Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. juli, 2010

Markblomster

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 19:59

På moderne marker ser man sjældent noget stort udvalg af vilde planter. I dag fandt jeg en hel del, på en ubebygget grund, nærmest midt i byen.
Mark
Kort vej derfra fandt jeg en smuk grøftekant, men den bliver nok snart slået. Det gør man jo. Det er åbenbart farligt med alle de vilde planter! ;-)
Grøftekant
Men man kan da nyde dem, så længe de er der.

23. maj, 2010

Ude at føjte

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 14:42

Vi måtte ud i det gode vejr. Få kilometer fra Hjørring ligger landsbyen Mygdal (Mosquito Valley, som vittige hoveder siger). Lidt uden for Mygdal ligger Herregården Odden, som er Danmarks nordligst beliggende herregård.
Herregården Odden
Stedet huser en samling af J.F. Willumsens skitser og forarbejder, og der er også en skulpturpark. Men vi må komme tilbage en anden dag og kigge på samlingerne. Måske en regnvejrsdag i sommerferien? For det er da for tosset, at man har sådan noget, nærmest i baghaven, hvis man ikke kommer ud og ser det.

På vejen hjem sneg jeg mig til at tage lidt billeder ind i nogle af haverne her i kvarteret. Jeg har ikke selv noget japansk kirsebærtræ, men det er der heldigvis andre, der har.
Japansk Kirsebær

13. november, 2009

ABC i ord og billeder: H

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , — admin @ 19:06

Så kom vi til bogstav H i Petunias blogleg, ABC i ord og billeder. Det burde være nemt for mig, for jeg hedder Henny, og jeg bor i Hjørring. Jeg har engang undersøgt, hvilken betydning, mit navn har, men i mellemtiden havde jeg glemt det. Så jeg slog op på internettet, det gør man jo nu om dage, når der er noget, man vil have at vide, og der erfarer jeg så, at navnet Henny kommer af det franske Henriette, som ikke har nogen speciel betydning. Godt så! Ikke nogen speciel betydning. Ergo kan jeg ikke skrive om det. Siden jeg nu ikke kan servere nogen interessant betydning af mit eget navn, gider jeg heller ikke servere nogen interessant betydning af Hjørring. Idéen faldt jo ligesom til jorden, idet første del af den ikke kunne blive til noget.
Himmel og hav i Uggerby
Jeg tyede så til min billedmappe for inspiration, og fandt den. H skal selvfølgelig betyde himmel og hav! Det er nok, fordi man bor i et lille, fladt land, at det er stranden, man søger til, når man vil opleve noget natur. Og selv om vi ikke har nogen bjerge her, så kan himlen godt se meget dramatisk ud til tider. Den kan have alle mulige farver og skyformationer kan være helt fantastiske. Hvis man så kan kigge på himmel og hav på en gang, så har man da fået en naturoplevelse!
Himmel og hav, sammen og hver for sig
Her kan du se, hvad andre har fundet på til bogstav H.

6. november, 2009

Et dyk i arkivet

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 23:03

I snart mange år har jeg organiseret mine billeder i mapper, der simpelthen har navn efter datoen. Havde jeg f.eks. begået en billedserie i dag, ville den mappe, jeg gemte den i, ganske enkelt få navnet 061109. På den måde er det relativt nemt at finde frem til billederne igen. Jeg gør også tit det, at jeg kigger efter, om jeg tog nogle billeder på denne dag for et år siden, for 2 år siden osv. Jeg tog også lige den lille undersøgelse i dag, og fandt ikke noget fra den 6. november. Det har åbenbart været en møgdag uden meget lys eller inspiration til at fotografere de andre år også. Men jeg fandt en billedserie fra 6. januar 2007.

6. januar 2007

Den dag var vi, som så mange gange før og siden, søgt ud til Rubjerg Knude Fyr og til Lønstrup. Der var heller ikke meget lys på sådan en dag i begyndelsen af januar, men jeg syntes, at havtornen næsten havde et eget lys. Jeg fik også et par billeder af en sten på landingspladsen, hvor en kunstner har “fundet” en hummer i stenen. Jeg er ikke 100% sikker, men jeg tror, at kunstneren er Stinne Teglhus fra Kjul. Hun har i hvert fald begået lignende værker, så vidt jeg ved.

Vi opgav i øvrigt at køre op til fyret, for Fyrvejen var i sørgelig forfatning, og den bil, vi havde dengang, havde en “sårbar” affjedring. En brugt bil til 12.000 skal man nok trods alt ikke bruge som noget i retning af en terrængående jeep!

Ja, så kom der altså en tur “down Memory Lane”, med det absolut tyndeste påskud. Bare fordi jeg kan!

Ældre indlæg »