Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

2. december 2016

Diskrimination? – NEJDAK!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:11

Disclaimer: Der er ikke et seriøst ord i hele indlægget! Med stats- og bankgaranti!
Det skal vi ikke have noget af, diskrimination, altså. Mere specifikt, kønsdiskrimination inden for troldeverdenen. De trolde, jeg har malet hidtil, har vist været af hankøn. Derfor iler jeg med at bringe en hunkønstrold, måske efter kendt forbillede, måske ikke:
Dametrold I
“Jamen, hvad nu, hun er da ikke sådan en lille prop som de andre”, vil nogen måske indvende. Næh, men ligefrem tynd er hun da heller ikke? Nå, men ok, hendes dimensioner er måske meget henad, hvad mennesker kunne være, og det er måske lidt diskrimination, hvis hun skal have lov til at være af menneskehøjde, når de mandlige trolde ikke er.

Frem med farvekridt. Male, male, male …
Frem med farvekridt. Male, male, male koncentreret i flere timer. Skanne. Rette farver i billedprogram. Rette detaljer til. Snyde, snyde, snyde og, wupti, her kommer en med forkortede proportioner, men så vil jeg altså heller ikke høre mere vrøvl.

NB: Hvis nogen skulle komme for skade at tro, at der er tale om selvportrætter, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke har nogen ternet t-shirt. Men måske ville jeg gerne have en? Narj, men hellere det, end en med tekst på. Det gider jeg godt nok ikke.

Nå, men til værket:
Tyk trold

Dagens ur er et billigt, kinesisk et. Ure, der ser ud på denne måde, er som regel efterligninger af Rolex submariner eller Deep Sea Dweller eller måske Gmt. Den slags efterligninger fås i alle prisklasser til glæde for alle os fattigrøve, der absolut ikke har råd til Rolex. Jeg tror for resten ikke, jeg ville købe et Rolex, om jeg så vandt en million i Lotto. De er simpelthen for dyre! Der er sikkert tale om udmærket kvalitet, men over en vis pris det være navnet, man betaler for, og det gider jeg ikke! Dagens Soki er ikke udpræget god kvalitet, men det fungerer da på 4.-5. år, og går rimeligt nøjagtigt. Det er et automatikur, og det har kostet mindre end 100 kr. Der, hvor man konstaterer, at kvaliteten ikke er helt i top, er fx at lynetteindsatsen, det er den blå og røde del af uret, ikke var klistret ordentligt fast, da jeg fik uret. Men lim er billigt, så det har jeg fixet. Det er også ret svært at stille uret mht. dato. Der bør være et hak, hvor man kan køre datoen hurtigt frem uden at skulle have viserne med hele vejen rundt. Det hak er der også, det er bare urimeligt svært at finde. Alt i alt gør det, at dette ur ikke er et, jeg går med særlig tit. Også fordi det er 40 mm i diameter, og da jeg har gået så meget med vintage ure, der typisk er 36-38 mm, føles 40 mm lidt for stort lige pludselig.

Ekstra info: Sådan en blå-rød lynetteindsats gør, at uret kaldes “Pepsi” i folkemunde. Jeg har derfor sat det på en Pepsi-farvet natorem.
021216
Apropos dagens pjattede indlæg, så har jeg set et slogan, jeg med glæde tager til mig. Det var noget i retning af: “Jeg ser ikke mig selv som en ældre dame, men som en antik teenager”. Sådan har jeg det, måske ikke hver dag, men en pænt stor del af tiden.

24. november 2016

Undslupne pixels

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:19

Stoffer
Stoffer, min bedste kat, har naturligvis også måttet stå model til et fedtfarvemaleri. Imidlertid blev det noget pullerværk, for han er cremefarvet over i det letteste pastelorange, og sådan nogle svage nuancer er slet ikke repræsenteret i den pakke farver, som i øvrigt er ved at være slut nu. Den gule er der ikke mere af, og uden den er det ret svært at blande andre farver. Nå, men dette lettere mislykkede maleri undslap og manden animerede det. Nu må den stakkels Stoffer rende rundt efter sin egen hale til tid og evighed.

Det minder mig slet ikke om noget, det der med at rende rundt efter sin egen hale. Efter at jeg er holdt op med at få månedsløn er der meget lidt af den aktivitet. Heldigvis.

Dagens ur er et vintage Citizen. Et sted i Indien har man lavet en mini-industri ud af at male skiverne op, reparere urværkerne (nogen siger med en forhammer), muligvis smække hele baduljen i en ny urkasse og sælge værket på ebay for mindre end halvandet hundrede kroner. Inklusive porto! Man advares fra mange steder mod at købe disse, men jeg må sige, at de blev lavet til at holde og de fungerer udmærket. Ingen klager herfra!
241116

20. november 2016

Lidt af en bølle!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:33

Bimse a.k.a. Punktum
Jeg må sige, at de hersens fedtfarver fra Tiger er af den slags, der ville have givet anledning til frustration, hvis man havde fået dem, da man var barn. Efter 4 tegninger er den gule farve ved at være forsvundet! Snyd! Bortset fra det, havde man slet ikke sådan nogle farver den gang. De virker på samme måde som en læbestift, dvs. man skal dreje dem ud af et hylster. De er også ca. lige så bløde, hvilket gør at de er udrøje, som beskrevet. Til gengæld er der godt med pigment i. Jeg har i de senere år oplevet billigt oliekridt, hvor der var alt for lidt pigment. Uanset hvor meget de stakkels unger lagde kræfterne i, blev deres produkter utroligt fesne.

Nå, men ovenstående maleri skal forestille Punktum, eller Bimse, som jeg kalder ham, når ingen hører det. Han er den yngste og samtidig den største af kattene. At han er blevet så stor og så tung er gået helt hen over hovedet på ham. Han tror stadig, han er sådan et lille fnug, der bare skøjter hen over verden. Han vejer nu 8 kg og har en kort, utroligt kraftig hale, som han er meget dygtig til at vælte ting med. Somme tider vågner man til et vældigt rabalder midt om natten, og så kan man godt være sikker på, at det er Punktum, der ikke har kunnet manøvrere sit korpus forbi en eller anden forhindring. Så sidder han typisk og fløjter, mens han kigger den anden vej. Helt klart skyldig! Andre gange vågner jeg og tror, det er det hersens KOL, som jeg i virkeligheden ikke havde, der har meldt sin ankomst igen. Så er det gerne fordi Punktum synes, han skal have en lur på min brystkasse. Så vågner man og kan kigge lige ind i de her øjne:
Ikke KOL men Bimse
Han er ellers en meget venlig kat og gode venner med det meste af resten af flokken. Ja, lige undtagen Olga. Hun er til gengæld ikke venner med nogen. Stoffer kan godt finde på at give ham et dask med poten en gang imellem. Typisk, når Punktum kommer møvende og bare i kraft af sin størrelse kræver, at man flytter sig. Punktum bærer ikke nag, han er stadig bevidst om, at han er nederst i hierarkiet.

Dagens ur er stadig en russer. Denne gang et Победа, som kaldes et “fattigmandsskeletur” p.gr. af illustrationen på skiven.
Fattigmandsskeletur

Ældre indlæg »