Det hører sig jo til, at man den første maj går ud og lufter de røde faner, hvis man ellers har sådan nogle. Faktisk må jeg tilstå, at jeg aldrig har været til 1. maj-demonstration. Jeg er vokset op på landet, og i de kredse mener mange, at de har et sådant forhold til produktionsmidlerne, at den slags ikke kommer på tale, selvom de udtrykker det lidt anderledes. Det er i høj grad diskutabelt, om landmændene har ret. Mange af dem indrømmer jo selv, at de sådan set kun er prioritetsbestyrere, men der kan altså godt herske noget falsk bevidsthed om hvilken “klasse” man hører til, selv om en industriarbejder i byen i min barndom sagtens kunne være mere velaflagt end en husmand, der kun blev kaldt gårdejer på rudekuverterne med regninger i. Nå, men det er sådan set en øm tå, som jeg evt. kunne komme tilbage til senere. I alle fald var 1. maj-demonstrationer ikke noget, jeg blev slæbt med til.
Digression: Det er muligt at det er en vandrehistorie, men der fortælles denne anekdote om en svensker, som var flyttet ud til Tversted, eller rettere til en lille landejendom lige uden for Tversted. Fra Sverige var han vant til, at man da demonstrerede den første maj, så han cyklede ind til Tversted for at slutte sig til den demonstration, han var overbevist om at kunne finde der. Som man måske vil have gættet, var der ikke nogen demonstration, men vor helt lod sig da ikke slå ud. Han tog næste rutebil ind til Hirtshals, for der måtte der da være arbejdere og dermed demonstration. Det var der så heller ikke. Han drog videre til Hjørring, og der var resultatet ikke meget bedre. Nu var svenskeren lige ved at give op, og det var også ved at være midt eftermiddag, men han ville nu prøve endnu en gang, om han da ikke kunne finde en 1. maj-demonstration. Ergo tog han med DSB til Ålborg. I Kildeparken fandt han så en halv snes overrislede ungersvende, der påstod, at de var den sidste rest af demonstrationen. Nu havde vor ven så endelig fået nok, og han drog hjem igen.

Det mål af sandhed, der måtte være i historien, skal nu lige rettes til, for retfærdigvis skal det siges, at der faktisk har været 1.-maj-arrangementer i Hjørring i de sidste mange år. Dem har jeg så heller ikke taget del i. Min fagforening kan ikke beskyldes for at være så aktiv, sådan lokalt, for nu at være ladylike og sige det på en meget pæn måde. Jeg kunne selvfølgelig gå først, kunne man indvende, men selv om jeg bestemt sympatiserer med tankerne bag, føler jeg nu ingen trang til det, så mine chancer for at bringe et fotografi af en 1.maj-demonstration er yderst spinkle.

Om der egentlig er tale om demonstrationer, kan man i høj grad diskutere. Det lader til, at det mange steder er en skovtur med lidt røde flag, pølser, is og øl samt en tale af en mere eller mindre kendt politiker. Det er vel også godt nok, især hvis aktuelle problemstillinger bliver taget op. Hvis den manglende kamp skyldes, at der ikke er mere at kæmpe for, så er det vel sådan det må være. Hvis den derimod skyldes et nyt lag af falsk bevidsthed, så har vi et problem. At det er sådan det forholder sig, kunne man godt tro, når man hører om de mange unge, der hverken vil være medlemmer af fagforeninger eller A-kasser, enten fordi de lider af den vildfarelse, at de selv i den grad er uundværlige, eller af den, at man ligeså godt bare kan få kontanthjælp, hvis uheldet skulle være ude. I begge tilfælde er solidaritet noget, man kan kigge i vejviseren efter, og de personer, det drejer sig om, dukker nok heller ikke op under fanerne.

De røster, der hævder, at fagforeningerne er som dinosaurer i informationssamfundet, gider jeg slet ikke beskæftige mig med, men jeg ved, at de findes.

Onde tunger vil hævde, at 1.maj-demonstrationernes antal og størrelse er meget afhængig af vejr og vind, og af på hvilken ugedag 1. maj falder. Mon det kan passe? Er det en mere eller mindre ligegyldig tradition, som nogle mennesker efterlever uden egentlig at mene det helt store med det, eller er der stadig en kerne af det oprindelige? Tjah, jeg ved det ikke.