Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. november 2016

Mis Olga

Mis Olga
Da jeg stadig ikke er kommet længere med at genoptage min kunstnerhobby end at finde en pakke mærkelige fedtfarver oppe fra Tiger, iler jeg med at bringe dette billede af Olga. Dvs. det ligner hende ikke som sådan. Det er mere essensen af Olga, man ser her. Hun er nemlig rigtig god til at slappe af, hvilket, jeg håber, fremgår af billedet.

Det er ikke til at få hendes rigtige farver frem med de syv-otte fedtfarver, der er til rådighed. Hun er mest grå og der er simpelthen ikke nogen grå farve i pakken. Den måde, man så normalt ville få en tertiær farve frem, er ved at blande alle de andre farver. Det har jeg prøvet her, men resultatet bliver nærmest sort.

Jeg har altså både akvarelfarver og acrylmaling, sågar ordentligt oliekridt et eller andet sted, hvis jeg bare vidste hvor. Indtil jeg finder frem til nogle af disse forsyninger, må jeg nøjes med disse fedtfarver. Hvis man nu ville, så kunne man kalde det et benspænd, altså en kreativ udfordring, snarere end et resultat af, at alt roder som sædvanlig. Rodet i sig selv er et benspænd af dimensioner.

Jeg har lige fundet ud af, at der findes en bog der hedder noget i retning “The Life Changing Magic of Tidying Up”. Den vil jeg ønske mig til jul. Rent bortset fra, at jeg ikke får nogen julegaver og altså ville være nødt til selv at købe den, så er jeg stadig i sådan en periode, hvor jeg ikke rigtig har noget ud af at læse. Jeg udfordrer den tilstand nærmest dagligt, for jeg ville virkelig gerne tilbage til læseglæden. Ja, ja. Det kommer vel en gang.
Raketa på lilla rem

17. november 2016

Novembertrummerum

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:48

Trummerumur
I mit andet hjem, FaceBook, er der røster fremme om, at alle andre end lige dem selv lever glamourøse, perfekte liv. Dette blot for at fortælle, at november, november, november også hersker her det meste af tiden. Man padler løs, nogle gange er det svømmetag, og man er glad for bare at have næsen i vandskorpen.

Men selv november får en ende en dag, og i mellemtiden har jeg nogle brogede ure til at lyse op. Men det bliver hverdagen altså ikke mere glamourøs eller perfekt af.

15. november 2016

Elleve grader!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:04

Mærkelig frugt
Sikkert for en kort bemærkning har vi vristet os ud af den præmature vinter og fået lidt efterår tilbage! Sneen er væk, og vi har elleve grader. For at fejre dette gik jeg ud i baghaven medbringende kamera. Noget orange fangede mit øje. Det måtte udforskes nærmere. Men den må være plantet. Det kan ikke passe, at vores benved(?) er begyndt at bære mandariner/clementiner, eller hvad nu det er. En delvist muggen mandarin, for at det ikke skal være løgn. Det må være manden, der har anbragt den der til ære for pipfuglene. Hvis man endelig skal have “Strange Fruit”, er det vel relativt harmløst.

Ellers er der ikke det store nyt at fortælle siden i går. Men man skal jo samle på det positive, og det med, at det lige pludselig er efterår igen, som det bør være, og ikke vinter, det er da positivt.

Men mørkt er det nu stadig. Jeg begynder at fatte, igen, hvad der menes med “november, november, november”. Men det er den 15., dvs. at måneden er halvt gået. 5-6 uger til dagene igen bliver længere. Endnu en positiv ting.
Endnu et dagens ur

« Nyere indlægÆldre indlæg »