Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. oktober 2016

Så ramte vi loftet

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 17:08

Sat ud
Jeg ved næsten ikke, hvilket hjemligt luksusproblem, hvilket kreaprojekt eller hvilken “pudsig” anekdote, jeg skulle finde på at præsentere i dag, hvor regeringens “moderne” kontanthjælpsloft træder i kraft. Det ville virke noget upassende for mig at skrive om noget som helst andet netop i dag.

Over 30000 personer, heraf mere end 10000 børn, er blevet ramt af nedskæringerne. Loftet indføres angiveligt for at anspore kontanthjælpsmodtagerne til at tage arbejde. Der er ikke arbejde til dem. Nogle af dem ville, siges det, være i stand til at arbejde “nogle få timer hver uge”. Sådan nogle jobs er der slet ikke nok af. Hvorfor skulle en arbejdsgiver også besvære sig med at ansætte 5-6 deltidsarbejdere, når man kan få en fuldtids, endnu “robust” arbejdskraft? Arbejdsgiverne vil i givet fald skulle motiveres, og sikkert ikke på samme måde, som man nu forestiller sig at have motiveret samfundets svageste. Det anslås, at op mod 2/3 af de ramte slet ikke vil kunne arbejde. De er nemlig på kontanthjælp, fordi de er syge. Det er i de senere år blevet utroligt svært at få tilkendt førtidspension, også selv om man har adskillige lægers ord for, at man ikke har nogen arbejdsevne tilbage, ikke vil få mere arbejdsevne, uanset hvor mange ressourceforløb eller sengepraktikker, man sendes ud i.

Illustrationens relevans er, at boligselskaberne over en kam udtrykker frygt for, at de kommer til at måtte udsætte mange lejere, fordi de efter de nye regler ikke vil være i stand til at betale huslejen. “Så må de jo finde noget billigere at bo i”, lyder det. Nu er overskud til at gå på boligjagt nok ikke det, man har mest af, hvis man er syg og på kontanthjælp. Men selv hvis det var, er der ikke så mange billige boliger. Selv ikke små, mørke, fugtige kælderværelser er der nok af. Og hvis der var, er det så der, vi vil have kommende generationer til at vokse op? Et “fif” er der dog kommet frem i disse dage: Indtægten fra udlejning af et værelse skal ikke modregnes i kontanthjælpen. Man ser det for sig, hvordan kontanthjælpsmodtagere stuves sammen i færre lejligheder. Nu er der regler for den slags, heldigvis, kan man sige. Mange steder er det ikke tilladt at fremleje et værelse, og man vil vel ikke direkte opfordre til ulovligheder? Desuden forestiller jeg mig ikke, at ret mange har en lejlighed med flere værelser, end der er nødvendigt til deres egen familie. Men bevares, hvis der er, så er fiffet hermed givet videre.

Mange velkendte personligheder er kommet ud i mod kontanthjælpsloftet, fx. Ritt Bjerregaard, Hanne Reintoft, Mimi Jacobsen og Jan Sjuursen. Det er ikke andet, end jeg ville forvente af dem. At Asger Aamund også er imod er derimod noget af en overraskelse, men selvfølgelig en velkommen overraskelse. Så herfra skal lyde et “godt gået” til alle 5 og alle andre, der kæmper for at få disse forringelser rullet tilbage.

Opdatering: Jeg har nu set den sammenhæng, hvor Asger Aamund har udtrykt sin modstand mod kontanthjælpsloftet (Debatten hos Clement), og jeg er ikke længere så behageligt overrasket. Det han vist nærmest mener, er, at det er de fattiges egen skyld, at de allerfattigste ikke får tilstrækkelig hjælp. M.a.o. det sædvanlige b*llshit fra den kant.

22. september 2016

Valg eller vilkår?

Mange af de vilkår, der har formet folks liv, kan enten være bevidste valg, vi har foretaget, eller vilkår, vi har været underkastet.

Nogle gange kan det være enten eller, og det kan gøre ondt, hvis man ikke brænder igennem med det, der nu gælder for en selv.

Fx det der med børn. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er blevet spurgt om, hvor mange børn jeg har, så ville jeg være hovedrig. (Ikke mindst fordi netop dette spørgsmål var et, vi altid lærte begynderkursister at stille). Når jeg så har fortalt, at jeg ingen børn har, er det ikke sjældent, jeg er blevet spurgt “hvorfor?”. Mange er helt overbevist om, at kvinder skal have børn. Hvis ikke de har, må de enten være meget sære eller helt værdiløse.

I mit tilfælde var det ikke et aktivt fravalg. Hvis jeg havde haft noget at sige om den sag, ville jeg bestemt have haft børn. Det fik jeg så ikke, og et stykke hen ad vejen var det en sorg. Men efterhånden som tiden gik, og det biologiske ur endelig stod på “over”, har jeg tænkt, at det måske ikke var så skidt en ting, at jeg ikke fik børn. Hvem ved, måske ville jeg slet ikke have været i stand til at give dem en ordentlig opvækst? Hvad ville jeg have stillet op, hvis jeg havde fået et barn med et væsentligt handicap? Ville jeg have kunnet klare den situation? Det håber man naturligvis, men hvem ved? Med andre ord er jeg gået fra at føle mig underlagt et meget hårdt og unfair vilkår til at have taget et eksistentielt valg.

Tilbage til kursisterne, så nåede jeg frem til, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt med “hvorfor?”. Ovenfor kan man læse nogle langhårede svar, som bestemt ikke egner sig til begynderundervisning i det danske sprog. Ja, måske egner de sig ikke en gang til livet uden for privatsfæren, i så fald må I læsere undskylde mig. Men jeg kom simpelthen frem til at svare “Inch Allah”, (om) Gud vil, og det afsluttede al videre nysgerrighed. Man vil kunne gætte, hvilket modersmål flertallet af mine kursister havde …

Jeg gad nok vide, hvad jeg ville have svaret, hvis min barnløshed havde skyldtes et bevidst valg. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er et helt legitimt valg at foretage i en verden, der i forvejen er overbefolket.

Jeg synes dybest set, at det med børn eller ej er en privat sag. Jeg er også af den opfattelse, at de fleste i vores kulturkreds synes, at det er en privat sag. Derfor kan det altså godt undre mig, at det spørgsmål indgår i alt begyndermateriale. Hvordan skal de nye få et indtryk af, hvad der er normal, høflig konversation, når deres undervisningsmateriale fortæller dem noget helt andet?

17. november 2012

Det skulle forbydes!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 9:37

Kære venner, er I egentlig klar over, hvad der foregår nede hos Fætter BR og Toys’R’us? Jeg faldt lige ind i en reklame for et par produkter, som det ene eller det andet eller måske begge firmaer kolporterer. Det ene var et plastictæppe, som børnene kunne tegne på med afvaskelige tusser. Det er ikke det værste, det værste er, at der fulgte en serie skabeloner med, som børnene kunne tegne efter. Det andet produkt var en slags projector, hvor man kunne projicere nogle tegninger over på papir og derefter farvelægge dem med de medfølgende tusser.

Jeg kan godt se, at det måske i princippet ikke er så meget værre end gammeldags malebøger, men dem har jeg altså også store problemer med.

Sagen er nemlig den, at alle børn kan tegne. Alle børn er kreative. Det kan de, og det er de, lige indtil nogle voksne begynder at fortælle dem, at de skal farve inden for linjerne, at deres huse er skæve og at skyer ikke er blå. Så begynder børnene at bruge de skabeloner, som de voksne beredvilligt stiller til rådighed. Men det er ødelæggende for deres kreativitet og i nogle tilfælde deres selvværd.

Vi har ikke råd til at miste kreativitet. Vi har ikke råd til at ødelægge børns følelse af stolthed over at kunne noget. Det er også derfor, at idéen med det afvaskelige tæppe er dum. Børns tegninger skal op på køleskabet, gives til farmor, sættes i album. Jeg ved godt, at børn er mest procesorienterede, men det betyder ikke, at resultaterne er ligegyldige.

Sagde hun så, den barnløse formningslærer, der stort set aldrig har fået lov til at undervise i formning.

PS: Om mindre end to timer er jeg på vej ud her fra! (Smiler fra øre til øre!) Så sættes næsen mod hjemmet efter ca. 25 begivenhedsrige dage på Sygehus Syd.

Ældre indlæg »