Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. december 2009

ABC i ord og billeder: L

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:05

Så er vi allerede kommet frem til bogstav L. Det skal ganske enkelt stå for læsning her hos mig. Lige siden jeg fandt ud af at kombinere de små flueben til ord, det har været, da jeg var ca. 7 år, har læsning været en meget vigtig del af mit liv, og det er det stadig.

Selvfølgelig er der en hel del “pligtlæsning” i min profession. Pligtlæsningen kan være mere eller mindre interessant, mere eller mindre relevant for de ting, jeg prøver at gøre i mit arbejde. Men det skal nu ikke være pligtlæsningen, dette indlæg skal handle om. Det skal derimod være fornøjelseslæsningen. Her på bloggen har jeg altid “Den læser jeg lige nu” ude i sidebar’en. Det er nu ret tit, at jeg snyder og faktisk har gang i flere bøger på en gang, men det holder jeg som regel for mig selv.

Næsten al min fornøjelseslæsning er på engelsk. Sådan har det været i godt tyve år. Det begyndte, fordi jeg ikke underviser i engelsk, selvom det egentlig er mit fag, og jeg ville gerne gøre noget for, at det ikke skulle ruste. Det er jeg så fortsat med, også fordi mange af de forfattere, der interesserer mig, er engelsksprogede. Jeg køber mange af mine bøger fra Bogklubben Piccadilly, der startede som et ganske lille foretagende og i løbet af en årrække blev en så stor succes, at den blev overtaget af Gyldendal.

De bøger, jeg ikke får fra Piccadilly, køber jeg fra Amazon.co.uk. Dette udmærkede foretagende har bl.a. en genial funktion, hvor man gennem dem kan få kontakt til hundredevis af antikvarboghandlere, hvilket er en uvurderlig ting, hvis man skal have fat i en bog, som er udsolgt fra forlaget. Det kan næsten altid lade sig gøre, og tit er det til en særdeles fordelagtig pris. Samtidig er disse antikvarboghandlere, som Amazon samarbejder med, særdeles professionelle og meget hurtige til at få bøgerne ekspederet. Det føles virkelig som om, man har fået fat i en guldgrube der!

Nå, men dette indlæg skal da også illustreres. Jeg kunne jo bruge nogle af de forsidebilleder, jeg har haft siddende ovre i sidebaren:

Nå, jeg må hellere holde op. Det skulle jo nødigt virke pralende! Andres bud på bogstav L kan du læse her, og du kan også selv deltage i legen, hvis du skulle have fået blod på tanden!

29. juli 2009

En tidlig bloggerske?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 10:30

Mass Observations var navnet på et initiativ, som de engelske myndigheder kørte fra 1937 til en gang i tresserne. Det gik ud på, at “ganske almindelige mennesker” skrev dagbog om, hvad de lavede, eller hvad der i det hele taget optog dem. Et af disse “almindelige mennesker” var husmoderen Nella Last fra Barrow-in-Furness i nærheden af Liverpool.

Hun skrev flittigt om sit liv med manden William, sønnerne Arthur og Cliff, hunden og katten, naboerne, hendes arbejde i W.V.S (kvindernes frivillige service), der skaffede penge, tæpper, tøj osv. til tropperne ved mange forskellige aktiviteter. Hun var også aktiv i Røde Kors, og det skriver hun også om.

… graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden…

Hun skriver om, hvordan det var svært at skaffe mad nok under krigen og hun giver mange tips til, hvordan man kan økonomisere. Hun graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden halvdel. Man får en tydelig fornemmelse af, at hun er stolt af at kunne klare sig for lidt. En af de ting, hun laver for soldaterne, er tæpper, som hun syr sammen af rester, der er samlet sammen fra skræddere og konfektionsfabrikker. Hun laver også dukker, som hun laver en slags amerikansk lotteri over. De er åbenbart meget eftertragtede.

Hun skriver om, at hun har været igennem en helbredskrise umiddelbart før hun startede på dagbogen i 1939. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, hun fejlede, men det kunne godt lyde som noget depression i tilknytning til overgangsalder. Under alle omstændigheder får hendes aktiviteteter hende til at føle sig meget bedre tilpas, og hun finder også sine ben i forhold til, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil. Der er ikke så lidt rødstrømpe i hende.

Hun skriver meget om sine børn, Arthur, der har taget en uddannelse i skattevæsenet, og Cliff, der er soldat, og som hun er konstant bekymret for. Hun skriver utroligt medfølende om de unge kvinder, der giftede sig med unge mænd, der drog i krig, og måske, måske ikke vendte hjem igen.

Hun skriver meget godt og levende, og selvfølgelig er brevene blevet redigeret, og man ved ikke hvor meget. Min fornemmelse er dog, at det nok næppe har været standardniveauet for skriftlig fremstilling, som hun repræsenterer. Hun var klart mere kreativ, end folk er flest, også når det kom til skriftligt udtryk.

Jeg blev først opmærksom på Nella Last igennem en filmversion, Housewife, 49, af og med den engelske komedienne, Victoria Wood, som jeg tilfældigvis kom til at se. Den har jeg i øvrigt indkøbt på dvd, og det er noget, jeg yderst sjældent gør, idet de fleste film efter min mening ikke er værd at se mere end en gang. Men denne er!

Af bøger er der blevet udgivet: Nella Last’s War og Nella Last’s Peace. Jeg har anskaffet dem begge, og er i gang med at læse den første. Når jeg har læst den, vil jeg se dvd’en med Victoria Wood.

Man er i godt selskab med Nella Last.

24. juli 2009

Singled out

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 11:59

Sådan hedder den bog, jeg nu snart er færdig med at læse. Den fortjener et ekstra ord med på vejen, synes jeg. Forfatteren Virginia Nicholson beskriver den situation, som mange kvinder i Europa befandt sig i efter første verdenskrig. Hun skriver om situationen i England, men det var det samme i Tyskland og Frankrig, eller måske værre endnu.

Situationen var, at de unge mænd døde som fluer under første verdenskrig. Det betød, at der i England efter krigen var ca. 2 millioner flere kvinder i giftemoden alder, end der var mænd. Bogen fortæller om en pigeskole, hvor der ved morgensangen blev sagt til pigerne, at de skulle regne med, at kun hver tiende af dem nogensinde ville blive gift. En barsk besked til en flok piger, der indtil da var blevet opdraget til, at giftermål og børnefødsler var deres bestemmelse.

I et sådant samfund, hvor kvindens nærmest eneste bestemmelse var at blive gift og få børn, måtte en situation med et stort underskud af unge mænd nødvendigvis give anledning til nogen nytænkning. Nu kunne man have troet, at et samfund, der havde frembragt en sådan situation, også ville have foretaget noget for at afhjælpe den, f.eks. ved at tilbyde uddannelse og arbejde til disse kvinder, der nu ikke kunne forvente at blive forsørget, men nej, sådan gik det ikke.

…man burde eksportere dem til kolonierne,…

De enlige kvinder, “the spinsters” – pebermøerne, blev nærmest dæmoniseret og lagt for had. Man sagde, at de stjal jobbene fra de mænd, der nu var vendt tilbage fra krigen. Man sagde også, at de udviklede alle mulige uheldige karaktertræk og vaner på grund af deres mangel på mænd. Nogle mente sågar, at man burde eksportere dem til kolonierne, hvor der efter sigende var mangel på kvinder. Især ude på landet. Visse kvinder hoppede på den og lod sig skibe af til Canada eller Australien, men mange af dem kom tilbage igen.

Bogen beskriver videre, hvordan mange kvinder faktisk lod sig uddanne og fik gode jobs, ja nogle fik endda strålende karrierer og gjorde på den måde al tale om forspildte kvindeliv til skamme. Men naturligvis var mange kvinder henvist til at klare sig i elendigt betalte jobs, for det var jo ikke meningen, at kvinders arbejde skulle være permanent. Det var bare noget, der skulle vare, indtil kvinderne blev gift. Derfor var det ikke nødvendigt at give kvinder en ordentlig løn eller ordentlige arbejdsforhold, mente mange arbejdsgivere.

Men man kan sige, at mange af disse “overflødige” kvinder banede vejen for senere tiders kvindefrigørelse og ligeberettigelse. Deres protest over at blive betragtet som overflødige, blot fordi de ikke havde mulighed for at blive vedhæng til en mand, ændrede for altid den generelle opfattelse af mænds og kvinders roller, evner og muligheder i samfundet.

Nu var det selvfølgelig ikke den samme situation her i Danmark i kraft af, at landet ikke var med i første verdenskrig, men vi er da klart påvirkede af det samlede tankegods fra vores del af verden, og derfor mener jeg også, at danske kvinder skylder “the surplus women” nogle af de goder og fremskridt, vi trods alt har opnået.

« Nyere indlægÆldre indlæg »