Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

16. juli, 2010

Godt, man ikke bor der!

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , — admin @ 22:18

Sidder her og er faldet i en Barnaby med reklamepauser. Jeg kan ikke lade være med at være taknemmelig for, at vi ikke bor i Midsomer eller omegn. Aldrig så idyllisk, kagedåse-agtigt engelsk det hele er, så må det være noget nær verdens mest kriminalitetsplagede sted! I hvert eneste afsnit bliver der myrdet en 5-6 personer, og desværre er det stedlige politi ikke for vakse, når det gælder kriminalpræventive tiltag. Barnaby og Co. kommer desværre ikke på banen, før folk er kommet af med livet.

Men underholdende er det nu alligevel!

Her kommer et helt umotiveret blomsterbillede:
Buket

28. juni, 2010

Udkantsdanmark – mig her!

Gennem det meste af foråret kørte DR et tema om “Udkantsdanmark”. Utallige var de billeder, man så af landsbyer, hvor samtlige huse så mere end trætte ud, også de beboede. Vi har måttet høre på, hvordan det kun er taberne, der bliver hængende i udkanten, dvs. at de unge, der ikke drager ind til hovedstaden eller til nød til Århus, er af hankøn og kun udstyret med nødtørftige kundskaber fra Folkeskolen og generelt ret håbløse i enhver henseende.

Dertil er også kommet gruopvækkende historier om familier, der i den grad er dysfunktionelle, og som drager landet rundt som “sociale nomader” og bor i betændte rønner, der ejes af en vis hr. Svendsen fra Låsby på Fyn. Det sidste er det absolut ikke min hensigt at slå hen, der er simpelthen brug for, at kommunerne tvinges til at arbejde bedre sammen, sådan at man ikke skal starte forfra med f.eks. fjernelse af børn fra et totalt uegnet hjem, blot fordi familien i ly af natten er draget videre til en anden “udkantskommune”.

Men, helt ærligt altså: Man kan da blive helt skidt tilpas over at ens hjemegn sådan bliver stemplet som død, håbløs, træt og gennemgående et sted, hvor selv kragerne skal have madpakke med, når de flyver baglæns.
Udkantsdanmark
Et plaster på såret er så, at man nu har lavet en undersøgelse, hvor man har spurgt nordjyderne, hvordan de egentlig er tilfredse med at bo i landsdelen. 98% svarer, at de er godt tilfredse, 1% svarer at de ikke er tilfredse, og 1% ved ikke. Analytikere siger, at den fordeling af svar er meget atypisk for den slags undersøgelser. Så det kan da godt være, at det kun er knoldesparkerne, der er tilbage heroppe, til gengæld har vi det godt her. Så det!

14. december, 2009

Mine 3 x 7

Filed under: Indlæg — Tags:, , , , , , , — admin @ 17:55

Ellen, a.k.a. Mommer har sendt denne udfordring i min retning. Jeg må sige, at jeg ikke er ret god til sådan nogle ting. Hvis jeg først skal til at grave op i hver kategori, så kommer der enten ingenting frem, eller også mange flere end tre. Men lad os nu se, hvordan det kan komme til at gå:

Tre ting, jeg husker, som var det i går. . .

  • Vores bryllupsdag, 26/10-1998. Der var ingen, udover folkene på borgmesterkontoret, der vidste noget. Der var hverken blomster, ring eller fest, men alligevel var det helt specielt. Når jeg her vover at påstå, at jeg husker det, som det var i går, så er det ikke ensbetydende med, at jeg aldrig glemmer min bryllupsdag. Det har jeg faktisk præsteret flere gange!
  • Da vi var i British Columbia i år 2000. Sjovt nok er det som om, jeg nyder minderne om rejsen mere, end jeg nød rejsen selv. Jeg er ikke god til at rejse, savner hurtigt mine ting og mine vante omgivelser og har det ikke godt med at vente i timevis i lufthavne eller andre af de små eller store overraskelser, nærmest enhver rejse byder på. Men når jeg vel er kommet hjem igen, kan jeg sagtens sætte pris på de mange indtryk, jeg har fået undervejs.
  • Da jeg var til min første mands (samlevers) begravelse i 2001. Jeg havde ikke set ham i over 10 år og troede egentlig, at jeg følelsesmæssigt havde afsluttet den historie. Men først, da han var død, turde jeg indrømme over for mig selv, at han faktisk havde mange gode sider, og at der var gode grunde til, at vi i sin tid fandt sammen, forstå det, hvem der kan.

Tre ting, jeg ikke kan lide . . .

  • Når utidig geskæftighed skal gøre det ud for effektivitet.
  • Når personlig uformuenhed skal gives udtryk i kontroltrang over for andre.
  • Når folk parkerer deres holdninger og moral hos Dansk Folkeparti.

Tre ting, jeg kan lide . . .

  • Katte
  • Elektroniske gadgets af enhver beskrivelse
  • Bøger

Tre sange, jeg hører . . .

  • Blomsterduetten fra Leo Delibes’ Lakmè, den er jeg faktisk så vild med, at jeg har lavet den som ringetone på min telefon for tiden. Desværre kan jeg ikke selv synge, men hvis jeg får noget at skulle have sagt om, hvilke evner, jeg skal have i et evt. næste liv (jeg regner chancerne for begge dele for minimale), så kunne jeg godt tænke mig at kunne synge som Anna Netrebko.
  • Preludio no. 1 af Heitor Villa-Lobos. Jeg har en gang kunnet den, og mange andre stykker, udenad. Desværre kunne jeg ikke få det til at lyde særlig godt. Men det var sjovt at lære klassisk guitar. Efter 8 år på musikskole syntes jeg ikke rigtig, at jeg gjorde fremskridt, så jeg stoppede. Nu er præludiet jo ikke nogen sang, men det er dog et musikstykke, så jeg siger, at det gælder!
  • Når jeg bli’r gammel af og med Gnags. Jeg kunne godt lide den, da den kom frem, og jeg synes stadig, den holder.

Tre tv-udsendelser, jeg følger med i . . .
Følger med og følger med, det gør jeg ikke sådan rigtig. Men jeg kan godt lide f.eks.

  • Poirot
  • Miss Marple
  • Foyle’s War

Tre blogs, som besøges dagligt . . .
Jeg har en liste så lang, og jeg besøger dem alle hver dag, hvor jeg er i stand til at bruge armene. Der er ingen grund til at fremhæve nogen frem for andre.
Tre bloggere, som skal udfordres . . .
Her har jeg også tænkt mig at snyde. Dels har denne leg vist været rundt i store dele af blogland, dels er det ikke nemt at vælge nogen ud frem for andre. Så vi gør følgende:
Hvis du føler dig tiltalt af konceptet med 3 x 7, så kan du hermed regne dig for udfordret!

3. november, 2009

Fredage, 20.30, DR K

Filed under: Indlæg — Tags:, , , — admin @ 18:39

De næste fjorten fredage ved jeg godt, hvor jeg skal være kl. 20.30. Så kan de køre frem med X-factor og Vild med dans lige så tosset de vil, for jeg skal nemlig sidde foran fjerneren og se DR K, en af de nye kanaler, der er kommet.

Berlin, Alexanderplatz Da sender de nemlig en nænsomt restaureret udgave af Rainer Werner Fassbinders “Berlin, Alexanderplatz” fra 1980. Jeg var helt vild med serien den gang, og det er jeg sikker på, at jeg vil være igen. Der er tale om et meget folkeligt værk, som egentlig stilistisk ligger langt væk fra Fassbinders andre film, der, selvom de også er gode, godt kan være lidt rigeligt “fremmedgjorte”.

Fassbinders serie er baseret på Alfred Döblins roman fra 1929.

Jeg glæder mig.

Ældre indlæg »