Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. oktober 2015

Direktør i eget liv?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:48

I forbindelse med min overgang til efterløn melder der sig uundgåeligt nogle tanker om mit forhold til det arbejdsmarked, jeg nu siger farvel til.

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide, at jeg var bange for at bestille noget. Jeg er kommet til det resultat, at det nok er rigtigt, at jeg er lidt dovent anlagt. Jeg vil dog ikke destomindre påstå, at jeg under hele mit arbejdsliv har bekæmpet denne tendens og til tider har været endog meget flittig, både når det kommer til planlægning, udførelse og evaluering af undervisning. Jeg har ikke bare gjort de tre ting, som jeg skulle, men desuden også fremstillet masser af undervisningsmateriale, som jeg i høj grad har stillet til rådighed for andre, og som andre også har kunnet bruge. Dette gælder især det interaktive materiale, som jeg har lagt ud på nettet, ganske gratis.

Jeg har imidlertid skullet tage mig gevaldigt sammen for at udføre dette arbejde og for at udvise denne ”flid”. Jeg har taget mig så meget sammen, at det har ført til angsttilstande, klumper i halsen og generel ødelæggelse af min fritid. Især efter at jeg blev syg, har forberedelse til undervisning fyldt alt for meget. Jeg har aldrig kunnet gøre det godt nok, og aldrig tilfredsstillende for de standarder, jeg har stillet for mig selv, samtidig med, at jeg fandt frem til en ydmyghed, gående ud på, at jeg erkendte, at jeg trods bunker af erfaring egentlig ikke var 100% klædt på til opgaven. Jeg føler derfor, at de kursister, jeg har skullet hjælpe, ikke helt har fået det, de havde brug for, eller i hvert fald, at andre, mere energiske lærere, ville kunne gøre det bedre end jeg. Samtidig har jeg følt, at selvom jeg brugte alt for meget tid og alt for megen energi på forberedelsen til dette arbejde, så var jeg ikke i stand til at følge mine planer eller holde overblikket over, hvad der i virkeligheden foregik i undervisningslokalet. På et tidspunkt en af de sidste undervisningsdage tog jeg mig selv i at stå med ryggen til klassen og rode i mine fotokopier uden at være i stand til finde det, jeg søgte. Da tænkte jeg, at disse kursister har fortjent bedre. De har brug for mere, end jeg kunne give dem, og jeg kunne give dem langt mindre, end jeg ville ønske.

Nu har jeg sagt mit arbejde op. Jeg har en måneds opsigelse, og jeg har søgt om og fået bevilliget orlov uden løn i den måned.

Man kan sige, at mit farvel til arbejdslivet ikke blev særlig elegant. Man har jo kendt til folk, der gik over til efterløn med et brag af en fest, hvor hele deres arbejdsplads var involveret. Sådan kom det ikke til at gå i mit tilfælde, selvom jeg har været meget glad for min sidste arbejdsplads. Jeg har i det hele taget været meget glad for mit arbejde i næsten alle årene, og det er da også kun i de senere år, at denne følelse af utilstrækkelighed og denne angst for at gå i sort har overskygget glæden ved at hjælpe mennesker fra fremmede lande med at lære vores sære, snørklede sprog, der er så svært at udtale. Ikke desto mindre er det nu officielt: Jeg er gået på efterløn!

Efterløn er vel blandt andet til folk, der er blevet trætte? Dem er jeg blandt, det er helt givet. Jeg har brug for at give efter for min tilbøjelighed til dovenskab og for at holde op med at skulle tage mig sammen hele tiden.

Faktisk var jeg lidt usikker på, om det overhovedet var på plads, det med efterlønnen, indtil for ganske nylig. Dvs. Jeg havde fået et foreløbigt tilsagn om efterløn. Jeg har også sat mine pensioner i gang. De skal jo modregnes i efterlønnen, uanset om man får dem udbetalt med det samme eller ej. Desuden regner jeg med min medicinske historik ikke med at blive 100 år. Jeg vil gøre alt for at blive det, hvis min livskvalitet som direktør i eget liv med ansvar for disponering af egen tid og egne kræfter ellers er til det. Skulle mine penge slippe op før mig, så må jeg tage stilling til det problem, når jeg når dertil.

Men det fulde overblik over min økonomiske situation har jeg på ingen måde. Jeg har set 17 forskellige (mindst) udregninger af, hvor meget vi har at leve af, efter modregning af pensioner og efter skat, og ingen af dem lægger op til et liv i luksus. Min fornemmelse er, at det vil kunne lade sig gøre – med lejlighedsvise tilskud af egne opsparede midler, men disse er jo også lagt til side med netop det formål at kunne supplere i situationer, hvor der er brug for det. Men præcis på kroner og øre kan jeg ikke sige, hvordan det bliver. Det vil vel vise sig. Men jeg bliver ikke en af de efterlønnere, der spiller golf under sydlige himmelstrøg det meste af tiden, eller rejser til spændende destinationer. Det gad jeg så heller ikke. Jeg kommer til at skrue ned for mit forbrug af elektroniske gadgets, men det er bestemt heller ingen skade til. Det har virkelig taget overhånd med det, og man kan jo ikke betjene mere end højst et par stykker ad gangen, så der er ingen grund til at have læssevis af dem. Og: Mit nuværende lager af dimser vil kunne vare i ganske lang tid fremover!

Men bare for at få det i den grad på det rene: Rent økonomisk kan det så sandelig godt betale sig at arbejde, lige til man bliver 70 eller mere!

Mine planer om at modernisere huset kan vist også godt lægges på hylden. Det bliver stort set begrænset til småjobs, vi selv kan klare. Læs: Et strøg maling af og til. Gudskelov er der ingen af os, der ryger, så vi behøver ikke male hvert andet år. Til gengæld har huset en tilbøjelighed til at suge fugt, og det giver nogle grimme, sorte skygger på ydervæggene efterhånden, der hvor mørtelen mellem betonstenene er.

Nu da jeg skal til at disponere hele min egen tid, så vil jeg nok prøve at lave et skema, der sikrer at jeg har en vis mængde aktivitet hver dag. Men mere herom senere. Foreløbig er det aspekt nu ikke startet. Jeg tror, jeg er i gang med at rekonfigurere knolden til tilværelsen som pensionist/efterlønner. Der er kommet en ro på, som jeg ikke har kendt i meget lang tid. Mit forbrug af mere eller mindre vitaminrig medicin er under afvikling, og det er en helt anden oplevelse igen. Jeg får tiden til at gå med at dagdrømme og se Matador. Så har jeg også indkøbt remedier til at få mit værelse malet, men det bliver så en gang, når jeg føler, at jeg kan tage mig lidt sammen igen. Jeg har fået en gammel PC hooket op, så jeg kan se fjernsyn fra hele verden, når jeg bliver træt af Matador, hvilket ikke sker foreløbig. Det er den rene zen at se Matador og dagdrømme. Kan kun anbefales, hvis man trænger til at få ryddet op på sit personlige c:-drev. Den roligt fremadskridende handling, som man kender, og derfor ikke får stress over, adskillige fremragende skuespilpræstationer, glimrende kulisser, kostumer og props medvirker alt sammen til at skaffe ro på øverste etage.

Og nu skifter vi lige emne: Bloggen her har været ved at tørre noget ud. Jeg regner dog med at tage bloggeriet op igen, når jeg har noget at fortælle. Men jeg tror, det kommer til at skifte retning. Når jeg ser tilbage på hovedparten af mine mange hundrede indlæg, kan jeg se, at jeg ofte har været drevet af utilfredshed, angst, bekymring og andre negative følelser. Som direktør i eget liv har jeg besluttet at det skal have en ende! Jeg har faktisk ikke noget at være utilfreds med eller bange for. Andet end at skillingerne får svært ved at slå til. Skulle det gå helt galt, må man jo opfinde en plan B!

Så, ud fra et overfladisk synspunkt har jeg ikke lavet en skid her min første måned som efterlønner. Det er jeg faktisk ganske godt tilpas med, for jeg tror, at en sundere virketrang snart vil tage over. Faktisk har jeg allerede drevet det til et portræt af katten:
Kat
Hvad kan det mon ikke blive til? Nu er jeg for længst ude over det stadie, hvor jeg troede at man skulle have fingrene i noget maling, nogen musikinstrumenter eller lignende for at være kreativ. Jvf. noget af det ovenstående kommer jeg nok til at bruge en del kreativitet på vores budget. Men hvad, kreativ bogføring behøver vel ikke lige frem være kriminel…

17. juli 2010

Modvilligt trendy

E-pinion har lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt et udsnit af alt folket, om de vil overveje at holde ferie i Danmark til næste år. På grund af vejret. Den tilføjelse forvirrer mig noget, for vejret er her vel uanset. Det kan selvfølgelig være, at man går ud fra, at flere vil forlade den synkende skude, hvis det står ned i stænger og er halvkoldt.

Men i hvert fald så viste undersøgelsen, at over halvdelen af danskerne overvejer at holde sommerferie i Danmark. Her på matriklen overvejer vi det ikke bare. Vi holder simpelthen ferie her.
Soluret er gået i stå
Også selv om soluret skulle være gået i stå for en kort bemærkning. Der var nogle underlige skyformationer her til aften. De blev fotograferet:
Tunge skyer
Selv om vi er midt i feriesæsonen, kan der sagtens komme billeder ud af det, som ikke er lige til turistbrochurerne!

Men det lader altså til, at vi er blevet del af en trend, en trend der hedder, at man holder sommerferie i Danmark.

Samtidig går der en historie om, at antallet af butikstyverier er steget helt vildt i den senere tid. I visse supermarkeder har de været nødt til at sætte hængelås på køddisken, fordi folk stjæler mørbraderne osv. Det forlyder, at det ikke udelukkende er østeuropæiske bander, men også almindelige pæredanskere, der ikke længere kan kende forskel på mit og dit. Kunne dette evt. have en forbindelse med den økonomiske krise? Nu er det ikke sådan, at fattigdom automatisk gør folk kriminelle, det kunne man ellers godt tro, når man hører pressen i disse dage, men tanken ligger alligevel snublende nær. Mon så også nogle af de moderne mennesker, der holder ferie i Danmark, også er lidt kriseramte, og mon det i virkeligheden er grunden til, at de bliver hjemme? Ja, jeg spørger jo bare.

Her hjemme har vi bare prioriteret anderledes. That’s my story, and I’m sticking to it!

27. april 2009

Gode råd er dyre

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 11:33

Men de kan ikke veksles til kontanter. Dette er essensen af, hvad nogle socialrådgivere siger om den nye lov, der forpligter boligselskaberne til at melde ud til kommunen, hvis nogle af deres lejere er i fare for at blive sat på gaden. Det er svært for mig at forstå, hvordan den situation overhovedet kan opstå i dagens Danmark, specielt når det gælder børnefamilier.

Samtidig måtte jeg tage mig i at være lidt smålig, for jeg kunne se, at flere af de kvinder, udsætningsforretningerne gik ud over, godt havde råd til at ryge cigaretter. Men noget skal man vel have til at dulme nerverne med, mens man venter på fogeden.