Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. januar 2013

Det dersens veldædighed …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 19:06

Eller velgørenhed eller hvad man nu kalder det. I mine unge dage var vi mange, der mente, at vi levede i et velfærdssamfund af den skandinaviske type, og at dette lukkede behovet for velgørenhed. Herhjemme betalte man skat, og af skattepengene blev der ydet hjælp til de individer, der havde behov. (Den holder jo ikke, ved det udmærket godt, og bliver i hvert fald mindet om det hvert år til jul). Der var endda et slogan, Gud vide hvor det kom fra?, men det var noget i nærheden af at “Yde efter evne, nyde efter behov“. En lignende holdning gjorde sig til en vis grad gældende i forhold til mennesker, der gik og havde det dårligt i andre lande, for vores stat ydede jo hjælp til disse lande, og derfor burde alt jo være i den skønneste orden.

At det sidste ikke var rigtigt, tror jeg nok, vi var mange, der meget hurtigt fandt ud af. Danskerne plejer da også at spytte pænt i indsamlingsbøsserne, når der har været krig og naturkatastrofer rundt om i verden. I al almindelighed er det vel ikke så meget, vi hver især giver, og der kommer hele tiden grimme rygter om, at kun en meget lille procentdel – ja måske kun promiller – når frem til de mennesker, der har hjælpen behov. Jeg plejer så at tænke, at disse få procent dog alligevel kan komme til at betyde forskellen på liv og død for nogen, og at resten, som er røget i de forkerte lommer, på en måde også hjælper, selv om det ikke var en ny Mercedes til en eller anden “høvding” man havde tænkt sig at støtte, så giver det gang i økonomien et eller andet sted og gavner nogle, som måske også, på deres måde, har brug for hjælp.

Nå, men den dromedar har jeg altså slugt. Nu kommer vi til dem, jeg ikke kan sluge: TV-reklamer for veldædige institutioner. F.eks. “Læger uden grænser”, som jeg ellers på min beskedne måde (det er det nødt til at være) har støttet af og til. De kørte en reklame i november-december, hvor en læge siger til et sygt barn, at hun desværre ikke har den medicin, der er nødvendig for at behandle hende. Samtidig fortæller hun om en bekendt, der havde tænkt sig at støtte MSF, men “så var hun kommet fra det igen”. Når man nu ved, hvor dyrt det er at lave tv-reklamer og ikke mindst at vise dem, ja, så bliver jeg vred! Mine beskedne bidrag skal sq ikke bruges til at hjælpe et eller andet reklamebureau! Jeg går ud fra, at hvis reklamebureauet havde stillet sine tjenester gratis til rådighed, så ville det være fremgået af reklamen. Nu er MSF, eller har i hvert fald i mit hoved, været, nogle af “the good guys”, fordi de tit er de første, der er inde i katastrofeområder og de sidste til at tage afsted igen, men jeg er ikke færdig med at kritisere endnu! De sender nemlig også forskellige tryksager til folk, som “tak” for hjælpen. Atter en gang bliver der brugt penge på noget, der ikke hjælper folk i nød. De få kroner, jeg har kunnet sende har vel knapt dækket portoen til de tryksager, jeg selv har modtaget! I forretningsverdenen siger man: “You have to speculate to accumulate”, men det skal ikke gælde veldædigheden! Jeg synes, at DR, vort licensbetalte tv-selskab, skal give alle de veldædige foretagender, efter ansøgning, et minut, måske en gang om måneden, til at vise et statisk skilt med foreningens telefonnummer, gironummer eller anden anvisning på indbetaling, og dette skal DR gøre ganske gratis.

Reklame

Efter den svada, kan I sikkert nok regne ud, hvad jeg mener om facere og phonere, der arbejder for veldædidge foretagender. Jeg har simpelthen et princip om ALDRIG at give noget til facere eller phonere. Jeg køber heller ikke noget fra den slags. En eller anden spurgte på et tidspunkt, om det ikke godt nok var rigtigt, at man måtte skyde en facer om året? Det er det nu nok ikke, men jeg kan godt forstå, hvordan spørgsmålet er opstået.