Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. juli 2016

Mangel på pral

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:26

Mange praler af den sindsro, de har fundet i huler i det norske/forfaldne franske ferielejligheder etc., hvor de har tilbragt uger/måneder uden wifi/telefon og dermed uden FaceBook/Twitter/Instagram etc. Praleriet foregår så efterfølgende, netop på de nævnte sociale medier.

Hver sin lyst for sine penge. Jeg skal sandelig ikke presse mine præferencer ned over mine medmennesker, men:

  • Jeg tager ikke på ferie, men bliver derimod hjemme og klør kattene bag ørerne i det omfang, de måtte ønske det.
  • Wifi kører på højtryk her i huset. Det driver TV, som jeg gerne har som baggrundsstøj for, hvad jeg end foretager mig i mine vågne timer.
  • Jeg bruger ganske meget tid på FaceBook. Det fylder mit sind med ro at følge med i, hvad mine venner foretager sig. Instagram og Twitter er jeg aldrig kommet rigtig i gang med at bruge. Jeg har konti, selvfølgelig, men det har nu ikke rigtig grebet mig. Så synes jeg egentlig bedre om Pinterest. Det bruger jeg også tid på, og det er en stor fornøjelse.
  • Jeg har også konstant gang i min telefon eller min tablet. Jeg spiller jo WordFeud, selv om jeg bliver banket i næsten hvert spil, uanset om jeg spiller mod drevne makkere eller komplette newbies. Det giver heller ikke anledning til den mindste smule stress.
  • Jeg er også på et par ur-fora dagligt, og det giver heller ikke anledning til den ringeste smule kvababbelse.

Jeg kan altså ikke bidrage til det kor, der kræver elektronisk askese. Er ikke nogen elektronikasketisse, nej!
Dagens ur

23. juli 2015

Snart til salg: Dårligt brugt sommerferie

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 10:14

Senest søndag den 26. juli kl. 20 regner jeg med at have en klar plan for, hvordan sommerferien 2015 skal bruges. Den er nemlig slut 12 timer og 15 minutter senere. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Jeg glæder mig altid til ferien, specielt da i år. Det er nemlig min første sommerferie siden 2012. Som sygemeldt kan man jo ikke holde ferie. Det er også en ferie, jeg afholder for egen regning, næsten, idet jeg selvfølgelig ikke har optjent ret til løn i ferien dette år. Det har jeg til gode til næste år, hvis jeg arbejder til den tid. Jeg skrev næsten, for jeg har da fået lidt feriedagpenge, hvilket er bedre end at blive slået i ansigtet med en karklud, men det vil det meste jo være.

Men jeg har altså et problem med ferier, åbenbart. Når jeg tænker tilbage, er det rigtig, rigtig mange år siden, jeg har haft en ferie, hvor jeg har planlagt og gennemført at gøre noget “rekreativt”, såsom at rejse til udlandet, tage til stranden, hjemsøge mine slægtninge, eller hvad folk nu finder på i deres ferier.

Jeg har tidligere haft et rationale om, at fordi hverdage, især når man arbejder, er planlagte til sidste skrig, eller snork, for ellers når man ikke det, man skal, og kan heller ikke det, man skal, så må ferier skulle være modsat for kunne virke. Altså totalt uplanlagte. Det har så i stigende grad ført til, at jeg ikke får gjort noget som helst og ender med at kede mig og være utilfreds med mig selv.

Denne erkendelse har ført til, at jeg er godt og grundigt forvirret. Jeg har jo gået og underholdt alt og alle med, hvor meget jeg glæder mig til at kunne gå på efterløn. Hvis ikke alt går skævt, skulle det være muligt fra dette efterår. Men hvis det så føles, som denne sommerferie har gjort, så ved jeg snart ikke.

Med andre ord: Hvis man er totalt ubegavet til at holde ferie, kan man så gøre sig noget håb om at have talent for at være efterlønner?

Som sædvanlig havde jeg store planer om at forbedre “the old homestead”. Problemet der, er nok at mine ambitioner, eller opgaven, var for stor(e), for det er ret begrænset, hvad jeg har nået. En af de ting, jeg ville have gjort, var at rydde op i garagen. Jeg fik også fyldt og afhentet en 800 liters container, men man kan næsten ikke se, at der er taget noget. Og dog blev den container pakket efter alle kunstens regler… Nå, men jeg har lært noget af det. Hvis man har store ting, man skal af med, kan man, inden for visse grænser, benytte sig af en storskraldsordning, som er gratis. Den har jeg også benyttet mig af. Stadig er der ikke megen forskel at spore på garagens indhold. Men tricket må vel være at gentage øvelsen nogle gange. Ellers er det sådan, at “garageragelse” formerer sig. I så fald er der vel ikke andet at gøre end at sømme porten til og håbe på det bedste.

Men som sagt: Fra næste uge kommer der andre boller på suppen.

16. juli 2012

I speaket wevy good Inglis!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:29

Nu er jeg godt klar over, at man skal passe lidt på med fru Nemesis, især når man giver sig til at skrive om, hvordan andre har udtrykt sig dårligt. Se bare til alle de kommentarer til udenrigsministerens engelsk, der dog til enhver tid er mindst lige så godt som Anders Foghs var, da han var statsminister. Jeg har lagt mærke til, at sidstnævnte både har forbedret sin grammatik udtale (Nemesis!) og udvidet sit ordforråd, mens hans udtale stadig er helt ad H. til. Men det er nu også noget, der er rigtigt svært at forbedre, når man er kommet i hans alder. Der er så bare ved det, at megen af den forhånelse, Søvndal må finde sig i, er formuleret på dårligt dansk. Nemesis!

Nå, men altså: Her til aften sidder jeg og ser TV-avis, hvor der er et indslag om, hvor mange penge, turister fra forskellige lande bruger i Danmark. I den forbindelse var DR’s journalist lige ude og spørge nogle turister ad. Og det foregik altså sådan her: How many money …. Come on, DR, det er 4. klasses pensum, at money altid er ental på engelsk, hvorfor det hedder: How much money…. Måske skulle I finde ud af, hvilket kursus, Anders Fogh har været på, så kunne vi måske undgå at skulle sidde her og krumme tæer i den bedste sendetid.

penge

Ældre indlæg »