Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. august, 2010

Meta-blogging-indlæg

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 13:04

Det kunne se ud, som om jeg oplever lidt blogtørke for tiden. Jeg har lige for så vidt klaret at deltage i ABC i ord og billeder, men sonst nichts. Jeg ser, at andre, der oplever denne tørke truer med at holde helt op med at blogge. Jeg lægger ikke noget link her, I ved selv, hvem I er. Det vil jeg ikke selv gøre. Jeg regner da helt sikkert med, at jeg kommer til at blogge mere regelmæssigt på et tidspunkt, og indtil da æder bloggen jo ikke brød. Der er bare så mange andre ting at tage stilling til for tiden, arbejde, organisation af dagligdagen omkring arbejdet, nye kursister, nye klasser, planlægning af undervisning osv., at det ligesom sluger trangen til at meddele mig via bloggen. Men det ændrer sig nok på et tidspunkt. Kattene tager det i hvert fald helt roligt i mellemtiden.
Sensommer på bloggen
Men hvis der findes en regel om, at man skal opdatere dagligt, eller i det mindste med regelmæssige mellemrum, så kommer jeg altså godt nok til at bryde den regel. Nu er der faktisk mange af de blogge, som jeg selv nyder at læse, der udkommer med højst uregelmæssige mellemrum, og for mig gør det ingen skår i glæden. En anden regel, som jeg har sat op for mig selv, er at jeg vil svare på kommentarer og besøge andres blogge og kommentere af og til der, og hvis jeg ikke har tid eller lyst til det, så skriver jeg heller ikke selv noget. Det er måske en unødvendig begrænsning, men sådan må det nu en gang være for mig!

Apropos ingenting: Det er sjovt, som jeg kan mærke, at min smag ændrer sig. Da vi flyttede ind her, var der masser af de lilla ærteblomster i haven. Jeg syntes dengang, at de så så billige ud og gjorde mig de hæderligste anstrengelser for at udrydde dem, men det lykkedes ikke, hvilket jeg er glad for i dag. Katosten troede jeg var et slags ukrudt, det er den måske også, men i dag er den også blandt mine favoritter.

Yep. Det var ded! Et blogindlæg, som ikke var et ABC-indlæg.

29. juli, 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: P

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , — admin @ 21:30


Bogstav P står for Pushkin i denne uge. Pushkin er en lille sort kat, som man forhåbentlig kan se på et levende billede herover. Det er lidt af et teknisk eksperiment.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du besøge ABC-bloggen.

21. juli, 2010

I lære som kat

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , — admin @ 14:54

Ham det bette sorte nummer vaklede i den første tid udelukkende rundt bag efter Olga. Han peb og var vel på udkig efter en mor. Syg og dårlig var han også. Men Olga har et hjerte af sten, i hvert fald skulle hun ikke have nogle adoptivbørn. Nu, flere dyrlægebesøg og måneder senere, er det mere Stoffer, den “bette” har knyttet sig til. Ja, han er i lære som kat.

Han er vaks nok nu til også at være ganske grænseafsøgende, som man kan se. Han er vokset ganske pænt, men han har stadig noget med lungerne efter sin influenza, og det er ikke sikkert, det går væk nogensinde. Han har, hvad dyrlægen kalder “et erhvervet hareskår”, og det går heller ikke væk. Det vil muligvis gøre ham til en dårlig jæger, for man kan høre hans vejrtrækning på lang afstand. Men helt dårlig er han nok ikke, den bette sorte, for i går lå han ude i haven og legede nok så nuttet med et eller andet. Jeg skulle da lige se, hvad legetøjet var. Det viste sig at være hovedet af en fugl! Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om han selv har taget den af med livet, men det skulle såmænd ikke undre mig.

Han hedder Pushkin, fordi han er en sort kat …

14. juli, 2010

En prylgalen kärring …

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , , , , — admin @ 22:12

Overskriften er et udtryk, som jeg lærte af Lotta. Indholdsmæssigt svarer det præcis til det danske (sic!)”gadgetfreak”, men det er så meget mere malende. Det beskriver vist meget godt mit forhold til forskellige former for teknik: Jeg er vild med dem! Vildskaben gav sig i dag udtryk i, at jeg har anskaffet mig et videokamera, der kan optage i HD. Det kan mit kompaktkamera ikke, ej heller mobilen, vores webcams, eller mandens kompaktkamera, så man vil forstå, at jeg absolut måtte have sådan et apparat …

“Prylen” ankom med posten, og jeg gav mig straks til at filme kattene ude i haven. Det gik vældigt. Her er f.eks. en film med den ene af mine kratluskere, Olga, og hun tager sig da absolut bedst ud i HD:

Jeg lavede også film med vores andre katte og et par af naboens. Normalt ville jeg have redigeret de forskellige små filmstumper sammen til et “værk” af en vis længde. Det kan jeg også sagtens gøre, men desværre bliver resultatet så ikke HD, men bare noget almindeligt noget, der helt ligner de produkter, jeg plejer at kunne få ud af kompaktkameraet. Så er vi jo lige vidt! Åbenbart skal man investere i noget software for at få adgang til at redigere i HD-filmene og beholde dem som HD-film. Det er jeg for nærig til for nærværende. Jeg tror lige, jeg venter og ser, om der ikke skulle komme noget brugbart i Open Source …

Ældre indlæg »