Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. august 2016

Det er koldt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:58

Og i går var det for varmt. Hvorfor det, og hvorfor er der ikke nogen, der har spurgt mig? Ad 1: Fordi der er et lavtryk over Atlanten (siger manden, jeg skal ikke kunne sige, om det er rigtigt eller forkert. Koldt er det!) Ad 2: Der er aldrig nogen, der spørger mig om noget som helst, mindst af alt om hvordan vejret skal være. Begribeligvis.

Jeg havde jo en ambition om at lave et blogindlæg hver dag i en måned, bare for at se, om jeg kunne holde mig selv til ilden og for at undersøge, om det overhovedet giver mening for mig at føre blog i Dagens Danmark. I går fik jeg ikke noget indlæg strikket sammen. Men fred være med det, jeg er ikke med i Tvind, så jeg kan holde fri om lørdagen. Faktisk kan jeg holde fri altid, hvilket er en funktion af det at være på efterløn.

Det ligger ikke lige for, men på et eller andet tidspunkt skal der jo lukkes og slukkes, og jeg er allerede begyndt at begrænse antallet af domæner, som jeg ejer. Bl.a. vil jeg ikke beskyldes for at modtage min efterløn uretmæssigt ved at lave “ukontrollabelt arbejde”. Den var oppe her i foråret, og det var ikke rart. Ganske vist tjener jeg ikke penge på mine nuværende aktiviteter på nettet, men jeg får lidt fra COPYDAN for en side, jeg lavede, mens jeg stadig arbejdede. Jeg har fjernet samtlige Google-annoncer fra alle sider, for selv om det knap har været nok til diesel (et anerkendt udtryk i fiskerikredse, slå det op), så randt der da lidt rubler ind på kontoen, mens jeg havde annoncerne. Uendelig lidt fra denne side, men mere fra nogle af de andre. Men det er slut for længst. Det er simpelthen ikke bøvlet værd for den smule. Men det indebærer, at mine domæner ikke længere betaler for sig selv, og derfor skal jeg nok indskrænke deres antal en smule yderligere. Der skal jo også være penge til de andre hobbyer!

Jeg har haft et par indlæg uden billeder. Ikke godt. Jeg trækker et tilfældigt billede i min billedfolder:
ur
Nå, det blev et billede af et ur, mærkeligt nok. Det drejer sig om et ægte “Baishuns”, som bestemt er blandt de billigste i samlingen. Faktisk har den blærede rem med sommerfuglespændet kostet mere end uret selv. Men selv til sammen er de to bestemt overkommelige i pris. Begge dele er indkøbt fra sælgere i Kina på eBay.

Jeg vil lige vende tilbage til det med de mindre end tilfredsstillende temperaturer: Det minder jo om, at vinteren er på vej. Alt andet lige, er det ikke min yndlingsårstid, men det hus, vi bor i, er faktisk ikke rigtig egnet til den årstid. Vi har selvfølgelig mulighed for at få varme i radiatoren, men selv når det kører på fuldt tryk, kan der være perioder, hvor det ikke er muligt at opnå højere temperaturer end en 16-17 grader. Det er ikke behageligt, specielt ikke når man har noget arvæv med nogle nerver, der er blevet skåret over på en uheldig måde. Naturligvis har jeg indkøbt et udvalg af vatterede veste og fleece-jakker til brug ved sådan nogle lejligheder, men jeg er godt nok ikke tilfreds med, at det skal være allerede nu. Dertil har sommeren ikke været tilfredsstillende.

Jeg har browset lidt rejsesider på nettet, men jeg støder ind i praktiske forhindringer, når jeg tænker på at fly til varmere egne: Jeg skal have en kuffert specielt til min medicin, som jeg skal have lavet medicinpas til. Det gik nu nok, hvis det skulle være, men så er der kattene, som skal passes. Det vil koste det samme at have dem i pension, som min rejse vil koste, og det vil være synd for dem. Lige meget hvilken pasningsordning, jeg ville kunne finde på, så ville jeg bekymre mig så meget over, hvordan det mon gik, at fornøjelsen ved at være udenlands ville ryge fløjten. Ergo bliver man hjemme og finder fleece-tøjet frem.

God søndag til alle!

23. juni 2013

Kinesisk urkomik

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 18:08

Dette indlæg kræver måske nok lidt forforståelse. Det vil jeg da gerne bidrage med. For det første skrev jeg jo indlægget her. For det andet er der et meget dyrt urmærke, som består af et enkelt græsk bogstav, der ikke er alfa. Denne urproducent laver bl.a. et ur, der kaldes “Speedmaster”. Mere eller mindre ved en tilfældighed blev dette ur brugt af den første mand på månen. Et tilfælde, som urproducenten ikke har været sen til at udnytte i reklameøjemed. Bl.a. har de på mange senere udgaver af uret skrevet følgende på bagsiden: “THE FIRST WATCH WORN ON THE MOON – FLIGHT-QUALIFIED BY NASA FOR ALL MANNED SPACE MISSIONS”. Fint skal det være, og man mindes uvilkårligt om Niels Hausgårds sang om en mand, der så gerne ville have et dykkerur, men han kunne ikke tåle at få vand i ørerne.

Nå, men på grund af min lille last, købte jeg ved lejlighed et ur, der på flere hundrede meters afstand godt kunne minde om ovennævnte. Bare lidt. Der er ikke tale om en ulovlig kopi, idet bemeldte græske bogstav ikke optræder, hverken på urskiven eller andre steder. Der er heller ikke tale om en kronograf, de tre små skiver viser bare dag, dag/nat og dato. Der står et andet mærke, nemlig “Cjiaba”. Af omstændighederne fremgår, at der er tale om det kyriliske alfabet, og at det derfor skal udtales “Slava”. Slava var et rimeligt anerkendt, russisk urmærke. Bevares priserne var overhovedet ikke i nærheden af noget af det, som det enkelte, græske bogstav kan indbringe, men det var anerkendt som et mærke, der lavede ordentlige, fornuftige ure. Altsammen i datid, for mærket er overtaget af nogle kinesere, og regnes nu som et “mushroom-brand”. Altså et af mange mærker, der skyder op som paddehatte og rammer markedet, især ebay, i uregelmæssige byger. Priserne er lave, kvaliteten måske ligeså. Jeg må dog sige, at til dato funker mine “Slava”-ure fint, men de vil sandsynligvis ikke kunne indbringe nogen høj brugtpris. Når man kommer til bagsiden holder al lighed med det dyre mærke op, der er bare en flad blikbund med noget krims-krams. Det eneste, jeg kan læse af det, er ordene “water resistant”, og dem vil jeg tolke forsigtigt. På den anden side har jeg aldrig haft brug for at have ur på under bruseren, men det kunne måske blive aktuelt for folk, der bor på pensionat.
Slava forfra og bag

På et senere tidspunkt kom jeg til at købe et andet ur, og straks jeg så bagsiden af det, spærrede jeg gluggerne op. Her er ganske givet noget tekst, der er kommet på gale veje. Jeg ved ikke, om man kan læse det, lidt af det går vel, men den er god nok. Det er den tekst, jeg citerede i første afsnit:
Woerda forfra og bag
Forsiden af dette ur repræsenterer, hvad jeg ville kalde urkomik. Der står ikke “Chronoscope”, men derimod “Chrono&cope”, hvilket jeg tillader mig at oversætte til “Tid og klar dig selv”. Der er nemlig heller ikke her tale om en kronograf, eller et kronoskop for den sags skyld. Uret er ikke udstyret med en “24 HOUR RECORDER”, men derimod med en “24 MOUR PECOROER”, hvad sådan en ellers er. Den står i hvert fald ikke i nogen af mine ordbøger. Uret er mærket “Woerda” og det er det første og eneste eksemplar, jeg er stødt på. Måske fordi det efter ebays mening sejler lidt tæt på andres copyright. Jeg kan godt lidt uret og ville egentlig gerne gå noget mere med det, men det har den skavank, at på trods af, at det er et automatisk ur, så går det i stå, hvis man glemmer at trække det op hver 3.-4. dag, og det har jeg det med at glemme.

30. marts 2013

En “hemmelig” last …

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 20:25


Ja, det er ikke meget, jeg dyrker den i denne periode med underskud på betalingsbalancen. Helt idiot er man jo trods alt ikke. Helt så stor diversitet som Weird Al Yankovic har jeg heller ikke haft i mine indkøb. De har begrænset sig til ure, ringe og nogle få andre smykker. Kun meget få brugte ting er det blevet til, men derimod masser af 10 cent-ure. Ebay fungerer jo som en auktion. Hvis man “vinder” en 10-cents auktion, kan man være sikker på, at forsendelsen koster omkring 20 dollars. Ingen herregård, og et eller andet sted skal pengene jo komme fra. Min samling er altså intet værd, men da den er temmelig stor, har den alligevel været dyr. Men altså, man skal jo have lidt fornøjelser her i livet. Som før nævnt, er det ikke nok at irritere de andre, man skal også huske at glæde sig selv.

Men som sagt: Nu for tiden kigger jeg på min samling og udvider den (næsten) ikke. Er der andre, der vil være ved, at de har en lignende last? 😉