På grund af den nærtforestående jul har Petunia rykket bogstav N en enkelt dag frem. Det må jo udnyttes. For resten, hvis du ikke kan komme ud af dit hus, kunne det være, fordi julen står for døren! Selv om jeg ikke er det store julemenneske, er der måske nok et N, der kunne trænge sig mere på end andre, når man nu tænker på, at det er den 23. december. Det N, jeg tænker på, er ordet “nisse“. Nu er der jo nok ikke ret mange, som stadig er ved deres fulde fem, der tror på nisser, så måske er det på sin plads med en illustration på dette sted:
Billedet forestiller min terrassenisse. Han er ikke født til at være terrassenisse, og det er bestemt ikke med min gode vilje, at han overhovedet er kommet ind på matriklen. Hvordan det gik til, kan vi muligvis komme tilbage til en anden gang. Det er, som om han står et nyt sted, hver gang jeg ser ham, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan det går til. Det er i hvert fald ikke mig, der går og flytter på ham. Så meget er sikkert!
Men ellers kan man jo fortælle lidt forskelligt om nisser: I gamle dage kaldtes de også “Gårdbo”, det var fordi de boede på alle gårde. I Norge hed de efter sigende “Gardvord” og i Sverige “Tomte”. Men nisser var de nu alle sammen. Der er lidt uenighed om, hvor stor sådan en nisse egentlig er. I 1700-tallet troede mange, at de sådan var på størrelse med et 6-7 års barn. Senere har man troet, at de var betydeligt mindre, på størrelse med en kat f.eks. eller måske så små, at de kunne sove i en sko. Der synes at være almindelig enighed om, at nisserne kunne blive meget gamle. Med hensyn til deres påklædning, lader det til, at de var klædt ligesom bønderne, de boede hos. Mange af disse bønder har åbenbart gået med en rød eller brun tophue… Der er også nogle, der mener, at den tophue er en såkaldt “frygisk hue”. Den frygiske hue var en rød, kegleformet hue med øreklapper og fremadhængende spids. Den blev også kaldt jakobinerhuen og blev efterhånden og op gennem tiden kendt som et frihedskæmpersymbol, så meget så at den i Norge blev forbudt af tyskerne under besættelsen… Nå, det var nisser, vi var i gang med at snakke om. Ordet nisse skulle forresten være en forvanskning af drengenavnet “Niels”. Iøvrigt var de ikke specielt bundet til julehøjtiden, de var der skam året rundt!
Før i tiden kendte folk ikke den videnskabelige sammenhæng i mange af de ting, der sådan kunne ske omkring dem. Når der sker ting, og tit ufordelagtige ting, som f.eks. mælk, der bliver sur i utide, kalvekastningsepidemier, ildebrande, uforklarlig sygdom osv. er det et såre menneskeligt træk, at mennesker har brug for en forklaring på, hvorfor disse ting lige skal overgå dem. Denne forklaring blev så i mange tilfælde, at det var nissen, der havde forårsaget det. Nissen var altså en slags husgud, som det gjaldt om at holde sig gode venner med. Det kunne man f.eks. gøre ved at give ham god og dyr mad. Den gode og dyre mad kunne f.eks. være grød, der var kogt med mælk og forsynet med smørklat. Beviset for nissens eksistens var så også klaret, idet et sådant grødfad næsten altid var tomt næste morgen. At folk dengang ikke valgte at forbinde dette fænomen med tilstedeværelsen af sultne hunde, katte og husmåre siger jo også lidt om de folk.
På den anden side så har der altså også været stærke kræfter i gang for at forvirre folk. F.eks. har et seriøst og ordentligt sted som Zoologisk Museum i København faktisk et skelet af en nisse i deres samlinger:
Der har vi jo beviset, med hue, stok og briller og det hele! Undtagen brillerne, altså. Onde tunger vil så vide, at det er en af forne tiders kustoder på museet, der har fabrikeret dette præparat ud af skelettet af et pindsvin, kraniet af en silkeabe samt en nissehue og en stok af ukendt oprindelse som en overraskelse til sin lille søn. Men jeg mener, det kan man vel vælge at tro på eller ikke? Dermed er det da stadigvæk en trossag. Jeg har lånt billedet fra Zoologisk Museums hjemmeside. Jeg håber, de vil tilgive mig i anledning af julen. Det har jeg i øvrigt håbet i adskillige år i træk, for jeg plejer at divertere mine voksne kursister med en historisk fremstilling af nissens liv og levned gennem tiderne, blandt andet illustreret med dette billede, hvert år til jul.
Spoiler Alert:
Lige til sidst er der en enkelt ting, jeg skal have ud af verden. Jeg håber ikke, der er nogle børn, der læser med her, men hvis der er: Dette er sidste chance, unger! Zap væk nu!
Jo, det er det lille spørgsmål om julemanden og hans relation til nisserne. Der er ikke nogen! Julemanden er ikke nogen nisse. Faktisk kommer julemanden, som vi kender ham nu, tyk, fed, helt klædt i rødt og med langt, krøllet, hvidt skæg og hår, fra Coca-cola-reklamer. Protester endelig, hvis du vil, men sådan er det. Coca-cola havde så taget nogle elementer fra legenden om St. Nicholas, der vist nok var en biskop i Lilleasien, der på et tidspunkt forhindrede et massemord på nogle børn og på den måde kom til at give disse børn en stor julegave, nemlig livet. Men det er en helt anden historie.
Ellers vil jeg da gerne ønske alle en glædelig og fredelig jul, med eller uden nisser eller julemænd.
Hvad andre har fundet på til bogstav N kan du se her:
Undskyld, pindsvin. Tilbage til jagtinstinktet: Man kan ikke se ret meget af det på billedet, det medgiver jeg. Olga er ret ung på billedet, men hun havde allerede på det tidspunkt lært en sund respekt for de små prikne. Men ikke mere, end at de skal undersøges og snuses til. Og haleføringen siger mig også, at jagtinstinktet ikke er gemt ret langt væk. Billedet er taget midt om dagen, hvor det faktisk er usædvanligt for pindsvinene at vise sig. Jeg tror, det må være en unge, der har forvildet sig væk fra sin mor, eller måske er den syg. Den fik lov at gå i fred for Olga, jagtinstinktet til trods.
