I nogen tid har jeg gået og spekuleret over det der med at blive ældre. Sidst blev tankerne provokeret af et indlæg ovre hos Anne.
Anne giver i sit indlæg udtryk for et håb eller en forventning om, at det ligesom skulle blive nemmere, når man bliver ældre. At man ville skrue ned for kravene og få “hyggelig” som vigtigste datingkriterie.
Her er det så, jeg kommer på banen og kan fortælle, at det at blive ældre slet ikke er, som jeg havde forventet, at det ville være, da jeg var yngre. Jeg havde dengang et billede af, hvordan gamle mennesker var og hvilke interesser, der stort set driver sådan nogle væsener (sutsko, cardigan, varme i radiatoren, småkager). Det er nok meget almindeligt, at unge mennesker har det på den måde.
Det, der er anderledes end forventet, er, at man i al væsentlig essens er og forbliver den samme. Nuvel (et gammelt ord, ellers ville jeg nok have skrevet OK), der er sket nogle ændringer, især i betrækket, selvfølgelig. Hvilket i øvrigt ville betyde, at man kunne tilbringe uendeligt mange forgæves timer med at komme til at se smart eller lækker ud, hvis man nu altså skulle på date. Det skal man så heldigvis ikke!
Mellem ørerne er der også sket nogle mindre forandringer. Den vigtigste og mest positive af dem er, at man i stadigt stigende grad bliver ligeglad med, hvad tilfældige mennesker måtte mene om ens gøren og laden. Af mindre positive ændringer kunne jeg godt nævne et par stykker, men jeg vil ikke give fjenden ammunition i hænderne, så det!
Så er det, at jeg spørger: Siden den der alderdom ikke lader til at blive som forventet, kan den så byttes?
