Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. april, 2010

Hvorfor blogger du egentlig?

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 09:24

Spørgsmålet kommer op i forbindelse med, at jeg har læst Julia Lahmes e-bog, “Kloge kvinders guide til blogging”. I bogen fortæller JL blandt andet om bloggens fordele frem for de statiske sider, om hvordan en blog kan være med til at “brande” foredragsholdere og forfattere, hvordan en blog kan føre til større salg osv. Hun fortæller også om de forskellige slags blogge, modeblogge, kreative blogge osv. Hun kommer også rundt om kommentarer og det leben, der kan udfolde sig i sådan et kommentarspor, og hvordan blogging er fælleskab, udvikling og udveksling af idéer. Altsammen sikkert rigtigt og dog af begrænset relevans, ligesom der heller ikke var noget decideret nyt at hente.

Hun afslører så, at hun startede sin egen blog, fordi hun ikke kunne holde ud ikke at have noget at skrive på, da hun var færdig med sin første bog. Det fik mig til at spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig blogger.

Jeg har startet mange blogs og ladet dem sande til. Denne blog startede jeg i oktober 2008, og jeg ved godt, hvorfor jeg startede den, men det var nu lidt “tongue in cheek”, og spørgsmålet er så også, hvorfor jeg bliver ved. Det første koncept holdt jo ikke særlig længe, af gode grunde.

Sådan set har jeg ikke noget, jeg skal sælge. Jeg vil måske nok gerne påvirke mine læsere, men ikke mere end jeg ellers vil i almindelig omgang med mine medmennesker. Der er altså ikke tale om noget korstog, sådan helt generelt, selv om jeg selvfølgelig har noget at sige af og til om mange forskellige emner.

Mere udadvendt, end folk er flest, er jeg heller ikke. I hvert fald er det ikke ekshibitionisme, der får mig til at blogge. Sådan set tror jeg ikke, jeg har fundet de vises sten på nogen måde, hverken når det gælder boligindretning, håndarbejde, madlavning eller noget andet i den boldgade. Men det er der så mange andre der har gode bud på, som jeg da også læser med hos med stor fornøjelse. Onde tunger kunne måske finde på at sige, at hvis jeg ikke har nogle gode grunde til at blogge, så skulle jeg hellere tage at lade være. Men indtil videre tror jeg, at jeg fortsætter. Med ujævne mellemrum.

Den gode grund til, at jeg blogger er måske ikke ulig Julias. Jeg kan godt lide at skrive! Og jeg kan godt lide at snakke med folk i kommentarsporet, både her og på deres blogge.

E-bogen fik man gratis med Julia Lahmes nyhedsbrev for april. Julia Lahme holder også workshop til en sær masse penge, hvor man kan lære mere om bloggeri. Det føler jeg ikke noget behov for. Jeg foretrækker nok at gøre mine egne erfaringer og iagttagelser, og de koster ikke alverden.

18. februar, 2010

At pynte sig med lånte fjer …

Eller fagre, nye verden. DRs magasin, Penge, havde et indslag om, hvordan arbejdsgivere checker evt. fremtidige ansatte på nettet, inden de overhovedet tager stilling til, hvorvidt de ønsker at se vedkommende til en samtale.

Det var mange ting, man sådan kunne finde på at checke, jeg citerer frit fra min muligvis ikke helt perfekte hukommelse:

  1. Stemmer CV’et? (Ja, for pokker, den ligger vel lige til højrebenet efter Anna Kastberg og Arken)
  2. Omtaler kandidaten sin tidligere chef negativt? (Det er vel første regel i jobsøgningskurset. Det gør man bare ikke!)
  3. Er kandidaten tilhænger af noget ulovligt eller støtter h/n racistiske grupperinger? (Det ville jeg også godt vide, hvis jeg skulle ansætte folk)
  4. Har kandidaten lagt provokerende billedmateriale ud? (Nu er det selvfølgelig op til den enkelte, hvad man sådan lader sig provokere af)
  5. Har kandidaten lagt materiale ud, der tyder på stof/alkoholmisbrug? (Det ville være meget godt at vide)
  6. Har kandidaten dårlige skriftlige kommunikationsevner? (Jeg her ud fra, at der menes, at man ikke kende forskel på præsens og infinitiv, at man insistere på at bruger altærnative sdavemåde osv. – Ja, hvis man skal ansætte en person til at fremstille skriftligt materiale for en virksomhed, så er det nok godt at vide)

Det var, så vidt jeg husker, de negative.

Et ikke-provokerende billede

Et ikke-provokerende billede

Voxpop var delvis overrasket, delvis utilfreds med, at arbejdsgivere kan finde på at undersøge den slags. Jamen, kære, bette venner! Hvad havde I da forventet? Tror I virkelig på den med, at jeres personlige hjemmesider kun kan tilgås af familien, eller vil I have, at vi andre skal tro på det? Og tror I virkelig på, at jeres Facebookprofiler er skjult for alle andre end jeres sande venner? Den tid er vist forbi, eller det bør den være.

Der var også nogle positive:

  1. Hvis den evt. kommende arbejdsgiver kan finde en professionelt udseende profilside, er det et plus
  2. Hvis h/n kan finde vidnesbyrd om sunde fritidsinteresser, ligeledes
  3. Hvis nogle af den evt. kommende arbejdsgivers egne kontakter anbefaler kandidaten, er det et stort plus
  4. Hvis man er aktiv i erhvervsfora, er det et plus
  5. Hvis man kan formulere sig korrekt, er det et plus (Her må man så håbe, at den evt. komm… er i stand til at vurdere den slags…)

Nå, der var sådan set ikke noget nyt for mig i det ovenstående, men de fejl, jeg har lavet på nettet, blev lavet på et tidspunkt, hvor jeg ikke vidste bedre, og gjort gerning står ikke til at ændre. Nu mener jeg sådan set ikke selv, at det er så slemt. Det drejer sig om, at jeg har været involveret i et par flamewars på usenet og er kommet til at fodre en troll. Så, nu ved I det og behøver ikke søge længere. På et tidspunkt besluttede jeg mig til at gøre bod ved at samle en række anbefalinger om netfærdsel, som andre har fundet på, og ved at lægge serverplads til dem. De ligger der endnu, men de er skrevet før både FaceBook, YouTube og LinkedIn og virker nok en anelse antikverede nu.

Ellers har jeg altid optrådt under eget navn på nettet, og det har lagt en naturlig dæmper på, hvad jeg sådan har kunnet få mig til at skrive rundt omkring. Det har virket, til de fleste tider. Dermed være ikke sagt, at jeg ikke uforvarende er kommet til at træde nogle over tæerne, men der må jeg – igen – henvise til, at man stort set selv er herre over, hvad man sådan går og bliver fornærmet over.

Jeg har ikke gjort noget ud af medlemskaber af de sociale netværk. Profiler har jeg selvfølgelig, men jeg må sige at det ikke er noget for mig. Det er altså ikke der, evt. kommende arbejdsgivere eller andre interesserede skal regne med at finde en hel masse oplysninger om undertegnede.

10. august, 2009

Don’t give up your day job

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , — admin @ 15:49

Overskriften er vist sådan noget, man plejer at sige til folk, der har forsøgt sig ud i de skønne kunster til en eller anden audition, hvor “auditørerne” har været mindre end imponerede af udgydelserne.

… så derfor har hun sagt sit job op, så hun kan koncentrere sig om bloggen…

Jeg startede jo denne blog som et slags forsøg på at gøre Blondinbella (svensk attenårig, der ved sin fars hjælp er blevet millionær på at blogge) kunsten efter, hele tiden vel vidende, at det ville jeg af en lang række grunde næppe få held til, men så var der så mange andre ting, jeg kunne tænke mig at få skrevet ud af systemet, og så kunne bloggen jo da bruges til det. En af blondinens veninder blogger også. Hun kalder sig BloodyMari, og hende har jeg også fulgt, omend på meget god afstand, for hendes blog er meget fattig på tekst og i det hele taget kun interessant som fænomen. Men så tjekkede jeg hende lige i dag, og minsandten om hun ikke meddeler, at hun er utilfreds med den måde, hendes blog går på, så derfor har hun sagt sit job op, så hun kan koncentrere sig om bloggen.

Så knækkede filmen, før kæden hoppede af i en skål metaformix! Det må være mig, der intet fatter. Man skulle være lyshåret, tyve år og svensker og have en masse tro på fremtiden.

Jeg vil i al beskedenhed vove at påstå, at min blog, selv om jeg heller ikke er helt tilfreds med den altid, er tyve gange bedre end hendes, og derfor burde den da kunne forsørge mig med lethed, hvis hendes blog altså kan forsørge hende. Men der må være et eller andet, som jeg slet ikke har fattet.

6. juni, 2009

Hård hud på sjælen?

Filed under: Indlæg — Tags:, , — admin @ 13:53

Hvordan mon det kan være, at det i den grad trækker tænder ud, når man skal skrive noget om sig selv og det man sådan har gået lavet gennem tiden? Det kan jo ikke nytte! I disse tider kan ingen vide sig sikker på, hvornår det f.eks. bliver aktuelt at lave en jobansøgning. Så skal det da fedt hjælpe, at man står i et hjørne og træder sig selv over tæerne, mens kinderne bliver blussende røde, tungen får dobbelt størrelse og blikket slås ned i gulvbrædderne. Det var, hvad jeg bildte mig selv ind i dag for at få mig taget sammen til at opdatere mit personlige visitkort på nettet:
Mit visitkort

Nu har jeg så fået det gjort. Hennystewart.dk var det første domæne, jeg overhovedet registrerede. I årenes løb har jeg brugt det til allehånde eksperimenter, og de ligger der stadig. Den, der gider grave, kan nærmest lave arkæologi på det site, for hver gang, jeg har fundet på noget nyt, har jeg bare flyttet alle de gamle mapper et niveau ned. Men det har altid været min mening, at der skulle være et slags visitkort, en mere eller mindre komplet præsentation af mine mere eller mindre professionelle sider. Og den slags trækker altså tænder ud at få lavet.

Det er måske lidt som når man første gang hører sin egen stemme på en optagelse. Skoene krymper, tænderne gnistrer og temperaturen i øverste etage stiger faretruende. I forbindelse med, at jeg fremstillede noget af det undervisningsmateriale, som jeg også præsenterer på Hennystewart.dk, havde jeg faktisk planlagt, at vi med støtte fra et vist ministerium, der ikke skal nævnes her, skulle hyre en person med høj og klar røst til at indspille lydfilerne. Støtten udeblev – til alles udelte forbavselse (not!) – og de personer med klare stemmer, der tidligere havde været interesseret i at deltage i projektet, mistede med ét interessen. Så måtte jeg klare mig med de forhåndenværende søm, min egen rustne stemme. Der gik heller ikke lang tid, før jeg havde fået totalt hård hud på sjælen, hvad det angår. Det generer mig overhovedet ikke at høre min egen stemme mere.

Måske er det lidt på samme måde med at skrive CV’er og ansøgninger og den slags. Jeg har ikke søgt ret mange jobs i mit liv, og de jobs, jeg har søgt, har jeg også fået. Undtagen et. Det drejede sig om et job som advokatsekretær. Da jeg hørte, at det blandt andet indebar, at man skulle “stå for” deres inkassoafdeling, var det nu også så som så med min interesse. Hvad gør I andre? Hvordan kvinder I jer op til at præsentere jer selv professionelt? Skrive en ansøgning, der imponerer?

Ældre indlæg »