Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. august 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: S

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:29

Så er vi kommet til bogstav S i bloglegen. Himlen var ret dramatisk her til aften på vej hjem fra aftenundervisning:
Skyer
Mit S kunne dermed stå for skyer. Men måske skulle det hellere stå for solnedgang? Skidt, man behøver jo ikke vælge. Det kan stå for begge dele!
Solnedgang
Det blev nu ikke helt så godt, som det kunne være blevet. Jeg havde nemlig kun mit lommekamera med, for det lå, hvor sådan et skal ligge, nemlig i lommen. Men hvad er det man siger? Det bedste kamera er det, du har med! Og det er der ikke så lidt sandhed i. Der skal ganske store lommer til et spejlreflekskamera, så jeg tror ikke rigtig, jeg kommer til at slæbe det med alle vegne.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på i bloglegen ABC i ord og billeder, kan du klikket på linket.

12. august 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: R

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 22:23

Tiden styrter af sted, og vi er allerede kommet frem til bogstav R. Samtidig er ferien helt forbi og det nye skoleår er startet. Der er mange ting at tage stilling til lige på en gang, og nu var jeg ellers kommet rigtigt godt i gang med at lave ingenting! Højst belastende, at man så skal til det igen, men sådan er det nu en gang, hvis man vil have en vis overførsel hver den første. Så er der nogen, der vil købe en virkelig godt brugt sommerferie, så har jeg en til salg! Som man vil kunne se, har der ikke været meget krudt i blog-kanonen i den senere tid, men det går jo op og ned med det, og der kommer vel andre tider – lige om lidt.

De siger, at røgen fra Moskva kommer ind over Danmark i disse dage, så mit R skal stå for røg. Imidlertid har jeg ikke set nogen røg, eller rettere det har jeg, men jeg ved ikke, om den kommer fra Moskva, fra naboens grill eller fra en der står og brænder grene og kviste i et hjørne af haven. Det sidste er en bogtitel, så vidt jeg husker: Hans Alfredson (Hasse fra Hasse og Tage): En lille bog om afbrænding af blade, kvas, kviste og andet affald i et hjørne af haven. Et underfundigt humoristisk mesterværk, så vidt jeg husker. Det er temmelig længe siden, jeg læste den.
Røg
Ovenstående billede skal forestille røg. Ja, jeg ved det: Ikke en af mine bedste kreationer, men det var nu sådan, det kunne blive i aften!

5. august 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: Q

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:32

Q er vi så kommet til, og hvad skal man så stille op med det? I Ordbog over det danske sprog kan man læse følgende: “Næsten kan (man) anse q som forsvundet af Dansken” og i sandhed ikke meget andet. Selv kan jeg kun komme i tanke om Don Quijote, som jeg brugte sidste gang, på en måde, og så QuickStep, som jeg overhovedet ikke har forstand på, og heller ikke har billeder af, så hvad skal man dog finde på? På den anden side, hvis vi virkelig ikke har brug for q på dansk, så burde vi egentlig hellere smide det ud. Folk, der skal lære alfabetet, hvad enten de nu er små eller store, har nok at holde styr på i forvejen.
Q
Men der har vi det i hvert fald!

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du besøge ABC-bloggen.

« Nyere indlægÆldre indlæg »