Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. september 2016

Politik, tak, eller hvad?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:14

4. komintern
Tidligere har jeg altid ment, at mine politiske holdninger ikke lod sig parkere ved et enkelt parti, og praksis viser, at det stadig er på den måde, meeeen …

En gang her i foråret, efter en af regeringens stramninger, – jeg har glemt hvilken, de er jo nærmest kommet i en lind, ulækker strøm hele året, – blev jeg simpelthen så arrig, at jeg gik hen og meldte mig ind hos Enhedslisten. Det var tidligere ikke noget oplagt valg. Jeg var fx lidt usikker på, hvad de(vi) egentlig er en enhed af, men lad nu det ligge.

Når jeg tidligere ledte efter holdninger, der var i opposition til Venstre og deres kohorter, behøvede jeg ikke kigge længere end til Socialdemokraterne, men det virkede ikke i denne omgang. Deres forslag til stramninger af snart sagt alt kan efterhånden dårligt kendes fra dem, Venstre og DF går ind for. Lige for tiden går der rygter om, at S og DF skal til at samarbejde. Nogle mener, at det er en dårlig joke, og det burde det være, men jeg er bange for, at det er en reel mulighed. Nå, siden man ikke fandt et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål hos Socialdemokraterne, kunne man jo kigge en tak til venstre og se, om ikke SF kunne bruges. Nej, det kan de ikke. De konkurrerer med Socialdemokraterne om udlændingestramninger fx. Det er måske bare mig, men det ser faktisk ud, som om SF har fået sine visioner ødelagt ved at være med i regeringen Thorning-Schmidt. Det varede jo ikke særlig længe, men åbenbart længe nok til at decimere partiet og gøre det utroværdigt hos en stor del af de vælgere, der plejede at stemme på det, undertegnede incl.

Derfor altså Enhedslisten. Dette parti er vokset, og dets vælgertilslutning er vokset meget i perioden. Måske er der mange andre desillusionerede Socialdemokrater og Folkesocialister, der er gået over i Enhedslistens lejr. Jeg frygter lidt for, hvad der vil ske, hvis Enhedslisten kom i regering, jvf. SFs sørgelige skæbne …

Har jeg så fundet en varig plads hos EL? Næh, det tror jeg sq ikke! Næppe havde jeg meldt mig ind hos EL, før briterne sagde “Brexit!”. Da de havde sagt det, kom en række danske partier frem og sagde, at Danmark skal det samme. Herunder også Enhedslisten. Og ved I hvad? Selv om jeg er grumme lidt glad for EU, så synes jeg altså, at vi skal blive! Kun en ting er dårligere for europæerne end EU, og det er Europa uden EU. Vi er sq piske nødt til at arbejde sammen. Mod terrorisme, for flygtninge, for at undgå at komme op og kriges indbyrdes, for at bekæmpe kriminalitet og en hel del andre ting er vi sikkert nødt til at samarbejde om. Nu var det jo ikke nogen hemmelighed for mig, at Enhedslisten, i lighed med DF, er modstandere af EU, men jeg havde nok valgt at overse den kendsgerning, eller håbet, at de(vi) ville komme til fornuft inden alt for længe. Og man har jo også en mulighed for at påvirke demokratiske strukturer indefra, hvis man altså vælger at lægge arbejde i det.

Her kommer vi til et kardinalpunkt, det med at lægge arbejdet i det altså. Jeg har flere gange været indkaldt til medlemsmøde i lokalafdelingen af EL, der åbenbart er ret aktiv (godt gået), men jeg har hver gang været forhindret. Ikke fordi jeg har så meget bedre ting at tage mig til, men der er jo andre måder, man kan være ukampdygtig på. Og hvis der ikke er det ene i vejen, så er der nok det andet. I hvert fald ligger det ikke lige for, at jeg skulle blive glødende revolutionær, så diverse magthavere og store, stygge kapitalister behøver altså ikke frygte mig.

Se, det var mere eller mindre, historien om da Henny blev partigænger.

22. oktober 2015

Direktør i eget liv?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:48

I forbindelse med min overgang til efterløn melder der sig uundgåeligt nogle tanker om mit forhold til det arbejdsmarked, jeg nu siger farvel til.

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide, at jeg var bange for at bestille noget. Jeg er kommet til det resultat, at det nok er rigtigt, at jeg er lidt dovent anlagt. Jeg vil dog ikke destomindre påstå, at jeg under hele mit arbejdsliv har bekæmpet denne tendens og til tider har været endog meget flittig, både når det kommer til planlægning, udførelse og evaluering af undervisning. Jeg har ikke bare gjort de tre ting, som jeg skulle, men desuden også fremstillet masser af undervisningsmateriale, som jeg i høj grad har stillet til rådighed for andre, og som andre også har kunnet bruge. Dette gælder især det interaktive materiale, som jeg har lagt ud på nettet, ganske gratis.

Jeg har imidlertid skullet tage mig gevaldigt sammen for at udføre dette arbejde og for at udvise denne ”flid”. Jeg har taget mig så meget sammen, at det har ført til angsttilstande, klumper i halsen og generel ødelæggelse af min fritid. Især efter at jeg blev syg, har forberedelse til undervisning fyldt alt for meget. Jeg har aldrig kunnet gøre det godt nok, og aldrig tilfredsstillende for de standarder, jeg har stillet for mig selv, samtidig med, at jeg fandt frem til en ydmyghed, gående ud på, at jeg erkendte, at jeg trods bunker af erfaring egentlig ikke var 100% klædt på til opgaven. Jeg føler derfor, at de kursister, jeg har skullet hjælpe, ikke helt har fået det, de havde brug for, eller i hvert fald, at andre, mere energiske lærere, ville kunne gøre det bedre end jeg. Samtidig har jeg følt, at selvom jeg brugte alt for meget tid og alt for megen energi på forberedelsen til dette arbejde, så var jeg ikke i stand til at følge mine planer eller holde overblikket over, hvad der i virkeligheden foregik i undervisningslokalet. På et tidspunkt en af de sidste undervisningsdage tog jeg mig selv i at stå med ryggen til klassen og rode i mine fotokopier uden at være i stand til finde det, jeg søgte. Da tænkte jeg, at disse kursister har fortjent bedre. De har brug for mere, end jeg kunne give dem, og jeg kunne give dem langt mindre, end jeg ville ønske.

Nu har jeg sagt mit arbejde op. Jeg har en måneds opsigelse, og jeg har søgt om og fået bevilliget orlov uden løn i den måned.

Man kan sige, at mit farvel til arbejdslivet ikke blev særlig elegant. Man har jo kendt til folk, der gik over til efterløn med et brag af en fest, hvor hele deres arbejdsplads var involveret. Sådan kom det ikke til at gå i mit tilfælde, selvom jeg har været meget glad for min sidste arbejdsplads. Jeg har i det hele taget været meget glad for mit arbejde i næsten alle årene, og det er da også kun i de senere år, at denne følelse af utilstrækkelighed og denne angst for at gå i sort har overskygget glæden ved at hjælpe mennesker fra fremmede lande med at lære vores sære, snørklede sprog, der er så svært at udtale. Ikke desto mindre er det nu officielt: Jeg er gået på efterløn!

Efterløn er vel blandt andet til folk, der er blevet trætte? Dem er jeg blandt, det er helt givet. Jeg har brug for at give efter for min tilbøjelighed til dovenskab og for at holde op med at skulle tage mig sammen hele tiden.

Faktisk var jeg lidt usikker på, om det overhovedet var på plads, det med efterlønnen, indtil for ganske nylig. Dvs. Jeg havde fået et foreløbigt tilsagn om efterløn. Jeg har også sat mine pensioner i gang. De skal jo modregnes i efterlønnen, uanset om man får dem udbetalt med det samme eller ej. Desuden regner jeg med min medicinske historik ikke med at blive 100 år. Jeg vil gøre alt for at blive det, hvis min livskvalitet som direktør i eget liv med ansvar for disponering af egen tid og egne kræfter ellers er til det. Skulle mine penge slippe op før mig, så må jeg tage stilling til det problem, når jeg når dertil.

Men det fulde overblik over min økonomiske situation har jeg på ingen måde. Jeg har set 17 forskellige (mindst) udregninger af, hvor meget vi har at leve af, efter modregning af pensioner og efter skat, og ingen af dem lægger op til et liv i luksus. Min fornemmelse er, at det vil kunne lade sig gøre – med lejlighedsvise tilskud af egne opsparede midler, men disse er jo også lagt til side med netop det formål at kunne supplere i situationer, hvor der er brug for det. Men præcis på kroner og øre kan jeg ikke sige, hvordan det bliver. Det vil vel vise sig. Men jeg bliver ikke en af de efterlønnere, der spiller golf under sydlige himmelstrøg det meste af tiden, eller rejser til spændende destinationer. Det gad jeg så heller ikke. Jeg kommer til at skrue ned for mit forbrug af elektroniske gadgets, men det er bestemt heller ingen skade til. Det har virkelig taget overhånd med det, og man kan jo ikke betjene mere end højst et par stykker ad gangen, så der er ingen grund til at have læssevis af dem. Og: Mit nuværende lager af dimser vil kunne vare i ganske lang tid fremover!

Men bare for at få det i den grad på det rene: Rent økonomisk kan det så sandelig godt betale sig at arbejde, lige til man bliver 70 eller mere!

Mine planer om at modernisere huset kan vist også godt lægges på hylden. Det bliver stort set begrænset til småjobs, vi selv kan klare. Læs: Et strøg maling af og til. Gudskelov er der ingen af os, der ryger, så vi behøver ikke male hvert andet år. Til gengæld har huset en tilbøjelighed til at suge fugt, og det giver nogle grimme, sorte skygger på ydervæggene efterhånden, der hvor mørtelen mellem betonstenene er.

Nu da jeg skal til at disponere hele min egen tid, så vil jeg nok prøve at lave et skema, der sikrer at jeg har en vis mængde aktivitet hver dag. Men mere herom senere. Foreløbig er det aspekt nu ikke startet. Jeg tror, jeg er i gang med at rekonfigurere knolden til tilværelsen som pensionist/efterlønner. Der er kommet en ro på, som jeg ikke har kendt i meget lang tid. Mit forbrug af mere eller mindre vitaminrig medicin er under afvikling, og det er en helt anden oplevelse igen. Jeg får tiden til at gå med at dagdrømme og se Matador. Så har jeg også indkøbt remedier til at få mit værelse malet, men det bliver så en gang, når jeg føler, at jeg kan tage mig lidt sammen igen. Jeg har fået en gammel PC hooket op, så jeg kan se fjernsyn fra hele verden, når jeg bliver træt af Matador, hvilket ikke sker foreløbig. Det er den rene zen at se Matador og dagdrømme. Kan kun anbefales, hvis man trænger til at få ryddet op på sit personlige c:-drev. Den roligt fremadskridende handling, som man kender, og derfor ikke får stress over, adskillige fremragende skuespilpræstationer, glimrende kulisser, kostumer og props medvirker alt sammen til at skaffe ro på øverste etage.

Og nu skifter vi lige emne: Bloggen her har været ved at tørre noget ud. Jeg regner dog med at tage bloggeriet op igen, når jeg har noget at fortælle. Men jeg tror, det kommer til at skifte retning. Når jeg ser tilbage på hovedparten af mine mange hundrede indlæg, kan jeg se, at jeg ofte har været drevet af utilfredshed, angst, bekymring og andre negative følelser. Som direktør i eget liv har jeg besluttet at det skal have en ende! Jeg har faktisk ikke noget at være utilfreds med eller bange for. Andet end at skillingerne får svært ved at slå til. Skulle det gå helt galt, må man jo opfinde en plan B!

Så, ud fra et overfladisk synspunkt har jeg ikke lavet en skid her min første måned som efterlønner. Det er jeg faktisk ganske godt tilpas med, for jeg tror, at en sundere virketrang snart vil tage over. Faktisk har jeg allerede drevet det til et portræt af katten:
Kat
Hvad kan det mon ikke blive til? Nu er jeg for længst ude over det stadie, hvor jeg troede at man skulle have fingrene i noget maling, nogen musikinstrumenter eller lignende for at være kreativ. Jvf. noget af det ovenstående kommer jeg nok til at bruge en del kreativitet på vores budget. Men hvad, kreativ bogføring behøver vel ikke lige frem være kriminel…

2. december 2012

Strid, og gul og blå

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:33

Det er hvad, jeg er. Det har altid været vanskeligt at tage blodprøver på mig. Ja, der er dem, der siger, at jeg hverken er til at hugge eller stikke i. I disse to perioder, hvor jeg har været indlagt, har man forsøgt at tage blodprøver på mig hver dag. Nogle gange er det kun lykkedes efter flere forsøg. Desuden har jeg skullet have de såkaldte “Venflons” monteret, fordi jeg har fået medicin i drop. I dag kom der ikke nogen blodprøve efter 7-8 forsøg. Bioanalytikeren ville så forståeligt nok gerne ringe til en ven, men inden denne var ankommet, havde jeg fået en aftale med sygeplejersken og lægen om, at vi giver fanden i de prøver i dag.

Her til aften løb det meste af antibiotikaen ved siden af den Venflon, jeg har haft siddende i anklen det sidste par dage. Så blev der sendt en ekspert til at sætte en ny Venflon i til de to sidste portioner antibiotika. Så var det lige som, at mor her slog bak, og det endte med, at den stakkels mand måtte gå ind på vagtstuen og foreslå, at vi også giver fanden i de sidste to portioner iv-antibiotika. Så sådan bliver det. De kan vel give mig nogle hestepiller i stedet, hvis det er nødvendigt.
Nåleskræk
Man vil forstå, at jeg har udviklet en voldsom antipati mod nåle, og nej: Jeg skal sgu ikke have nogle tatoveringer! Det eneste, der står mellem mig og løsladelse, er, at der skal tages endnu et røntgenbillede af mine lunger. Hvis jeg er heldig, kommer jeg ned og får det taget i aften, og så kan jeg vende hjem i løbet af i morgen formiddag. Med mindre selvfølgelig, at jeg bliver lilla i hovedet i løbet af natten. Eller noget.

Billedet har jeg lavet ved hjælp af Photofunia.

Ældre indlæg »