Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. september 2016

Skulle det absolut gå så hurtigt?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:34

Efteraar
Sådan tænkte vi, med reference til temperaturen, da vi vågnede i morges. I sidste uge havde vi sommerlige temperaturer, og nu er vi fremme ved behov for varme i radiatoren, tykke uldne sokker i hjemmeskoene, de tykke sweatpants og vatteret vest. Ganske vist var temperaturen ikke helt passende i sidste uge, men den var nemmere at leve med end den vi har nu, så derfor spørgsmålet. Den havde vel ikke behøvet at dale helt så hurtigt.

Hvis ikke det var, fordi man har fået en klump beton i halen, eller som gemalen plejer at sige, “a piano tied to my bum”, han prøver vel at virke kultiveret, så kunne man tænke sig at pakke kufferten og drage sydpå.

Jeg har fundet bevis for, at jeg har været der en gang:
Henny på Mallorca

Billedet er taget på Mallorca for mange kilo siden. Jeg kan ikke rigtig komme det nærmere. Det kan ikke have været om sommeren, påklædningen taget i betragtning.

Selv om de der knap 16 grader her til morgen var lidt af et chok for systemet, så er jeg gennemgående meget godt tilfreds med, at vi har 4 årstider. Vinteren kan man gerne begrænse til et minimum efter min mening, men jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en årstidsbestemt nedstemthed i år.

1. oktober 2013

Lange skygger

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:58

Lange skygger over motorvejen
Det er især om morgenen og om aftenen, man lægger mærke til, at det ikke længere er sommer. De mennesker, der møder på arbejde kl. 7 eller tidligere vil sikkert skrive under på dette, idet der nok er bælgravende mørkt, når deres dag starter.

Jeg havde en aftale i Aalborg straks efter klokken 9, så bevares, solen var da stået op, men skyggerne var meget lange over motorvejen. Jeg syntes egentlig, at der var meget lyst på trods af det, men kameraet lyver ikke. Himlen har en meget mørk tone, og det havde den stadig, da vi en lille times tid senere satte næserne mod nord igen.
Mørke gader

Manden på Limfjordsbroen
For tiden oplever jeg, at det nærmest står helt stille i knolden på mig. Der er ingen planer og ingen udsigter. På en måde burde der være begge dele: Jeg skal snart “ud på arbejdsmarkedet”, – hvad så? Min rehabilitering er snart slut, – hvad så? Det er sådan, at jeg i hvert fald i rehabiliteringen er blevet pålagt at lave en plan, men jeg synes ikke rigtig, jeg kan. Der er for mange ubekendte. Får jeg arbejde, så vil motionsplanen se ud på en måde, og får jeg ikke arbejde, vil den se ud på en anden måde. F.eks. ved jeg ikke, om jeg har lov at tilmelde mig nogle forløb, mens jeg er arbejdsløs, eller om det vil blive tolket, som om jeg ikke er til rådighed. På den anden side har jeg en mærkelig fornemmelse af, at det slet ikke nytter at spekulere over disse ting. Det vil løse sig på en måde, jeg ikke kan forudse. Vi får vel se, hvad der sker. Måske er det stilhed før storm, der hersker i knolden på mig.

19. oktober 2012

Status på statistikken!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 22:02

Før i tiden har jeg jo undret mig, gjort mig lystig over, eller lige frem hånet de mennesker, der går på nettet og søger på noget, der har med det at gøre, der gror oven på deres hoveder. Jeg vil ikke nævne ordet her, for det ser endelig ud til, at disse søgninger ikke ender på min blog i samme omfang som før. Her følger de første 25 søgesætninger, iflg. min statistik:

  1. marie krøyer bog
  2. de 4 årstider
  3. ord med e
  4. efterårstræthed
  5. spørgsmålstegn
  6. aargang54.dk
  7. skyer
  8. de fire årstider
  9. de 4 årstider i billeder
  10. vagt i gevær
  11. årstiderne
  12. 4 årstider
  13. hønsestrik
  14. fiskerbåde
  15. henny stewart
  16. årstider
  17. fjern dansk ting der starter med x
  18. aargang54 dk
  19. de 4 danske årstider
  20. årstiderne måneder
  21. tjørn
  22. blomsterbuket
  23. skagen
  24. dronning margrethe spadseredragt
  25. herregården odden

Længere nede på listen, den del, I altså ikke får at se, figurerer stadig det der, der gror eller ikke gror på issen. Men ellers kan jeg af de første 25 sætninger konkludere, at andre har den samme dårlige vane som jeg: Vi gider ikke skrive med stort, når vi bruger søgemaskiner. Vi har nemlig fundet ud af, at søgemaskinerne er ligeglade, og når man skriver med 8 finger systemet, er det altså nemmere kun at bruge de små bogstaver. Især da, hvis man er blevet kastet ud i et håndholdt Android- eller IPhone-helvede, hvor bogstaverne på det såkaldte tastatur dels er så små, at man som regel rammer en 3-4 stykker ad gangen, samt at tastaturet ændrer sig, efterhånden som man skriver. Hvilket egentlig er ret smart, når jeg tænker nærmere efter. Man skal bare lige vænne sig til det. Vænne, blev der sagt! Ikke vende. Det er noget man gør med biler og pandekager!

Så kan jeg ellers se, at der er rimelig stor interesse for de danske årstider. Det kan jeg godt forstå, for nu har vi jo nærmest haft uafbrudt vinter i 4 år i træk, og hvis man kun har været her i landet en 3-4 år, så kan man da godt undre sig noget over, hvad de der danskere mener med de årstider, de hele tiden snakker om.

Bogen om Marie Krøyer er havnet på førstepladsen, men den er jo også i vælten for tiden. Filmatiseret af Bille August til ikke udelt begejstring, på bud i Føtex til en latterlig lav pris, så det er da bare om at slå til. Ja, man kan vel også reservere den på biblioteket, hvis man ikke er sikker på, at man vil investere en hund i foretagendet.

En enkelt søgning på “hønsestrik” var også havnet her. Det undrede mig, for jeg kunne ikke huske, at jeg havde skrevet noget om det. Men pænt nok, jeg nævnte fænomenet i et enkelt indlæg. Google kan finde alt, hvis man lader den.

1. præmie: 2 dage i Skagen. 2. præmie: 4 dage i Skagen. Samfunds- tjeneste: 3 år i Skagen.

Jeg kan ikke rigtig dy mig, i betragtning af, at nogen har søgt på Skagen på min blog. Skagen har jeg et noget traumatisk forhold til, stadigvæk. På FaceBook var der en konkurrence, hvor man kunne vinde et weekendophold i Skagen, og da kommenterede jeg sådan her: 1. præmie: 2 dage i Skagen. 2. præmie: 4 dage i Skagen. Samfundstjeneste: 3 år i Skagen. Det var i Skagen, jeg fik mit første lærerjob, mit største realitetschok, og min første og største erhvervsmæssige nedtur. Det blev så slemt, at jeg sagde op uden at have andet arbejde at gå til. Jeg gjorde det mod alle anbefalinger, kom i karantæne og hele balladen. Jeg har aldrig fortrudt det et eneste øjeblik. Men når det er sagt, så er Skagen da helt ok om sommeren, når man er kun er turist og ikke behøver interagere med de indfødte på noget dybere eller mere seriøst plan.

Vidste I godt, at folk i Skagen stadig regnes for tilflyttere i 4. generation?

Til gengæld må jeg melde hus forbi, når det gælder Dronning Margrethes spadseredragter. Dem mener jeg ikke noget som helst om, så det må være Googles algoritme, der stadig har en eller anden form for hikke.

Den der “fjern dansk ting der starter med x” har mystificeret mig meget. Men jeg kan regne ud, at det nok er, fordi jeg deltog i den nordiske ABC-blogleg for nogen tid siden. Men hvorfor man skulle fjerne ting, der starter med x, det kan jeg ikke regne ud. Der kan da ikke være så mange af dem, eller hvad? Jeg kan dog se, at jeg har skrevet om danskernes xenofobi på et tidspunkt. Hvis man kunne fjerne den, ville det nu ikke være så tosset!

« Nyere indlægÆldre indlæg »