Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. januar, 2010

Godt nytår!

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 15:56

Godt nytår til alle læsere! Uden jer blev der nok ikke blogget ret meget. Det er meget brugt at gøre status, når det er nytår, det skal jeg forskåne jer for, ligesom jeg beholder eventuelle nytårsforsætter for mig selv.

Vi kom godt gennem nytårsaften, både de tobenede og de firbenede. Sidste kategori kunne ikke rigtig forstå, hvorfor de skulle holdes inde så længe, men de fandt sig da pænt i det. Da det begyndte at brage løs, viste begge katte tegn på uro, men efter et stykke tid var det, som om de tænkte: “Pyt, sådan skal det åbenbart være”, og så åd de et godt ekstra foder og lagde sig til at sove.

Nu, hvor det er den første januar, begynder det jo at gå den rigtige vej, mod sol og sommer. Derfor vil jeg tage forskud på herlighederne og bringe et billede fra sidste sommer. Det er Uggerby Ås udløb den 30. juni, hvor der var så varmt, at man svedte helt ind i knoglerne, og varmedisen nærmest fik himmel og hav til at gå i ét:
Sommer og varme, ja tak!
Jeg kunne godt have brugt lidt af den varme i dag. Visse dage, når det er meget koldt udenfor, kan vi ikke rigtig varme huset op på tilfredsstillende måde, og dagen i dag er en af dem. Man begynder så småt at fantasere om en ikke særlig miljøvenlig brændeovn, når det har været nødvendigt at tage ekstra sokker og en ekstra sweater på, og det ikke rigtig har virket, specielt siden jeg indleder dette år med – igen, igen – at have ondt i halsen og være snottet. Men det er nok altsammen kun en overgang.

Update: Jeg gik lige i statistikken for at se, hvordan det går. Der er stadig en overvældende interesse for hår, men ellers har besøgstallene været støt stigende gennem hele året, undtagen lige december, hvor folk muligvis har haft andet at se til:
stats

29. december, 2009

Efter nedbøren

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 13:43

Nu er jeg sandt at sige ikke ret vild med vinteren og al dens væsen, og sne siger mig bestemt ikke ret meget. Indtil vi fik bil for godt 3 år siden, var det faktisk noget af en pestilens at skulle balancere sin cykel med fuldt læs af købmandsvarer hen ad rillede c-veje, især i betragtning af, at vi har ca. 3 km til den nærmeste levnedsmiddelforretning.

Nu, hvor jeg kan slippe for at komme ud i det på cykel, kan jeg ligesom bedre tolere sne og snevejr. Og jeg er da nødt til at indrømme, at det hvide pudder ser godt ud på billeder. Jeg var lige ude og skyde et par stykker her for lidt siden:
I sne står urt og busk i skjul
Vores vej kommer langt nede i alfabetet, hvilket betyder, at kun Vor Herre rydder sne på den. Fortovet står gemalen for. Og det går med håndkraft, idet vi ikke har fået indkøbt en børste til havetraktoren endnu.

Man kan vist lige ane det på billedet; de fik lidt gode nyheder af en eller anden art inde hos naboen lige før jul. Kvarteret er under udskiftning, sådan at der flytter unge mennesker med børn ind i stedet for pensionisterne. Da vi kom her, var det noget af et sølvbryllupskvarter, tror jeg.

Vejret er fint her, hvilket man nok ikke helt kan se på billederne. Der er en lille smule dis, og solen kæmper sig igennem af og til, og heldigvis er dagene begyndt at blive længere. Det gælder om at holde fast i det positive!

28. december, 2009

Bomber: Nej tak!

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 19:25

Ja, så er det ved at være på de tider igen. Tid for det første sure opstød i sæsonen. Det handler om fyrværkeri. Som bekendt har vi en fyrværkerilov her i landet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så siger den, at fyrværkeri ikke er tilladt undtagen fra 1. december til og med 5. januar. Hvis man vil lave fyrværkeri på et andet tidspunkt, kan det kun lade sig gøre med en speciel tilladelse fra politiet, hvis man altså vil være på lovens grund.

Så kan man jo spørge sig (og det vil jeg helt sikkert gøre!), hvilke bagtanker lovens fædre/mødre kan have haft? Det skal jo nok have noget med nytårsaften at gøre, ville være et godt bud. Men hvorfor skal fyrværkeri så være tilladt i hele december? Den dybere sammenhæng mellem fyrværkeri og advent kan jeg altså overhovedet ikke få øje på. Næh, det må være noget med, at de handlende gerne vil have lov at sælge fyrværkeriet hele december måned. Jeg har lidt svært ved at se, hvad det fornuftige argument skulle være. De steder, hvor man sælger fyrværkeri, er underlagt skrappe sikkerhedsbestemmelser mht. hvordan fyrværkeriet opbevares, hvilken afstand der skal være til andre bygninger osv. Det er altsammen meget fint, sikkert, men hvad så når familien Danmark får sine batterier og raketter og hvad-har-vi bugseret hjem i privaten, der i begyndelsen af december? Hvor samme privat i øvrigt er behørigt dekoreret med levende lys, tørre grandekorationer og så videre? Lovgiverne må altså regne med, at borgernes hjem er af en hel anderledes sikker beskaffenhed end de autoriserede udsalgssteder for fyrværkeri. Hvordan man kan få hovedet rundt om den idé, har jeg ingen anelse om.
Bomber, nej tak!
Nu vil mange sikkert indvende, at nytårsfyrværkeri er en smuk tradition, som vi har haft i århundreder. Det skal jeg ikke kunne sige, så gammel er jeg trods alt ikke blevet endnu. Jeg kan blot huske, at da jeg var barn, var det slet ikke alle familier, der havde fyrværkeri, og de der havde, havde kun en lille smule. Nu om dage er det jo sådan, at der stinker af krudt og svovl i dagevis efter nytårsaften. Alle fyrværkeriets flotte farver kommer mig bekendt af en række tungmetaller, som man altså ganske ukritisk lader drysse ud over landskabet, i stadig større mængder år efter år. Hvis det er i orden, så mener jeg altså ikke, at man kan købe aflad ved at æde økologiske gulerødder resten af året!

Noget, der især falder mig for brystet i denne fyrværkerisæson, er de helt ualmindeligt klamme reklamer, der er rettet mod børn, eller “juniorer”, som man siger. Det er ren og skær spekulation i ulykke. Oven i købet er disse “junior-pakker” billigere end sædvanligt fyrværkeri. “Ethvert barn” ved, at det dyre fyrværkeri er mere sikkert end det billige. Det er her i landet lykkedes at forbyde reklamer for cigaretter, hvad med om man også forbød reklamer for fyrværkeri?

Som sædvanlig skal vi ikke holde nogen fest nytårsaften. Vi sidder brandvagt, mens naboerne skyder fyrværkeri helt ad h til. Ellers skal vi bare forsøge at bilde kattene ind, at det bombardement, der foregår udenfor, er helt normalt. Det er det jo næsten også blevet gennem hele december måned. Her er det vigtigt at understrege, at ordet normalt kun handler om statistik!

Endelig vil jeg igen opfordre fyrværkerielskerne til at slutte sig sammen og lave fyrværkeriet uden for byen, på et sikkert sted, hvis der endelig skal være fyrværkeri. Jeg har dog ikke det store håb om, at det forslag falder i god jord. For at det kan være rigtigt sjovt, så skal det åbenbart være mere end en anelse farligt og irriterende for andre mennesker.

1. januar, 2009

Vi bruger ikke: Nytårsforsætter

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 20:03

Med det nye års komme har vi måttet lægge øjne og øren til en del. Nytårstaler, f.eks. Dette fænomen synes at have bredt sig. I starten var det forbeholdt Dronningen. Det var fast tradition i mange af de små hjem, at man skulle holde sig nogenlunde appelsinfri i hvert fald indtil Dronningens nytårstale var overstået. Nu om dage er det også diverse partiformænd og mere eller mindre anonyme journalister og bloggere, der føler, at de skal følge det gamle år til dørs og byde velkommen til det nye.

Nu har aargang54 ikke særlig lang tid på bagen, så det ville ikke være passende, om der skulle komme en nytårstale herfra. Det er heller ikke sikkert, at der vil komme noget sådant i fremtiden. Et årsskifte er for denne redaktrice et mere eller mindre tilfældigt tidspunkt og ikke noget, der nødvendigvis skal bevirke hverken fest, taler, fuldskab eller anden extravagance.

Det med nytårsforsætterne er jo tit bygget ind i nytårstalerne, men der er også tradition for, at mere beskedne borgere laver nytårsforsætter. Det er tit og ofte noget med at holde op med noget. F.eks. at ryge, drikke, spise for meget eller andre former for selvdestruktiv opførsel. Det kan dog også være noget med at begynde på noget. F.eks. at dyrke motion, være god mod dyrene etc.

Men det bruger vi som sagt ikke her. Hvis vores adfærd skal reguleres, kan det sådan set ske på et hvilket som helst tidspunkt, og ikke kun den første januar.

Hvis man tænker lidt over det, er det faktisk en kende useriøst at ville spæge sit legeme netop på denne tid af året. Dels har de fleste mennesker indtaget i rigelige mængder af mad og drikke de foregående to uger, så det får nemt lidt karakter af bondeanger, dels er januar gennemgående den trælseste måned i året. Så hvis man virkelig ville ændre sin adfærd, skulle det da hellere være i sommerferien f.eks. I januar skulle man hellere tage og være lidt god ved sig selv og sine nærmeste, sådan at man slipper gennem den rædselsfulde mørke, kolde måned uden at ryge ud i den allerdybeste depression.

Det kan så være mit nytårsforsæt.

Godt nytår, forresten!

Ældre indlæg »