Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. september, 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: V

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 22:20

Vi er allerede nået frem til bogstav V her i tredje runde af bloglegen. Det minder mig om, at tiden går. Ubønhørligt nærmer vi os den årstid, jeg holder mindst af. Vinteren. Men nu skal vi selvfølgelig først være færdige med sensommeren, og så kommer der forhåbentlig et langt efterår, og så må vinteren gerne være et pænt stykke kortere end den forrige, vi havde af slagsen. Mindre af det kolde, hvide, der bliver lyseblåt på billeder, ville også være rart.
Vinter

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav V og evt. selv deltage i legen, skulle du tage og besøge ABC-bloggen.

14. marts, 2010

På jagt efter foråret

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 17:24

Dette indlæg skal ikke handle om, hvad der eventuelt er ved at pible op i haven, for det, der evt. er, er meget mindre end de større og mindre uhumskheder, der også dukker frem. Der er altså ikke tale om noget, der tåler at blive fotograferet!

Nej, jagten gik udenfor byen. Først gik det ikke særlig godt:
Mark med sne på
Sne, sne og atter sne, så langt øjet rækker.

Vanen tro trak vi ud til kysten, og her gik det straks bedre:
Næsten snefri mark i Vennebjerg

Den mark har næsten ingen sne, men hvis man så vender sig og kigger den anden vej, er udhusene ved siden af Vennebjerg Mølle stadig helt begravet i sne:
Helt begravet i beskidt sne

Møllen selv har det ikke for godt. Den har mistet en vinge, og jeg håber da, at nogen har tænkt sig at få den ordnet, for det ser galt ud:
Vennebjerg Mølle med kun 3 vinger

Nu, vi var kommet så langt, så måtte vi også lige ud til Maarup Kirke. Det er et sted, jeg kommer flere gange om året. Det er ikke ens to gange i træk. Der er lavet en afspærring nu, så man ikke kan komme ud til kanten. Dvs. selvfølgelig kan man det, men jeg vælger at tro på dem, der siger, at der er risiko for nedstyrtning, så jeg skulle ikke nyde noget:

Havet ved Maarup Kirke
Det meget forblæste og meget fotograferede gravsted med et helt skævt træ er der stadig:
Forblæst gravsted

Et andet af gravstederne med stakit er der derimod ikke meget tilbage af. Hvis det var fiskere, der var begravet der, er de vist taget til havs igen, hvilket vel egentlig er meget apropos:
Fiskere?

Endelig glædede det mig at se, at Skov og Naturstyrelsen har taget sig sammen til at flytte ankeret fra “The Crescent” til en plads, hvor man kan se det ordentligt, og hvor det tager sig bedre ud end på den første, midlertidige placering, som bare var på marken ved siden af:
Ankeret fra The Crescent, ordentligt opstillet

Nå, men det var foråret, jeg kom fra. Jo, det er vel på vej, men der var nu ikke engang lunt ude, selv om solen skinnede.

Flere billeder:

24. februar, 2010

Forår om 6 dage?

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 09:26

På mandag er det den første marts og dermed forår, efter nogles tidsregning. Andre mener, at foråret først starter ved forårsjævndøgn, men hele den diskussion er vist akademisk, så længe vi har mindst en halv meter fast pakket sne over det hele og temperaturer under nul.
Sne i haven
Nu ved jeg godt, at jeg havde lovet, at jeg ikke ville tage flere snebilleder i år, men i dag skinner solen, så den regel bliver lige suspenderet et kort øjeblik.

Soluret tæller kun de lyse timer, hedder det sig. Det kan det stadig, selv om det er ved at være begravet i sne. Mens jeg fotograferede lod jeg terassedøren stå åben, for selv om det er koldt, skal vi da bruge lidt frisk luft en gang imellem. Jeg regnede med, at de firbenede nok ville gøre mig selskab udenfor, for det plejer de, men i dag var der overhovedet ingen interesse for projektet.

Nu har vi haft sne i to måneder, og der er ikke tale om, at jeg er ved at vænne mig til det. Slet ikke! Og når jeg hører, at sneen virker positivt på folks stemningsleje, så er jeg slet ikke i stand til at fatte, hvordan det mon skulle kunne passe. Jeg er helt sikker på, at jeg ville foretrække en grøn vinter, også selv om det evt. ville indebære en del regn. Selv i snefrie vintre skinner solen altså også somme tider. Men den diskussion er også omsonst, idet vi jo ikke har stemmeret mht. vejret.

14. februar, 2010

Opmagasinering af sne

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 20:40

Kommunens folk er begyndt at fjerne kanterne på visse af byens bobslædebaner. De laver vel plads til noget mere af det kolde, hvide.
Bjerge af sne
Rundt omkring, hvor der før har været en plæne eller en åben plads, bliver den gamle sne så deponeret, og på den måde er vi ved at få vore egne alper her i Hjørring. Jeg hørte om nogle folk lidt syd for os, der havde købt en byggegrund af deres kommune. Der var også blevet deponeret sne på den. Det var de meget lidt begejstrede for, idet de mente, at sneen både indeholdt salt og andre ting, der nok ville få indflydelse på deres og deres haves trivsel i årene fremover. Det skal nok passe. Der kommer også til at gå en rum tid, før de her snebjerge er forsvundet. Jeg tvivler stærkt på, at foråret kommer til tiden i år. Det bliver i hvert fald ikke snefrit den 1. marts, medmindre der indtræffer et mirakel.

Alligevel kan man godt begynde at mærke, at solen varmer, hvis man ellers opholder sig et sted, hvor der er læ. Dagene er også blevet et pænt stykke længere, og det hjælper altsammen.

Ældre indlæg »