Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

2. december 2012

Strid, og gul og blå

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:33

Det er hvad, jeg er. Det har altid været vanskeligt at tage blodprøver på mig. Ja, der er dem, der siger, at jeg hverken er til at hugge eller stikke i. I disse to perioder, hvor jeg har været indlagt, har man forsøgt at tage blodprøver på mig hver dag. Nogle gange er det kun lykkedes efter flere forsøg. Desuden har jeg skullet have de såkaldte “Venflons” monteret, fordi jeg har fået medicin i drop. I dag kom der ikke nogen blodprøve efter 7-8 forsøg. Bioanalytikeren ville så forståeligt nok gerne ringe til en ven, men inden denne var ankommet, havde jeg fået en aftale med sygeplejersken og lægen om, at vi giver fanden i de prøver i dag.

Her til aften løb det meste af antibiotikaen ved siden af den Venflon, jeg har haft siddende i anklen det sidste par dage. Så blev der sendt en ekspert til at sætte en ny Venflon i til de to sidste portioner antibiotika. Så var det lige som, at mor her slog bak, og det endte med, at den stakkels mand måtte gå ind på vagtstuen og foreslå, at vi også giver fanden i de sidste to portioner iv-antibiotika. Så sådan bliver det. De kan vel give mig nogle hestepiller i stedet, hvis det er nødvendigt.
Nåleskræk
Man vil forstå, at jeg har udviklet en voldsom antipati mod nåle, og nej: Jeg skal sgu ikke have nogle tatoveringer! Det eneste, der står mellem mig og løsladelse, er, at der skal tages endnu et røntgenbillede af mine lunger. Hvis jeg er heldig, kommer jeg ned og får det taget i aften, og så kan jeg vende hjem i løbet af i morgen formiddag. Med mindre selvfølgelig, at jeg bliver lilla i hovedet i løbet af natten. Eller noget.

Billedet har jeg lavet ved hjælp af Photofunia.