Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. september 2016

There is a fine Line …

… between collecting and hoarding …

Sådan siger de i programmet om samlere, som jeg faldt i på DR2 her til formiddag.
Samlinger
Der kommer mit danske, som dog ellers er mit modersmål, en anelse til kort. Jeg kan ikke finde to og kun to ord, der dækker “collecting” vs. “hoarding”. At samle eller være samler vs. at samle eller være samler? Hm. Det er da klart som blæk. “A collector” oversættes uden besvær til “en samler”, mens “a hoarder” nærmest må forklares som “en person med sygelig trang til at samle”. Jeg kan slå “hoarder” op og finde betydningen “hamstrer”, som ikke dækker det. Efter min mening hamstrer man, hvis man køber lagre af nødvendige varer, fordi man frygter en eller anden mangelsituation, som fx kunne være et resultat af krig eller strejke. Jeg mindes endnu den store strejke sidst i 90’erne, hvor skøre kællinger, der aldrig i deres liv har bagt, nærmest støvsugede butikkerne for gær. Det kalder jeg at hamstre.

Men hvis man fx har ondt ved at skille sig af med plasticemballager, fordi de kan være nyttige til mange ting … hvilket de kan, men hvis man har et helt værelse fyldt med tomme plasticemballager, så kunne man måske tænke, at man havde nok? … så kalder jeg det ikke at hamstre. Hvis man ikke kan kassere alle de æsker, man har købt kartoffelsalat i gennem et helt år, er det at “hoarde”.

Som en person, der har mere end et kæledyr, er jeg også konstant i fare for at blive udråbt til sygelig samler. Og nej, det er jeg ikke! Jeg har fem katte og jeg skal absolut ikke have flere, tværtimod satser jeg på at reducere antallet af katte ved naturlig afgang. Aldrig så lækre sådan nogle små kattekillinger er, så skal de ikke komme og mjave ved min dør! Men folk, der har flere kæledyr end de har råd og kræfter til at passe ordentligt, bør tage et godt kig i spejlet. JUST SAY NO! Nogle gange lettere sagt end gjort. Det ved jeg godt, og det er derfor jeg har fem katte i stedet for de to, jeg oprindelig havde besluttet, at jeg ville have.

I programmet besøgte de en samler af kukure. Jeg kan næsten forstå ham, blot synes jeg, han kunne have valgt noget mindre at samle på, som fx armbåndsure eller lommeure … En anden samler har legetøj som sit svage punkt. Han forklarer det ganske enkelt med, at der var nogle ting, han rigtig gerne ville have haft som barn, som han ikke fik, fordi familien ikke havde penge til det. Det er for mig helt forståeligt og måske tæt på en forklaring af megen samleradfærd. Den kompenserer for en eller anden mangeltilstand, man har erhvervet sig i sin fortid.

Hvordan dette nu kan henføres på min samling af ure, det kan jeg ikke rigtig forklare. Jeg har en ramme for min samling, og den ramme udgøres af to miniskuffedarier. Samlingen skal være deri, og hvis den ikke længere kan det, skal der sorteres fra. Det har jeg gjort flere gange. De første ure, jeg købte, var for billige, og i virkeligheden langt fra så fine som på billederne. Jeg vil ikke gå med dem, og det vil andre heller ikke, er jeg sikker på, så jeg smed dem i en pose for at smide dem væk. Den pose har jeg så fundet ude i garagen, men den kommer ikke ind igen. Jeg har sagt farvel til indholdet, og det gjorde mig ikke spor ondt. Jeg skal snart til at sortere igen, kuratere, kan det kaldes, og jeg har allerede nogle kandidater i tankerne. Jeg er blevet opfordret til at lave en montre, hvor jeg kan udstille mine ure, eller en eller anden anordning, så de kan ses på væggen. Det vil jeg ikke. Ure skal kun udstilles et sted: På håndleddet, og kun et ad gangen.

Man kunne vel også forestille sig, at nogen samleradfærd skyldtes en interesse for ting i omverdenen, uden at det nødvendigvis skal diagnosticeres som en kompenserende adfærd …

Jeg har altså en rem af huden med det samleri, hvad enten det nu er den ene eller den anden slags. Jeg har fx også samlet en skrækkelig masse bøger, som jeg stadig har stående på reoler, hvor de ikke laver andet end at samle støv. Det er kun en meget lille brøkdel af dem, jeg kunne tænke mig at genlæse. De bøger er nu truet. Snart skal jeg tage mig sammen til at male i stuen, og jeg tror faktisk, at når jeg først har flyttet bøgerne ud af reolerne for at kunne flytte disse, så vil jeg ikke flytte dem alle tilbage igen. Men det ligger ude i fremtiden.

I fortiden blev man opfordret til at samle. Da jeg skulle konfirmeres, blev jeg bedt om at vælge sølvbestik. Fra og med konfirmationen og til længe efter, jeg var flyttet hjemmefra, var mine “store” gaver fra familien skeer eller gafler fra det forbistrede bestik. Jeg har aldrig brugt noget af det, og jeg aner ikke, hvor det er i dag. Jeg vil faktisk heller ikke have det at vide. Men den gang var det sur r*v, fordi jeg havde så lidt penge og fordi gaver fra familien udgjorde det eneste luksusforbrug, jeg havde. Men piger i min generation forventedes stadig at samle udstyr, så man havde det hele, når man blev gift. Havde jeg fortsat det samleri, ville jeg have haft utrolig meget udstyr, idet jeg først blev gift som 44-årig, hvilket man roligt kan sige er længe efter, at nogen havde troet, at det ville ske. Heldigvis har jeg aldrig investeret i sølv, porcelæn og linned efter den tid. Jeg har kun købt det, der var brug for. Og ikke noget sølvtøj.

Så nogle samlinger blev man opfordret til at lave og andre bliver man latterliggjort for at have. Nogle er inden for det acceptable og andre er ikke. Mon egentlig ikke, man skulle tage retten til selv at bestemme, hvad der er hvad, tilbage?

Men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at have en ordentlig oversættelse af “hoard”, “hoarding” og “hoarder”.

Jeg kunne også tænke mig at komme af med nogle tomme emballager, men det arbejder jeg på. Måske kan jeg bruge nogle af dem til at lave bakker til mine ure, så de ikke skal ligge i nogle store, rodede bunker i skufferne …

22. maj 2013

Blogidentitet og sådan noget…

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:27

Man kan finde indlæg her på domænet, der er dateret helt tilbage til 1. juni 2005. Så gammel er bloggen bare ikke. Det første indlæg her på domænet blev skrevet 25. oktober 2008. Alle tidligere indlæg kommer fra andre blogs, hvoraf nogle stadig eksisterer, – i en tilsandet udgave -, andre er blevet nedlagt under mere eller mindre fortvivlede forsøg på at rydde op i kaos.

At disse indlæg er havnet her, skyldes ikke så meget deres værkshøjde (hmnn), som det, at de er del af en læreproces. Den proces, der indebærer, at jeg ved, hvordan man laver backup af sin database, for WordPressbrugere på eget domæne er der mindst to metoder, og også hvordan man så bruger bemeldte database til at gendanne noget indhold. Nyttig og praktisk viden, når man gerne vil have frihed til at flytte hele molevitten, når det passer én!

…der har aldrig været en seriøs kommentar på det sprog på herværende blogNoget, jeg ikke har lært, er at blive fri for spammere. Akismet fanger godt nok de fleste, men bare i dag har den fanget over 40 stykker. Alle sammen skrevet på angelsaksisk. Hvis man nu kunne skrive et lille tillægsfilter til Akismet om, at engelsksprogede kommentarer automatisk skulle i skralderen… Ikke, at jeg har noget mod engelsk, men der har aldrig været en seriøs kommentar på det sprog på herværende blog, og skulle der komme en, overlevede jeg nok også at få den smidt ned til alle de andre.

Det er meget mærkeligt med det spammeri, for det er her på Årgangen, der voldspammes. På mine mere eller mindre tilsandede blogs spammes der stort set ikke. Spammerne må have et eller andet indtryk af, hvor der er liv af en slags.

17. oktober 2009

Canadian Adventure – A Humble Beginning

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 23:38

In the Fraser Valley, some 300 kilometers from Vancouver is a small town named Hope. It has been named the Chainsaw Capital of the world, and that perhaps tells you all you need to know about the town of Hope for the moment, although it is not the complete truth about the place. About an hours further drive into the Fraser Valley, where the Valley is quite narrow and the mosquitos are the size of puppy dogs, you’ll find a small location, not a town or a village, so in fact you may not find it at all but go right past it without noticing, but you might find a location called Laidlaw.

Laidlaw is the setting of the tale you are about to hear. Having established a setting, a further description might be in order. Laidlaw in a way seems quite far away from civilization. Yet one is reminded of said civilization at least once an hour, day or night, because a railroad runs through Laidlaw, and seemingly endless freight trains pass with eerie hoots and long lasting rumble. As before mentioned, the valley is not particularly wide at this point, and as if the railroad was not enough, there is also the Trans Canada Highway going through, and the noise from this highway hardly ever abates. Take it from one who has been lying awake in a so called recreational vehicle in Laidlaw for an entire night!

In a white, painted wooden house, we shall find the first set of characters to appear in our tale. The house belongs to a lady who only spends time there, when there have been no better offers, so she will not appear in the story. The house belonged to her father and upon his death she inherited it. The people who now live in the house have some, if not a lot, connection to the lady. One is a thin, gaunt, you might even say emaciated man of some 45 years, although he may be older or younger, he is hard to place. He does not look well. Although we are in the middle of summer, he seems to be terribly cold always. For years, he has made it a habit to dress in many layers. Fewer layers in the summer, more in the winter, but never less than three layers. In spite of this padding, he still looks extremely thin. He is a quiet and unassuming man, but not without character. He is very fussy when it comes to tea, and he always carries a big thermos cup around with him, even when he goes to a restaurant to have breakfast.

For people from other parts of the world it may seem a bit strange to mention that people go out for breakfast. Those people should know that breakfast is the only meal that is really worth bothering with in the restaurants in those parts. Those breakfasts, on the other hand, are very good and will easily keep you going till mid-afternoon. Now that we know a few personal details about this man, a proper introduction might be in order. His name was Russell. Was – for he is with us no more – alas.

Another characteristic of Russell’s was that he was an avid collector. He did not collect stamps, butterflies, ball-point pens or little things like that. His collection consisted of motorized vehicles of any sort and description, from a yellow school bus to a tow truck with a huge crane on it. Now, Russell was by no means wealthy, so he obtained the objects in his collection at a time when they had very little value or attraction to anybody else. The problem of paying insurance and registration on the approximately 30 vehicles parked round the house at any given time, he dealt with rationally and efficiently. He simply had one set of number plates that he would attach to whichever car he was taking out for the day. The plan was that if the police should call this practice into question, he would simply tell them that he had just bought the vehicle that very same day and was bringing it home.

Why he needed all these cars, nobody knew. Least of all his landlady, who spent as little time at the house as possible, the few years Russell was staying there. The house itself inside would best be characterized as being in the pile-on-pile style, the many piles having built up over the years. Some piles consisting almost solely of Russell’s belongings, in his own words: “stuff”, some left behind by his predecessors and deemed possibly too valuable to discard. For instance, here was a pile of 3 old television sets in the upstairs bathroom. Being a collector is probably a virus, and once you have it, you’ll never get rid of it again.

In the house there are also traces of a distinctive taste, namely that of the original kind of hippie, none of your contemporary eco-hippie. At some point somebody painted garish murals on every available bit of wall, and since nobody bothered to paint them over again, the aforementioned piles serve an extra purpose of obscuring parts of the murals. Some genius had the brainwave of covering the kitchen floor with a child’s giant jigsaw tiles, made out of foam rubber in primary colours. The idea must have been to brighten up the place and provide a soft and comfortable floor. The idea was not well thought through, however, as spills and other accidents that regurlarly occur in a kitchen are very hard to clear off the porous surface, which accordingly now is rather worse for wear.