Ikke så mærkeligt, hvis man går hen og bliver en kende stakåndet sådan her sidst i december. Men det er nu ikke det, overskriften hentyder til. Jeg startede jo denne blog, fordi jeg ville lave en dansk, midaldrende pendant til blondinbella.se. Min motivation var ikke den allernobleste, idet jeg sådan set mest var drevet af ussel mammon, eller rettere en mere eller mindre velfunderet forhåbning om at lægge min klamme hånd på noget af samme. Det har min svenske kollega jo gjort, idet hun blev millionær, godt nok i svenske kroner, men alligevel, før sit fyldte 18. år.

I mellemtiden har jeg så måttet sande, at det nok ikke vil være så let for mig at gøre hende kunsten efter. Dels er der det med det manglende billedmateriale fra min side, dels er der meget få premierer og uhyre lidt gnubben skuldre med berømtheder. Så er der også min nærighed, altså kan mine indkøbsvaner nok ikke inspirere andre til at erlægge ret mange kroner hos nogle af mine “sponsorer”. Det er bare ærgerligt, men ikke sådan til at lave om på!

Nu senest har min svenske kollega lagt endnu et par syvmileskridt til sit forspring: Hun har fået sit eget daglige TV-show. Det får jeg nok aldrig. Nu er det heller ikke sådan, at jeg ligefrem er syg efter at få et kamerahold med mig, når jeg børster tænder, vasker hår eller pumper min cykel. Jeg kan heller ikke rigtig se, hvori det interessante består. Jeg har set de første afsnit af blondinbellas tv-dagbog, og jeg må nok sige, at jeg ej heller der kan se noget som helst af interesse. Men det er jo nok bare mig.

Nu kan man jo som før nævnt skrive tykke bøger om alt det, blondinbella har og deres udsendte ikke har, men en anden forskel er, at hun jo har et firma, bellme, hvor konceptet er, at man sælger en bestemt vare i døgnet. Man sælger, indtil den er udsolgt, og næste døgn er det så noget andet. Der er altid tale om en eller anden mærkevare, som jeg normalt ikke ville komme i nærheden af. Den sælges så til en pris, der angiveligt ligger under butiksprisen. Det skulle efter sigende også være en god forretning.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skulle lave for en forretning, hvis jeg ellers skulle det. Jeg synes, det lyder lidt besværligt. Det begynder at minde betænkeligt meget om rigtigt arbejde, hvor jeg jo har et fuldtidsjob i forvejen. Det har den små Isabella Löwengrip også, idet hun går i gymnasiet. Jeg tror ikke, jeg var kommet igennem min gymnasietid med et ordentligt resultat, hvis jeg havde haft så mange “extra curricular activities”. Men hvis man er millionær flere gange over, er man måske også ligeglad med, om man får sin eksamen og får den til tiden? Det er der nu ikke meget, der tyder på, at frk. Löwengrip er. Hun arbejder jo i virkeligheden som en hest på sine forskellige projekter.

Jeg har da forresten startet en forretning! Jeg er kommet med i Amazon.co.uk’s affiliateprogram, og i den forbindelse har jeg oprettet en aStore på mitford.dk. Det er sådan en slags virtuel boghandel. Min del af arbejdet er sådan set slut. Jeg har sat butikken op, og skulle nogen beslutte sig til at købe et eller andet gennem butikken, sker alle transaktioner direkte med Amazon. Jeg vil så blive betalt på provisionsbasis. Det er vist noget med 5% af prisen på udvalgte varer. Det er ikke noget, man bliver fed af, men på den anden side, så er jeg jo det allerede …. nå, nej. Tilpas tyk, som Karlsson på taget sagde.

Nej, mit interneteventyr kommer nok aldrig til at tjene store summer til mig. Der er både grænser for, hvad jeg kan og hvad jeg vil præstere for at spinde guld. Men selvfølgelig kan den situation sagtens opstå, hvor man bliver nødsaget til at tage tænkehatten på for virkelig at lave penge på nettet.