Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. december 2016

Kameraet ser ting, øjnene ikke ser

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:45

181216
Små ting, støvkorn nærmere betegnet. Exhibit A: Se venligst mellem hornene på dagens ur. Nu er det heldigt, at jeg ikke lider af OCD, for så ville jeg jo nok fjerne støv, fotografere, fjerne støv, fotografere lige indtil køerne kommer hjem. Hvis køer og hvilket hjem melder historien intet om i denne talemåde, direkte lånt fra engelsk.

Apropos engelsk, så har vi atter været udsat for den idi*t af en oversætter, der oversætter “Mince Pies” til “kødtærter”. Ser de mennesker ikke udsendelsen, de oversætter? Ser de ikke, at der ikke er tale om kød, men om frugt, der er hakket til smat? Ser de heller ikke, at ovennævnte Mince Pies indtages med flødeskum? Nok er vort Brexitramte broderfolk kendt for nogle lidt underlige spisevaner, men – come on – flødeskum på kødtærter? Nej, vel?

Så er det da ellers mærkelige tider, vi lever i. Her til morgen, ved 7-tiden, på en “høj-hellig” søndag, har jeg fået nogle bøger, som jeg havde bestilt hos Saxo, leveret til yderdøren. Post Nord skal nok oppe sig mere, end de er i stand til, for at konkurrere med den slags! Nu havde jeg ganske glimrende kunnet vente til i morgen med at få mine bøger, men hvis de skulle have været leveret med Post Nord, ville jeg tidligst have fået dem tirsdag. De bringer ikke ud om mandagen, her hvor vi bor.

Bortset fra det, kan det da godt være, at jeg skal til at hente mine bøger på biblioteket. Dels så er disse købebøger ikke just gratis, dels så fylder de jo, og jeg havde en del af dem i forvejen. Jeg er i gang med at læse Mari Kondos bog om oprydning, og hun mener at 100 bøger er mange! Hun anbefaler, at man skærer ned til under 40. Jeg har nok et godt stykke over 1000 bøger. Hvordan de japanere klarer sig med så få bøger, er noget af et mirakel. Det går også op for mig, at Mari Kondo hovedsagelig henvender sig til folk, der bor i en 1-værelses. Det siger nok noget mere om boligsituationen i Japan for især unge mennesker, end det egentlig taler om, hvordan ældre, ordensudfordrede danskere, nærmere betegnet mig, skal bære sig ad med at holde sin sti ren. Sti ikke i betydningen “vej” i dette tilfælde. Men en ting har hun da fat i, japanske Mari Kondo: Man skal smide væk. Hun siger, at alt, hvad der ikke giver en øjeblikkelig glædesfølelse, når man rører ved det, skal smides ud. Hun har ganske ret i sin formodning om, at hendes bog om oprydning kan blive et af de første ofre for den politik.

Men ikke nu. En gang mellem nytår og jul.

10. september 2016

Bøger

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:00

Jeg er kommet lidt ud af min ellers livslange vane med at læse bøger. Før har jeg beskyldt min sygdomsperiode for at være skyld i det, og det er også rigtigt, at jeg havde en periode, hvor jeg faktisk ikke rigtig var i stand til at koncentrere mig om det læste. Samtidig blev jeg præsenteret for en dårlig vane på hospitalet: Enestue, tv på værelset, og dermed letfordøjelig underholdning døgnet rundt, som jeg da bestemt var glad for, det er ikke det. Men nu har jeg indrettet mig på lignende vis herhjemme, og så er det altså, at bøgerne kommer til at stå bagest i køen, når jeg vælger tidsfordriv. Jeg kan godt se tv og surfe på nettet på min iPad samtidig, men jeg kan ikke læse og se tv på en gang. Det bliver bare til for meget multitasking.

Nå, men jeg skal da selvfølgelig nok få slukket for det fjernsyn og begyndt på mine læsevaner igen. I den forbindelse har jeg lavet en lille liste over forfattere, jeg bestemt ikke skal læse:

  • Ayn Rand
  • Hitler
  • Karina Pedersen

I uprioriteret rækkefølge.

Jeg har masser af bøger herhjemme, som jeg ikke har læst, og dem kommer jeg til at tage fat på, men foreløbig har jeg lagt “Berlinertrilogien” af Anne B. Ragde frem. Den har jeg ganske vist læst en gang, men den skal repeteres, for der kommer et fjerde bind her i efteråret, og det skal jeg bestemt have investeret i.

29. december 2012

De forsømte bøger

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:50

Noget af det, jeg helst bruger tid på, er at læse. I mange år var jeg medlem af den engelske bogklub, Piccadilly, men jeg meldte mig ud et stykke tid efter, at den var blevet overtaget af Gyldendal. Det var noget med, at jeg tit glemte at afbestille bøger, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke gad at læse. Desuden gik klubbens bogpakker fra at være på 3 bøger til at være på kun 2. Det er muligt, at jeg tager fejl, men jeg syntes, at prisen forblev den samme, mere eller mindre. I mellemtiden havde jeg også fundet ud af at købe brugte bøger til næsten ingen penge gennem Amazon.co.uk.
Bøger
Jeg har også en gevaldig stak bøger, jeg ikke har læst endnu, så der er ikke på den måde grund til at øge samlingen hver eller hveranden måned.

I år har jeg ikke læst så meget, som jeg plejer. Da jeg lå på sygehuset, læste jeg næsten ikke. Hvorfor det? Tjah, noget af den medicin, jeg fik, havde en negativ indvirkning på mit syn, men – jeg er næsten sikker på, at den vigtigste grund var, at jeg havde tv på stuen. Jeg skal da lige love for, at jeg fik set noget fjernsyn i løbet af de 4-5 uger.

Billedet ovenfor repræsenterer ikke alle de bøger, jeg læste i 2012, jeg skulle jo have dem til at passe i en firkant, ikke sandt? 🙂

Ældre indlæg »