Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. marts 2016

Statistik

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:01

I kommentarsporet ovre hos Stegemüller fik jeg lige anvisning på, hvordan man finder frem til søgeordene i Google Analytics, og da jeg ikke kan få det til at virke hver dag, har jeg taget tilfældet i agt og behandler herunder de første femogtyve søgeord mere eller mindre retfærdigt:

  1. henny stewart: Det hedder jeg. Jeg sætter normalt pris på at blive stavet med stort, men jeg er godt klar over, at mange, jeg selv inklusive, bruger søgemaskiner på den der lidt dovne måde. Og nettet er i al almindelighed ligeglad.
  2. leif lalleglad: Han er PolyAnnas danske fætter. Han tror altid, at det nok skal gå, uanset om det faktisk går ad H til, og derfor opfører han sig ikke altid ansvarligt.
  3. fyrre fed og færdig ordsprog:Tjah, det er det vel. Det ligger nok i, at kvinder normalt er ret så ude af stand til at reproducere sig, når de har nået den alder. At der så er så mange andre ting, man kan foretage sig i en hvilken som helst alder, er en anden ting.
  4. Zappergeneration:Det har man kaldt unge mennesker, lige siden fjernbetjeningen blev opfundet. Det er nemlig nemmere at kalde folk ved øgenavne end rent faktisk at finde ud af, hvorfor de ikke hører efter en.
  5. gastroskopi bedøvelse: Man får normalt ikke nogen særlig bedøvelse til gastroskopi. Man kan blive tilbudt en lokalbedøvende spray i svælget, men min erfaring med den er, at den ikke virker, og at den er ubehagelig. Endvidere kan man blive tilbudt noget benzodiazepinagtigt, der skulle gøre én mere ligeglad med, at nogen hejser en slange med en kikkert ned i spiserøret. Den første gang, jeg skulle have det foretaget, fik jeg bare besked om at holde op med at skabe mig. Det kan også i visse tilfælde lade sig gøre at få foretaget gastroskopi i fuld bedøvelse, fx hvis lægerne ved, at de skal mere end bare lige have et kig, hvis det altså bliver en længerevarende undersøgelse, og hvis patienten er besværlig nok! Men: Det anbefales ikke at få undersøgelsen foretaget i fuld bedøvelse. En sygeplejerske sagde en gang til mig, at muligheden for, at patienten siger “av” i visse tilfælde kan redde patientens liv! Og i øvrigt er fuld bedøvelse i sig selv ikke helt ufarligt.
  6. Slankeblog: Videre, næste.
  7. koloskopi fuld bedøvelse:
  8. Se gastroskopi fuld bedøvelse ovenfor, bortset altså fra det med sprayen i svælget. 😉
  9. frisurer efterår 2015: Du er lidt sent ude, og i øvrigt aner jeg intet om det. Man skal være glad, så længe garnet sidder fast i den ene ende!
  10. Besøgelsestid: at kende sin besøgelsestid er lidt det samme som at udvise rettidig omhu.
  11. Houzz: Er en app til tablets og telefoner. Det er sådan lidt indretningspornografi. Smukke billeder af smukke interiører med oplysning om pris, ikke værdi på de forskellige genstande.
  12. operation dobbelthage:Uha. Mon det er en slags efterårsmanøvrer? Nå, alvorlig talt, man kan sikkert godt mod betaling af et større beløb få en plastikkirurg til at fjerne en dobbelthage. Det ville være lidt fiksere, hvis man undlod at få den til at begynde med, men i et land hvor en fjerdedel af befolkningen er sygeligt overvægtige, deres udsendte har/har haft en rem af huden, er det måske nok lidt meget at bede om.
  13. Fortov: Jo, det er så den anordning til fodgængere, der er ved siden af mange gader.
    fortov
    … Skrev hun så og bragte et billede af en cykelsti …
  14. billeder til væggen: Jo, altså, regner du med at finde dem her? Så må jeg skuffe dig. Hvis du ikke har mulighed for at købe et regulært kunstværk eller en plakat med en reproduktion, kan jeg anbefale dig at gå i
    TigerDer sælger de lærreder og akrylmaling og pensler, og så kan du jo lave dit eget guldaldermaleri.
  15. Persienner: Sådan nogle praktiske indretninger, man kan have for sine vinduer for at sikre udsyn og mod indsyn. Skulle det have været indsigt? Sikkert ikke.Persienner
  16. Skrivebord: Et bord, man kan sidde ved, mens man skriver, hvis man er blevet træt af at sidde med sin computer på skødet. Det er sikkert sundt at sætte sig ved et skrivebord noget af tiden, for så får man da i det mindste den motion, der ligger i at gå derhen, plus at man sidder i en noget anden stilling, og variation er jo tit et gode.
  17. totempæl til salg:Det har jeg ikke, nej. Men jeg har et billede af en.
    Totempæl
  18. verdens største dobbelthage:Den er jeg ikke leveringsdygtig i, og jeg tror ikke engang, jeg ville bryde mig om at se den. Men ellers er jeg da meget godt med:
    Dobbelthage
  19. Fiskebåde: Det hedder fiskerbåde. Det er jo fiskere, der fisker. Ikke fisk.
  20. de fire årstider billeder:OK. Det har jeg godt nok bragt mange gange, men skidt med det:
    De 4 årstider
  21. Basismad:Det ved jeg ikke, hvad er. Der er nok stor uenighed om emnet. Nogle mener, at man skal indtage flest kulhydrater, andre at man skal sky disse som pesten. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Men igen i dette tilfælde er variation godt. Og så kan man, når man er fuldvoksen, med fordel leve efter devisen “Lidt, men godt”. De fleste kan sikkert klare sig med væsentlig mindre portioner, end de umiddelbart tror.
  22. sorte katte: Dem har jeg nogle stykker af. Det er ikke dem, jeg selv har valgt. De er nemlig fint stribede, men tre sorte katte lader til at have valgt mig. De er også fine!
    Sort kat
  23. dame frisure: Nå. Snak med din frisør, eller lad garnet gro og køb en elastik. Eller brug en hat! Så skal det forresten i et ord.
  24. nået eller noget:Nu er vi inde på et emne, som jeg finder særdeles interessant. Har du nået, det du skulle, eller er der noget, du skulle se at få gjort, mens tid er? Når folk ikke kan kende forskel på de to ord, er det efter min mening, fordi de læser for lidt. Læsning vil gøre de fleste mennesker bevidst om, hvad der er tale om. De samme mennesker har ofte problemer med for eller får, og det er jo slet ikke ligegyldigt, hvad man skriver.
  25. luksusfælden budget:Det er et godt stykke tid siden, jeg har set programmet. Jeg synes efterhånden, de kære eksperter var meget nedladende og strenge over for de stakkels uøkonomiske deltagere. Deltagerne blev i for høj grad hængt ud og hængt til tørre, og det blev lidt ubehageligt at se på, derfor holdt jeg op.

Se det var de første 25 søgeord, som jeg fandt frem til ved hjælp af Google Analytics. Og ved at gentage ordene her, altså lave en selvreference, har jeg ødelagt den mulige nytte, nogen kunne have af søgeordene. Men nu sælger jeg jo heller ikke noget, så det gør ikke så meget.

4. juni 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: H

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 19:23

Så er vi kommet til H. Uanset, hvad jeg end gør, så kommer de fleste hits fra folk, der har søgt efter gode råd om hår og frisurer her på min blog. Sådan har det været næsten lige siden, jeg startede bloggen, og sådan er det stadigvæk. Se selv:

5    3.23%    frisure 2010 kvinder
5    3.23%    frisurer 2010
5    3.23%    frisure trends 2010
5    3.23%    ord med g
5    3.23%    ord med z
4    2.58%    moderne frisurer 2010 mænd
3    1.94%    ord med j
3    1.94%    ord med Y
2    1.29%    færdig
2    1.29%    midaldrende kvinder frisurer
2    1.29%    ord med f
2    1.29%    frisure ideer kort hår
2    1.29%    citat om 40 fed færdig
2    1.29%    bøger om stil og påklædning
2    1.29%    kort dame frisure
2    1.29%    frisurer 2009 kort hår
2    1.29%    moderne frisure mænd 2010
2    1.29%    ting der starter med x
2    1.29%    frisurer grå hår
2    1.29%    frisurer ældre kvinder
2    1.29%    frisurer til modne kvinder
2    1.29%    blive grøn af misundelse
2    1.29%    ord med n
2    1.29%    trend frisurer 2010
2    1.29%    moderne frisurer 2010
2    1.29%    frisurer mænd langt hår

Så i mit indlæg om H, skal det simpelthen handle om hår. Ikke fordi jeg har noget særligt nyt at berette om emnet. Man vil dog kunne se, at ABC’en er ved at snige sig ind på hårpragten i min statistik. Hvem ved, hvis jeg fortsætter med at køre ABC, til jeg dør og aldrig laver flere indlæg, hvor jeg nævner hår eller frisurer, så kan det være, at jeg kan komme fænomenet til livs efterhånden.

Genbrugsbillede af hår

Hvis du kunne tænke dig at se, hvad andre har fundet på til h, kan du besøge ABC-bloggen.

25. februar 2010

Indlæg om hår!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:53

Jeg har før underholdt med, hvordan mange af de besøgende, der gelejdes her hen af Google og andre søgemaskiner, kommer her via nogle hår-relaterede søgeord. Det er åbenbart lige meget, hvor mange indlæg, jeg laver om sne, katte, ABC eller hvad som helst, så er det stadig mine indlæg om hår, der kendetegner sitet. Se selv:

  • moderne frisurer
  • moderne frisurer 2010
  • frisurer 2010
  • fyrre fed og færdig
  • 40 fed og færdig
  • ord med j
  • ord med o
  • moderne frisure
  • frisurer modne kvinder
  • skøre reklamer
  • frisurer mænd
  • korte frisurer 2010

På engelsk siger man, “If you can’t beat them, join them!”, og det er så det, jeg gør nu. Jeg har nemlig været hos frisør. Det var to år siden sidst, så garnet var blevet både langt og slidt.

Der er lige åbnet en ny salon her i kvarteret, så jeg besluttede mig til at prøve den frem for at forsøge at forcere snemasserne og komme ind til centrum. Hun havde også åbningstilbud. Jeg er godt tilfreds med klipningen, og prisen var bestemt ikke afskrækkende, så den salon vil jeg nok bruge igen.

De, der kender mig, vil måske nok spørge, hvad der er sket med de grå hår. De er der stadig, de kan bare ikke særlig godt ses på billedet. De fleste af dem sidder lige over ørerne af en eller anden mærkelig grund. Jeg er ikke blevet klippet rødhåret med en træsaks og har heller ingen umiddelbare planer om det. Hvad, man kan få af idéer en gang i fremtiden, er ikke let at vide!

Ældre indlæg »