletræ, der blomstrer for tiden:
Mirabelleblomst

Ældre indlæg »