Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. oktober 2017

Blandede bolcher

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 11:32

Hvor er det nederen, at man ikke kan se live tv på DR’s app på et Android-TV. Jeg lod mig overtale til, at Android var det rigtige smart-tv at vælge, når man ikke har tv-pakker. (Det har jeg så lidt alligevel, idet jeg stadig har TV2play og er brudt sammen og har fået Netflix, og begge ting fungerer på Androiden, men alligevel).

Sproglig brok

Jeg er helt med på, at mange af de mennesker, der skriver på de sociale medier, ikke ville have været blandt det skrivende folk før de sociale medier, og at vi derfor oplever flere og flere alternative måder at skrive på. At det skriftlige medium demokratiseres, kan jeg ikke blive fornærmet over, og jeg har lovet mig selv ikke mere at være en sur kælling over de sædvanlige fejl, man ser hele tiden. Men, men, men … Derfor kan man jo godt undre sig ind i mellem. Hvad er det fx for noget med “for” og “får”? Det virker virkelig forstyrrende på læsningen, når folk ikke kan kende forskel på de to. Fx kan nogen finde på at skrive: “Jeg for ikke §34 mere”. WTF? Nå, når man har genlæst, går det jo op for en, hvad der menes. Så skal det være: “Far, får får får?” Eller: “Far, for for for?”.

Ligeledes var jeg ved at kløjes i sætningen “Jeg er ikke forsøger”. Først tænker man: “Kære ven, hvis du ikke en gang forsøger, kan du vel ikke forvente (skulle det have været fårvente?) at opnå alverden, og hvad vil du med det “er” i sætningen? Men igen, efter fornyede studier af konteksten, går det op for en, at der menes “forsørger”. Både for/får og forsøger/forsørger-problematikken er ikke enlige svaler. De er begge hentet i FaceBook-grupper med folk, der har det svært på reducerede offentlige ydelser, og jeg har mere end en gang tænkt, at noget af den bedste hjælp, man ville kunne give disse mennesker, ville være at sende dem i skole, så der kunne rettes op på de svigt, de helt åbenbart har været udsat for fra Folkeskolens side.

Håber ikke, det blev for mavesurt, men jeg kan altså virkelig godt se et kæmpeproblem i at skulle skaffe arbejde eller uddannelse til mennesker, der ikke behersker deres eget sprog på det mest rudimentære plan. Selvfølgelig har de fleste af dem myriader af andre problemer, men det der med skriftsproget måtte man for pokker da kunne gøre noget ved! De kan vel ikke være hamrende ordblinde alle sammen.

Dovenskab

Denne blog opdateres yderst sjældent efterhånden. De fleste dage har jeg ikke nogen lyst til at ytre mig, hverken offentligt eller privat om noget som helst, og så må det vel bare være sådan. Det skal nok være en lettelse for nogen. Jeg har ikke selv nogen forklaring på fænomenet, udover at jeg jo ikke kommer meget ud mere og dermed ikke oplever så meget. Jeg er nok begyndt at tænke, at det er mindre interessant, hvad der foregår på indersiden af min hovedskal, og jeg gider ikke ret tit kommentere på det, jeg ser i fjernsynet. Men jeg lover ikke, at det ikke vil forekomme af og til.

21. oktober 2016

Flyttet. Igen

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 13:58

Gennem længere tid har jeg fået indtil flere daglige rapporter fra Pingdom, om at siden var nede, var for langsom osv. Det stemmer med mit eget subjektive indtryk. Min mistanke var, at det var serveren, der var noget galt med, og derfor har jeg flyttet siden til UnoEuro. Der har den ligget før, men jeg flyttede derfra i arrigskab for nogle år siden. Jeg er siden smuttet indenfor igen med et par af mine andre sider. UnoEuro har nok lidt kant i forhold til Gigahost. Gigahost er billig og man kan have så mange domæner på den samme konto, som man måtte ville, men hvad hjælper det, hvis de ikke kan håndtere en halvstor database. Det er nemlig sådan, at de sites, der består af nogle statiske sider, har virket udmærket, når de sider, der er databasedrevet har været langsomme.

Jeg er udmærket klar over, at jeg stadig befinder mig i det billigste segment, men det er der, jeg hører hjemme. Jeg har også parkeret domænet på bagagebæreren på en eksisterende konto. Man skal ikke komme og sige, at jeg er ødsel!

Det ser ud til at virke. I hvert fald har der ikke været Pingdom rapporter, siden flytningen, og jeg oplever også, at siden svarer hurtigere.

For resten gik flytningen meget nemt. Jeg har jo også prøvet det nogle gange! Jeg synes bare, at man plejede at kunne få alle indstillinger med, når man importerede databasen. Det gjorde jeg ikke denne gang, jeg fik alle indlæg og kommentarer, ser det ud til, men tema og widgets har jeg måttet gendanne nærmest manuelt. Derfor er det nok ikke blevet helt, som det var. Men skidt med det, hvis der mangler noget vigtigt, opdager jeg det vel og kan lave det efterhånden.

Google Pagespeed vil stadig gerne have mig til at lave nogle ting om, men det bliver ikke foreløbig, om overhovedet. Det er nemlig nogle forslag, der er meget gennemgribende og kun vanskeligt kan underlægges det design, jeg har nu. Jeg gider ikke skrive hele min css-fil om på nuværende tidspunkt.

Man kan vel også mene, at siden ikke behøver at være hurtigere. Jeg skal jo også kunne følge med.

16. september 2016

Tendenser i måden, vi bruger nettet på

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Der er ikke nogen statistik, der underbygger det følgende. I hvert fald har jeg ikke kendskab til sådan en statistik, der er udelukkende tale om personlige iagttagelser.

Vi kan jo starte med nærværende medium: Det er bestemt mit indtryk, at det er langt færre, der blogger nu, end da jeg selv startede på det. Endvidere mener jeg, at der blogges på nogle andre måder nu end den gang. Da jeg startede for alvor for godt 8 år siden, var bloggeri meget populært. Det var ikke noget, alle gjorde, men rigtig mange. Den gang var rigtig mange blogs personlige. Folk berettede fra deres hverdag, løst og fast, som det nu kunne passe dem. Der var – og er – også blogge med fast tema, fx madblog, modeblog, boligblog, politisk blog osv. Men min blogliste er blevet kortere, mange blogger ikke mere, og der er ikke rigtig kommet nye til.

Hvor er bloggerne gået hen? Ja, nogle af dem er utvivlsomt bare blevet trætte af det. De har følt, efter et stykke tid, at de ikke havde mere at fortælle, eller de har fået travlt med andre ting. Jeg har jo selv en rem af huden, hvad det angår. Der har været lange perioder af blogtørke, også her. Nogle af de tidligere bloggere huserer nu meget på FaceBook, Instagram, Twitter osv. Efter min mening kan ingen af disse medier erstatte bloggen. Der ses fx kun yderst sjældent lange indlæg der, ja på nogle af disse medier kan det slet ikke lade sig gøre at lave lange indlæg. Meget kan siges til fordel for det at fatte sig i korthed, men det er nu ikke altid det bedste.

Hvordan det forholder sig med blogs, der er mere eller mindre skjulte reklamesøjler for egne eller andres firmaer, ved jeg ikke. Jeg læser dem ikke. Det samme gør sig gældende mht. de blogs, der tilknytte diverse dagblade. Jeg er holdt op med at læse dem, fordi deres kommentarspor ofte er totalt usorterede kloakudledninger, eller det var de, sidst jeg kiggede.

Men det lader til, at folk har mindre blokering i forhold til at kommentere på diverse “sociale medier”, end de har i forhold til at gøre det på en personlig blog. Det kan også være ret besværligt at få lov til at kommentere på en blog, det skal indrømmes. Det er efterhånden nødvendigt for bloggere at beskytte sig mod kommentarspam ved at bruge de mest agressive indstillinger i spamfilteret. Det er ret irriterende at se sin kommentar forsvinde ud i cyberspace for måske, måske ikke at komme tilbage flere timer senere. På FaceBook ser man sin kommentar med det samme, og man får automatisk besked, hvis nogen har reageret. Reageret, ja, man kan nøjes med at like. Det er et enkelt klik. Det kræver mere at give sig til kende på en blog. Alle disse ulemper til trods mener jeg stadig, at bloggen kan noget, FaceBook og de andre ikke kan.

Nok om det. Nu til e-mail: Det er mit indtryk, at rigtig mange mennesker er holdt op med at bruge e-mail til privat kommunikation. Hvad det kan skyldes, kan man kun gisne om, men spam er måske også en stor synder her. Jeg kender det godt, er ved at drukne i uønsket mail somme tider. En anden årsag kunne være, at der ikke er nogle gode e-mail-klienter mere. Specielt er der ingen gode mailprogrammer til Windows. Den, som Windows kommer med, er helt til grin. Aldeles ubrugelig. Nogle bruger Thunderbird, men dette program er heller ikke ideelt. Det bærer i høj grad præg af at være udviklet til et andet styresystem, nemlig Linux. På min laptop har jeg aldrig kunnet få det til at køre godt, og det bliver man træt af. Jeg har i mange år fået al mail gennem g-mail, og løsningen bliver så, at man læser sin mail i en browser, hvilket er en langsom og træls løsning. Det er lidt bedre på iPad og telefon, hvor man kan få apps til at checke mail med, men man bruger netop ikke altid kun iPad eller telefon.

Det kunne også være, at mange oplever, at deres arbejde har sat sig tungt på e-mail, og derfor synes de ikke, at det kan være lystbetonet at sende eller modtage e-mail.

Hvad gør folk så i stedet? Som jeg ser det, så sender de sms’er, chatter i Messenger, SnapChat eller hvad de forskellige chatprogrammer nu hedder. Her viser min dåbsattest sig muligvis, men jeg er aldrig kommet rigtigt i gang med at bruge SMS. Jeg checker fx ikke ret tit, om der er kommet en SMS. Folk bliver lidt trætte af det, hvis der går flere uger, inden de får svar. SMS er jo netop karakteriseret som et hurtigt medie. Det er det så ikke i forhold til mig.

Chat er jeg endnu mindre fortrolig med. Bruger det stort set aldrig.

Det hele lugter måske lidt af, at jeg ikke er glad for at fatte mig i korthed, hvem ved? Endelig kan det jo også være, at disse ændringer, som jeg oplever, ikke er alment gældende. Måske har andre nogle helt andre opfattelser af tingenes tilstand.

Ældre indlæg »