Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. januar 2017

Ombestemte mig, midlertidigt

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:42

I flere uger har jeg jo forsøgt at filtrere Trump ud af de nyheder, jeg beskæftiger mig med. Jeg kan rent ud sagt få det fysisk dårligt bare ved at se et billede af ham. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde et filter til FaceBook, der udelukker ham. Jeg kigger ikke så meget på Twitter, at det gør noget og er egentlig temmelig dårlig til at navigere der. Men på Twitter skal man i det mindste vælge de personer til, som man vil læse.

Den logiske konsekvens af ovenstående ville selvfølgelig være, at jeg holdt mig langt væk fra medier i dag. Men sådan kom det ikke til at gå. Jeg så faktisk det meste af det ud fra en betragtning om, at hvis Hillary Clinton og Obamaerne kan holde til at deltage i det cirkus, så kan jeg vel også holde til at se det i flimmerkassen. Der var så heller ikke ret mange alternativer, hvis jeg ville se TV. Da jeg må nøjes med DR (næsten), var der “inauguration” over hele linjen. Desuden er det nok alligevel bedre at holde øje med ham, uanset hvor meget kvalme, det måtte give anledning til, end at forsøge at gemme sig. Det er næsten de samme argumenter, jeg som regel går med til slut, når det gælder sygdom. Det er bedre at vide besked, selv om den besked er noget skidt.

En af tilskuerne til cirkusset skal have sagt, at man ikke skal høre efter, hvad Trump siger, men føle, hvad han mener. Farlig strategi. Jeg må sige, at jeg følte mig hensat til mellemkrigstiden, som jeg naturligvis ikke har oplevet, under hans tale. Et isoleret og egoistisk Amerika er, hvad han ønsker sig. Beskæftigelsesarbejder for milliarder. En vis tysker fik også bygget en del veje, samtidig med, at han byggede lejre til dem, der skulle sorteres fra. Der var også ekkoer fra Peron og Evita Peron. Der manglede næsten bare, at han kaldte sine vælgere “descamisados” – skjorteløse og fik den enigmatiske Melania til at uddele skjorter på stedet.

Det ligger mig fjernt at ønske død over nogen, men jeg synes faktisk ikke, man kan fortænkes i at ønske, at hans alder og helbred indhenter ham, inden han får smadret verden helt. Det er yderst tankevækkende, for ikke at sige urovækkende, at al omtale af klimaforandringer allerede er fjernet fra det Hvide Hus’ hjemmeside. At begynde at svine miljøet for fuldt tryk uden tanke for konsekvenserne er den lidt langsommere form for at smadre verden. Den noget hurtigere ligger i de koder, han allerede har fået betroet, der gør det muligt for ham at bruge atombomber nærmest hvorsomhelst i hele verden.

Dette blev et sort indlæg. Jeg, og mange andre i og uden for USA er bange. Med god grund. Be afraid, be very afraid. Det er meget svært at se en redningsplanke nogen steder i denne situation.

Humøret i dag er sort. I morgen vil jeg nok begynde at filtrere USA og Trump ud af mine feeds igen og prøve at fokusere på noget i nærheden, noget jeg kan finde lidt glæde og tryghed ved.

18. september 2016

På den anden side af “drøwten”

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:07

Drøwten var et fælles engdrag (etymologisk gæt: =”driften”; “kvægdriften”), som lå syd for det husmandssted, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Vi gik derned for at plukke engblommer om sommeren, og hele året kunne vi bruge “drøwten” til at lege på eller som en slags genvej hen til skolen. Jeg tror såmænd ikke, det var kortere vej, men afveksling er godt, også når man er barn.

På den anden side af “drøwten” boede der en mand, vi kan kalde ham “Olsen”. Det hed han ikke, han havde et navn, der nemt ville kunne genkendes, og han har muligvis familie, der ikke ville bryde sig om, at jeg skriver, som jeg gør.

Vi var alle sammen bange for Olsen. Mellem os børn gik der sladder om, hvad han ville gøre ved os, hvis han fangede os. Min far havde en konflikt med ham en gang. Jeg tror, det var en hegnstvist eller noget med en grøft, som de hver i sær ikke ville påtage sig ansvaret for at dræne. De råbte vist lidt af hinanden hen over den grøft.

Olsen boede alene, og hans hus så meget forfaldent ud. Det vi kunne se af det. Det lå temmelig langt fra “Drøwten”, og vi skulle ikke have noget af at nærme os huset. Vi var jo ret sikre på at komme til skade, hvis vi gjorde det. Vi havde ikke noget at have det i. Der var ingen rapporter om, at han rent faktisk havde gjort nogle børn noget.

Olsen var med andre ord ikke særlig populær, og ingen havde noget med ham at gøre. Ingen jeg kendte, i hvert fald.

Olsen var sikkert lige glad. Det håber jeg i hvert fald.

Han havde under alle omstændigheder, og helt uden at gøre noget for det, sat sig i respekt hos alle egnens unger.