Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. september 2016

På den anden side af “drøwten”

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:07

Drøwten var et fælles engdrag (etymologisk gæt: =”driften”; “kvægdriften”), som lå syd for det husmandssted, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Vi gik derned for at plukke engblommer om sommeren, og hele året kunne vi bruge “drøwten” til at lege på eller som en slags genvej hen til skolen. Jeg tror såmænd ikke, det var kortere vej, men afveksling er godt, også når man er barn.

På den anden side af “drøwten” boede der en mand, vi kan kalde ham “Olsen”. Det hed han ikke, han havde et navn, der nemt ville kunne genkendes, og han har muligvis familie, der ikke ville bryde sig om, at jeg skriver, som jeg gør.

Vi var alle sammen bange for Olsen. Mellem os børn gik der sladder om, hvad han ville gøre ved os, hvis han fangede os. Min far havde en konflikt med ham en gang. Jeg tror, det var en hegnstvist eller noget med en grøft, som de hver i sær ikke ville påtage sig ansvaret for at dræne. De råbte vist lidt af hinanden hen over den grøft.

Olsen boede alene, og hans hus så meget forfaldent ud. Det vi kunne se af det. Det lå temmelig langt fra “Drøwten”, og vi skulle ikke have noget af at nærme os huset. Vi var jo ret sikre på at komme til skade, hvis vi gjorde det. Vi havde ikke noget at have det i. Der var ingen rapporter om, at han rent faktisk havde gjort nogle børn noget.

Olsen var med andre ord ikke særlig populær, og ingen havde noget med ham at gøre. Ingen jeg kendte, i hvert fald.

Olsen var sikkert lige glad. Det håber jeg i hvert fald.

Han havde under alle omstændigheder, og helt uden at gøre noget for det, sat sig i respekt hos alle egnens unger.

24. august 2016

“Sådan røg det ikke i Matador…”

Overskriften stammer fra DRs nyeste frilandsmuseale satsning: “Skru tiden tilbage – til 1950’erne“. Jeg vil nødigt beskyldes for at opholde mig for meget ved fortiden, men da jeg nu selv er fra 50’erne og har en del minder fra den tid, så sad jeg da, klistret til kassen, for at se det. Det havde jeg så ikke behøvet, igen fordi man kan finde det på DRs hjemmeside og se det, når det passer en, som man kan med meget af DRs egenproduktion. I hvert fald et stykke tid, måske en måned i denne omgang.

Det var første afsnit af serien, og den foregik på et husmandssted. Sådan et er jeg selv rundet af, så derfor var det ekstra interessant for mig. Familien, der deltog i eksperimentet, var en meget sympatisk familie med far, mor, en datter og en søn. Familien er i deres almindelige 2016-tilværelse en typisk fortravlet familie, der ikke spilder ret meget tid i køkkenet, men bruger flittigt løs af “nemme løsninger” som diverse halvfabrikata.

Det var der ikke meget af i 50’erne, og da slet ikke på et husmandssted, så derfor blev husmoderens arbejde da også noget af et chok for denne husmor. At der var tale om 70-80 timers ugentligt arbejde forklarer så meget godt, hvorfor kvinder ikke så tit havde udearbejde på denne tid. Faderen siger da også på et tidspunkt, at hun har mere arbejde, end han har. Hans arbejde består i at passe et par kvier og nogle grise, samt ordne køkkenhaven og samle sten op på marken. Hendes derimod består i at holde brændekomfuret i gang, lave tre måltider fra bunden og samtidig holde sig “net og præsentabel, og sørge for aldrig at sidde over for sin mand med uglet hår og søvn i øjnene”. Her hoppede kæden af. Jeg har jo ikke den store kædestrammereksamen, og jeg er ked af at skulle afsløre dette, men: Et husmandssted med to kvier, et par grise, noget fjerkræ og en køkkenhave kunne altså heller ikke den gang brødføde en familie på fire personer. Så realiteten ville have været, at konen stort set skulle passe det hele, både inde og ude, mens manden havde så meget lønarbejde uden for husmandsstedet, som vel muligt. Fra min egen barndom husker jeg, at min mor var med i stalden både morgen og aften, hun var selvfølgelig med i markarbejdet, specielt i spidsbelastningsperioder som under roehakningen og høsten. Min far havde ikke så tit arbejde uden for husmandsstedet. Det var noget med, at han var med til at kaste sne og han var med til at plante marehalm (hjelme) i klitten, men vi havde flere dyr. Vel nok en 10-12 malkekøer, et tilsvarende antal grisesøer plus det løse. I hvert fald brugte han ikke meget tid på at rive gårdspladsen eller spille ludo med os børn. Det første kan jeg ikke mindes, at han nogensinde gjorde. Det andet kunne måske forekomme en enkelt gang i juledagene. Han havde ikke ret meget fritid, og når han endelig havde fri, var han dødtræt.
Mors arbejde
Så den historiske nøjagtighed af udsendelsen er jeg ikke imponeret af. Men selvfølgelig ved jeg ikke alt, hvad der kan være værd at vide om dette emne. Måske havde de mere tid til at rive gårdspladsen på Sjælland, end vi havde her i Vendsyssel. Vi havde heller ikke brændekomfur derhjemme. Vi havde gasapparater og gasovn. Naboens havde et brændekomfur i køkkenet, men det var mere fordi de ikke havde fået det smidt ud, de brugte det ikke ret tit.

Jeg genkender dog andre aspekter af den måde, de skulle leve på. Fx det der med, at faren skulle have først, når de skulle spise. I min barndom satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det, det var bare sådan, det var. Når man tænker over det, er det meget logisk, at der skal noget brændstof til, til dem der arbejder hårdt fysisk. Det kan bare undre, at der ikke var samme vægt på, at husmoderen skulle have noget at spise. Det fik hun vel, selvom hun tit spiste til sidst. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gået sulten i seng, men systemet minder mig om, hvad jeg har hørt fra visse af de varme lande, hvor det at spise først er ensbetydende med at spise. Der er mange udhungrede piger og kvinder i andre dele af verden.

Både manden og konen i familien var forbavsede over, at det var konens gebet at slå en kylling ihjel. I min erfaring var alt med fjerkræholdet konens gebet. Selv har jeg aldrig stået for noget kyllingedrab, og jeg tror heller ikke, jeg kunne gøre det. Jeg husker stadig med gru en hovedløs kylling, der løb/fløj adskillige meter, før mor fik styr på den. Jeg har kun været med til plukke fjerkræ og tage indvolde ud meget perifert. Dvs. jeg stod i periferien, mens min mor ordnede det. Senere, da jeg var au-pair, blev jeg bedt om at plukke et par fasaner, som skulle serveres for nogle betydningsfulde gæster. Det endte med, at konen i huset selv måtte gøre det. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var ude og kaste op flere gange, inden jeg fik lov at opgive forehavendet. Jeg er stadig ikke vild med fjerkræ, og hvis vi får det her i huset, er det ikke mig, der har købt det, for det første, og for det andet er det den totalt fra enhver form for natur fjernede slags.
Hønsekrise
Men man burde selvfølgelig slet ikke spise noget, man ikke selv ville være i stand til at slå ihjel og gøre i stand. Hvis jeg levede efter det princip, ville jeg være veganer. Den lille familie, derimod, har nu tjent retten til at spise kylling. Man blev i øvrigt mindet om Niels Hausgaards sang om lille Grethe, der græd så meget, da hendes kalv blev slagtet, men spiste kalvefrikasséen med god appetit. Den lille dreng syntes, det var synd for kyllingen, men han ville godt spise det kyllingelår, der kom ud af den.

Det var i øvrigt både sjovt og rørende at se, hvor meget de to børn gik op i at få lov til at hjælpe til. Sjovt nok kan jeg ikke huske nogensinde at have haft det på den måde. Nu var der jo heller ikke noget nyt og spændende i det for mig, og jeg var ikke bare på ferie fra et iPad-helvede. Hvis man synes, det er så slemt med det iPad-forbrug, hvorfor laver man så ikke noget andet? Ja, jeg spørger jo bare. Det kunne være, fordi det er nemt. Det er en form for “børneleg”, der slet ikke skal ryddes op efter. Og børnene elsker det. Men man kunne måske prøve at begrænse det. Når man man nu har fået børn, og helt klart har fået dem, fordi man ville have dem, og ikke fordi det ikke kunne være anderledes, så kan det da godt undre.

Noget, der skinner igennem, er at der bliver gjort plads til disse børn med en stor selvfølgelighed, der slet ikke var en given ting i 50erne.

Nu om dage forventer man jo ikke, at børn bidrager til familien, og det kan være et problem. Hvis man ikke er vant til at hjælpe til eller bare rydde op efter sig selv, kan man få problemer med at være en del af et socialt fællesskab senere. Det var også pudsigt for mig at iagttage, hvordan udsendelsens producere ikke havde formuleret nogle opgaver for familiens yngste barn, drengen, og hvordan han ivrigt insisterede på at ville være med. Da han blev klar over, hvor mange “pølser”, der var involveret i arbejdet i stalden, ville han dog hellere hjælpe sin mor med at “aftørre alle flader”, og det kan jeg personligt slet ikke fortænke ham i!
Han hjælper til
Børnene nåede at blive dybt forelskede i den kanin, man havde anbragt. Det var da altid noget, at vi ikke skulle have den slagtet også. Det trak da tilstrækkeligt med vand, da børnene skulle tage afsked med den. Jeg tænker, at familien kommer til at skulle overveje at anskaffe noget kæledyr. Vi skal så fortsat slet ikke nævne, hvorfor man havde kaniner på husmandssteder i 50erne.
Familien med kaninen
Til slut, ja vi må jo til det, må vi have en gennemgang af de sanitære forhold. Der var das, eller som det hedder på norsk “utedo” (Husker, at jeg engang var et stort spørgsmålstegn, da jeg læste nogle brochurer over norske hytter, der kunne lejes. Jeg troede, at det var et eller andet smart spansk noget, de havde fundet på). Før vi fik lagt rindende vand ind – og et badeværelse, havde vi ikke noget das. Det havde de hos naboen, men de brugte det kun til gæster. Det skulle jo tømmes, det skidt. Når vi havde gæster, blev de fleste ikke særlig længe. For bymennesker skal der gode nerver til at besørge sine ærinder det samme sted som køerne. Vi havde natpotte, men det var til små børn. For mig var der ikke noget mærkeligt i det. Det var bare sådan, det var. Vi brugte heller ikke servante. Vi havde en oppe på loftet, med tilhørende servantestel – vi havde vel arvet det et eller andet sted fra. Vi vaskede os i køkkenet og gik i bad i bryggerset. Det sidste stod ikke på til hverdag, idet det ikke var gratis at varme vand i gruekedlen. Selvom vi børn i skolen ikke var gammelbeskidte, så har der sikkert været en del staldlugt omkring os, hvilket – set i bakspejlet – måske kunne forklare det noget snerrende ansigtsudtryk, vores første lærer havde. For os børn var det selvfølgelig ikke noget problem. Vi havde ca. den samme lugt allesammen.

I den forbindelse vil jeg ikke rigtig kendes ved denne her:
Toiletpapir
For mig at se er det noget karduspapir, man har skåret til, så det passede i størrelsen. Det har man måske brugt på Sjælland? Selv husker jeg den variant, vi kaldte “00”. Det var brunt silkepapir, som man gjorde klogest i at lægge tredobbelt. Hjemme mener jeg, at vi havde crepepapir, hvor man skulle huske at have rullen med sig ud i stalden. Hos en nabo klippede de gamle aviser i små stykker og hængte stykkerne på en krog ude i stalden. Man skulle sandelig ikke lade noget gå til spilde …

Nå, udsendelsen var underholdende nok, og jeg skal da nok se de næste 5 afsnit også.

Skru tiden tilbage – til 1950’erne

Nå ja, jeg synes faktisk ikke, man skal skrue tiden tilbage. Der kan være god mening i at få i hvert fald nogle måltider uden alt for mange e-numre i løbet af ugen. Det kan være en udmærket ting at lære sine børn nogle helt basale færdigheder omkring det at leve, og det kan være, at nogle familier giver lidt for mange tomme kalorier, både i maven og i hovedet i perioder. Men hvis de er opmærksomme og ellers vil deres børn, kan de nok rette lidt op på det i andre perioder. Under alle omstændigheder kan vi ikke sende nogen tilbage til 50erne, andet end sådan for sjov, i en uges tid, og det vil vi nok heller ikke, dybest set.

6. juli 2010

Nedtælling: 4

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:05

Katost i solen

Det der Facebook

Jeg kom til at sidde og rode med noget Facebook her forleden. Bl.a. fandt jeg ud af, at en af de utallige skoler, jeg gik på, da jeg var barn, havde sine egne sider på FB. Nysgerrigheden sejrede, og lige pludselig var der et billede af min daværende klasselærer. Nedenunder var der en tidligere elev, der spurgte, om det ikke var ham, der havde taget livet af sig selv? En anden tidligere elev svarede, at det da var rigtigt nok.

Selv om jeg ikke har skænket vedkommende lærer en tanke i virkelig mange år, så chokerede det mig faktisk. Dels, at man kan udveksle den slags oplysninger på en sådan chattende måde, dels – hvis det ellers er rigtigt – at vedkommende har taget sig selv af dage. Naturligvis er det stærkt begrænset, hvor meget et barn kender sine voksne lærere, eller rettere sagt, der er og skal være meget i den voksnes liv, som børn, især elever, ikke kender til. Desuden kan der have været tale om sygdom eller personlige tragedier, som er stødt til senere, og som jeg selvfølgelig intet kender til. Jeg skal selvfølgelig heller ikke sætte mig til doms over nogen, men jeg husker den lærer som en glad og smilende og hamrende dygtig pædagog, og naturligvis kan jeg ikke lade være med at undre mig.

Nu skal man vel ikke bebrejde Facebook for brugernes opførsel, men jeg tænker også på, at den lærer vel har familie, det har de fleste. Der er måske en ægtefælle og nogle børn et eller andet sted, som heller ikke ville bryde sig om at få sådan en oplysning smækket lige i ansigtet. Folk har vel sladret til alle tider, og det vil de sikkert blive ved med, men det kan nu godt være, at man skulle tage og tænke over, at Facebook faktisk er en del af det offentlige rum. Ellers bliver det en kende makabert.