Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. juni, 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: J

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 20:54

Bloglegen ABC i ord og billeder er nået frem til bogstav J. Vi befinder os jo i juni måned, og derfor skal J stå for juni i denne uge her hos mig. Juni med masser af grønt, der er godt for øjnene, både i grøftekant, skov, mark og have:
Junibilleder
Juni har i de fleste af mine leveår også betydet eksamen, og i år er ingen undtagelse. Det er dog ikke længere mig selv, der skal eksamineres, men derimod mine kursister. Det kan såmænd være en nok så nervøs oplevelse for læreren også, skulle jeg hilse og sige, men nu er det vel overstået for denne eksamenstermin. Det gik som det skulle, og i et par tilfælde endda en smule bedre, så disse dage er præget af lettelse. Ja, det er ikke helt fri, at jeg har sendt hjernen på sommerferie, men sig det ikke til nogen! Resten af personen får nemlig ikke ferie før 9. juli.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du klikke her.

7. december, 2009

Ud at se…

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 18:49

I embeds medfør lod jeg mig transportere ud til Aalborg klokken kvart i kvalme i morges. Det var eksamensdag, og eksamen gik som den skulle, lige efter bogen, hvorpå jeg så skulle lade mig transportere hjem igen. Nu har DSB indført en ny politik, siden sidst jeg var ude at se. Politikken går ud på, at man hellere vil lukke dørene for næsen af folk end risikere, at toget ikke kommer til tiden. Nu kan jeg så fortælle, at det i praksis betyder, at man har indført en to-i-en: Dels kommer toget for sent, dels kører det igen, før alle de passagerer, der ønskede at komme med, er kommet ind. Man begynder så småt at regne på, hvad det mon kan koste for en kone i min alder at tage et kørekort. Synes ærlig talt ikke, jeg kan være tjent med DSBs “politikker”.

Ud at se med DSB

Det gav mig så anledning til en fodtur fra Aalborg Vestby og ind til Aalborg Banegård. Den er under reparation. Mens jeg stod ude på perronen, troede jeg en overgang, at det var begyndt at sne. Men så opdagede jeg, at det var savsmuld. Der var tømrere i gang lige over hovedet på mig. Nogle af mine medrejsende stod og snakkede om, at de hellere måtte flytte sig, for de kunne risikere at blive slået ihjel her i Aalborg. Og så var de for resten også sure over, at de var blevet beordret ud af toget. Hele vejen til Aalborg havde de været under indtryk af, at de befandt sig på et tog, der gik direkte til Frederikshavn. To minutter før Aalborg fik de så at vide, at deres tog ikke kørte længere, og at der var omstigning til bumletog for resten af pengene.

Inde i ventesalen har de sådan en fin, stor modeljernbane med en model af banegården og Aalborgtårnet, blandt andet. Man kan se toget køre ved at smide penge i maskineriet. Det var jeg dog for nærig til. Jeg nøjedes med at tage et par billeder af herlighederne.

Nå, men juleferien nærmer sig heldigvis. Jeg skriver juleferien med velberåd hu. Om der skal være jul i halen af foretagendet, det bestemmer man da heldigvis selv. Nu er der lige et par gange test og i alt 8 dage med undervisning og en dimission tilbage. Jeg kan nærmest både lugte og smage ferien. Selv om den bliver lige i det korteste i år, skal den nok blive god!

25. november, 2009

Et billede fra i dag:

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , , — admin @ 18:28

Tjørn med bær
Der er flere ting lige pt., der ikke vil, som jeg vil. Det kniber gevaldigt med at nå det hele, og energien bliver somme tider brugt på noget, der egentlig ikke er det værd.

Blandt andet går det ud over enhver kreativ impuls, så som at skrive noget på bloggen her. Hvis I finder nogle søgninger i jeres statistik, der hedder “gå på efterløn som 55-årig” eller “bliv velhavende i en fart”, så kan det godt være mig, der i et ledigt øjeblik har tilladt mig at surfe lidt vildt. På den anden side kan det da også være så mange andre.

22. juni, 2009

Det forsømte forår

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 20:15

Hans Scherfigs roman randt mig i hu i dag, hvor vi sad indendøre i et lokale uden mulighed for at åbne vinduerne og eksaminerede ca. 15 kursister. Der skulle egentlig have været 16, men én glemte at møde op. Hvordan den slags kan ske, kan man godt undre sig over. Der er visse kursister, der stort set ikke tænker på andet end deres afsluttende eksamen den sidste måned forinden. De gør for meget ud af det. Den person, der glemte at møde op, gør så for lidt ud af det. Men selvfølgelig kender man aldrig hele historien om andre menneskers liv, og der kan da være tale om lovligt forfald.

Da jeg skulle hjem, var der lige nogle minutters ventetid, og jeg havde mit lommekamera med. Derfor brugte jeg noget af tiden på at dokumentere, at der virkelig var alt for godt vejr, både til at holde eksamen og til at køre i tog. Men jeg nåede da at lægge mærke til nogle sjove detaljer på bygningerne i nærheden af trinbrættet:

Jeg var hjemme lidt før klokken 4, og fra klokken 6 til 8 havde jeg aftenundervisning. Sjovt nok var der pænt fremmøde, havde det nu været mig, der gik i aftenskole, kunne jeg måske godt have følt mig fristet til at pjække en aften med så dejligt vejr. Men det er nok bare mig, der har en lidt anløben arbejdsmoral!

Under alle omstændigheder blev det en temmelig lang arbejdsdag, hvilket får mig til at glæde mig endnu mere til sommerferien.

Ældre indlæg »