Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. maj, 2010

Vi bruger ikke: Light-produkter

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 23:26

Måske burde man interessere sig lidt mere for den kategori af varer, når man som jeg fylder lidt rigeligt i landskabet. Men, sorry, den slags smager mig altså ikke! Faktisk synes jeg, at der tit er tale om en slags vareforfalskning.
Kylling
Eksempel: I dag kom jeg af vanvare til at købe en hønsesalat light. Hønsesalat skal være lavet af kyllingestykker, champignon, asparges og mayonnaise. Det er ikke noget, jeg nyder så tit, for det er en fed omgang, men en gang i mellem får jeg lyst til et stykke med hønsesalat. Men det, jeg kunne sætte tænderne i i dag, var altså noget sært noget. Der var vist nok både kylling, asparges og champignon i, men mayonnaise? Nix. Der var tale om en kold, hvid melsovs, muligvis med en algestabilisator i. Puh bwadr. Hvis det var den eneste hønsesalat, man kunne få, så ville jeg aldrig spise det mere. Ud med det.

En anden madmæssig synd, som jeg falder i somme tider, er tærte med lidt cremefraiche til. Men det skal være den fede cremefraiche, ellers kan det være det samme.

Faktisk tror jeg hellere, jeg vil spise gulerødder og salatblade end sådan noget surrogatføde.

Er det ved at være en madblog, det her? Nej, bestemt ikke. Jeg skal holde mig fra ting, jeg ikke har forstand på. Men jeg må sige at mad har været lidt af et tema i dag. Jeg faldt i staver i morges, så jeg både glemte min madpakke og kom for sent på arbejdet. Og det var ikke det eneste problem, da jeg så endelig nåede frem, men det skal vi ikke ind på her.

Men sådan en arbejdsdag uden morgenkaffe først, og uden mulepose i pauserne, kan altså godt fremkalde et vist fokus på det, man lever af. Jeg må se, om jeg ikke kan klare det lidt bedre i morgen!

22. januar, 2010

ABC i ord og billeder: R

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 14:23

Uden mad og drikke duer helten ikke. Det gør jeg så heller ikke. Jeg er ikke flink til at spise morgenmad, sådan til hverdag. Men på arbejdet har vi den tradition, at når en kollega har fødselsdag, giver hun rundstykker til første pause. Og så gør jeg da gerne en undtagelse. Sådan nogle friskbagte bagerrundstykker er da gode:
Friske rundstykker til folket
Som den opmærksomme læser vil vide, er jeg gift med en canadier. Han er ikke kræsen, slet ikke. Men netop rundstykker er en af hans yndlingsspiser, og sådan nogle har de normalt ikke i Canada. I starten kunne jeg ikke gøre ham det begribeligt, at rundstykker er morgenmad, og at ingen bager med respekt for sig selv har rundstykker i butikken efter kl. 12.

Men det får mig til at tænke på, at det da er et værre madpoliti, vi finder os i herhjemme. Hvis man har lyst til at spise rundstykker til aftensmad, skulle man så ikke have lov til det? For slet ikke at tale om frokostpolitiet. Når man nu anretter de kolde og de lune retter på en buffet, så skulle de fleste normale mennesker, der ikke ved bedre, vel tænke, at man kan spise af retterne i den rækkefølge og den sammensætning, man har lyst til. Bevares, selv kunne jeg ikke tænke mig at spise sild til franskbrød. Eller sild med frugtsalat. Men måske er det bare en fordom. Jeg lægger mærke til på min vej, at der kombineres på kryds og tværs for at få nye smagsindtryk. F.eks. serverede vores kantine flæskesteg med chili og vanilje i dag. Nu skulle jeg bare have min sædvanlige portion salat, men flæskestegen duftede da bestemt indbydende.

Nå, det var mit bud på R. Vil du se andres bud, kan du klikke her:

19. juni, 2009

A Whole Lot of Bull…

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 12:02

Ja, det er måske nok sædvanligvis ikke et pænt udtryk, men i dette tilfælde synes jeg nok, det kan forsvares:

Det enorme dyr stod såmænd bare tålmodigt og stille i den silende regn og ventede på at blive trukket ind i ringen og bedømt sammen med de andre tyre. Jeg synes, det er et kolossalt flot dyr. Og bag ved stod der 3-4 mere, næsten mage til. Første del af vores ekskursion var nær regnet bort. Især, da vi stod og ventede på bussen, var der mange af model druknet mus, og desværre var ikke alle lige fornuftigt klædt på. Undertegnede blandt dem. Det viser sig, at min nye regnjakke ikke er helt vandtæt. Surt. Til gengæld havde jeg sandaler på. Så kunne mudderet heldigvis hurtigt løbe ud.

I en anden ring bedømte de køer. Jeg ved ikke rigtig, hvad kursisterne fik ud af dommernes dybt personlige kommentarer. Men jeg er forberedt på, at nogle af dem i næste uge vil spørge, hvad “pæn patteplacering” og “skævt bagyver” betyder.

Kort tid efter, at vi var ankommet til dyrskuepladsen, stilnede regnen så nogenlunde af, så vi kunne komme rundt og se alle dyrene og landbrugsmaskinerne. Jeg er selv født og opvokset på landet, men der har i den mellemliggende tid været en næsten ufattelig udvikling. Landbrug i dag har ikke meget med det landbrug, jeg husker fra barndommen, at gøre. Der var maskiner på dyrskuet, som jeg faktisk ikke aner, hvad man bruger til.

Traditionen tro var der også tivoli på pladsen. Denne gang med pariserhjul. Jeg tror ikke, jeg har set sådan et i et rejsende tivoli før, men det er måske mig, der ikke kommer så meget ud? Op i det skulle jeg i hvert fald på ingen måde!

Der var masser af skoleklasser og børnehaver på pladsen. Mange af klasserne havde iført sig farvestrålende t-shirts oven over regntøjet. God idé, så kan man altid finde sammen med nogle af sine egne i mylderet.  Andre havde ens hatte, der kunne tjene det samme formål. Nogle af hattene så faktisk hjemmelavede ud, så jeg spekulerede på, om børnene måske havde lavet dem i håndarbejde. Godt tænkt, synes jeg. Vi har ikke de samme bekymringer om at holde styr på vores kursister, da de jo er voksne, der kan passe på sig selv.

Der var gjort meget ud af børnene. Der var et aktivitetshjørne, hvor børnene kunne få lov at arbejde i en smedje, de kunne prøve at kærne smør, de kunne lave lerting, filtbolde og mange andre ting. Så var der selvfølgelig også en udstilling af dyr fra 4h medlemmer. Blandt andet nogle fantastisk flotte høns af racen “Rød Orpington”. Der var også en hel masse kaniner. Endelig var der selvfølgelig telte med smagsprøver af alle mulige lækre, økologiske produkter, og stande, hvor forskellige virksomheder fortalte om deres produkter og havde konkurrencer, man kunne deltage i, og nogle af dem gav kaffe og rundstykker.

Alt i alt var det en interessant formiddag. Jeg håber, at kursisterne syntes det samme.

Resten af billederne kan man se her:

25. oktober, 2008

Invitation til sponsorer:

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 18:02

Yngre mennesker, der blogger om deres indkøbsvaner, er lykkedes med at få sponsoraftaler i stor stil. Folk på min alder har også brug for tøj på kroppen, og tit har vi ikke så lidt sværere ved at finde det, end de små, tynde sild. Siden jeg til dato endnu ikke har været nødt til at forlade huset med bar ende, er det altså dog hidtil lykkedes mig at finde nogle klude, jeg kunne være i. Hvis jeg nu skrev her på sitet om, hvor man kan få tøj i store størrelser, der ser rimeligt ud og ikke koster en jetjager, mon så ikke jeg kunne gøre mig fortjent til et sponsorat?

Jeg er ligeledes storforbruger af elektroniske gadgets. Det er ved at være lidt af en mani hos mig. Måske kunne man få et sponsorat ved at omtale nogle af de steder, der forsyner mig med disse dimser. Det kunne være en velkommen hjælp til betalingen af samme dimser, for ikke at tale om til de webhoteller, der huser mine diverse projekter. Det ville nok være lidt rigeligt at forlange, at webhosterne skulle sponsorere mig, idet jeg udelukkende benytter mig af såkaldte discount hosts, der i forvejen ikke koster mange kroner. Hvis de skulle til at sponsorere folk, ville det da gå rent galt med fortjenesten.

Lad mig se, hvem skulle jeg ellers tage og invitere? Tjah, jeg er jo en flittig kunde hos diverse lavprissupermarkeder. Foruden mad kan jeg såmænd sagtens finde på at købe både kluns og elektronik der, så det var vel oplagt? Men der er selvfølgelig det med fortjenesten…

Bybusserne her i byen vil jeg derimod ikke drømme om at få sponsorstøtte fra. Dem bruger jeg nemlig aldrig. De er helt ubrugelige. Først skar man så meget ned på servicen, at det er helt til grin at bruge det ord, og nu kan man så lukke resten under henvisning til, at der aldrig er nogen der bruger den! Har man kendt mage til kommunal sparsommelighed!

Det kunne også være, at jeg skulle prøve med Google-reklamer igen. Om ikke andet så for at bevise over for mig selv, at man som dansker aldrig får noget udbetalt fra dem. Åhr, det er såmænd ikke besværet værd.

Endelig er jeg til tider ved at købe mig fattig i bøger fra en større internetboghandel. Der har jeg faktisk allerede lagt så mange penge, at de burde have råd til at sponsorere mig og flere andre i årevis.

Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå med sponsoraterne. Skulle det mod forventning komme til at gå mindre godt, kan jeg jo altid skrive indlæg om varer, som jeg ikke bruger og hvorfor. Dette er en trussel.