Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. december 2012

Sans for kvalitet!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 20:20

Da jeg var på sygehus for nogen tid siden, havde jeg medbragt en ny badekåbe, som jeg ikke havde prøvet, og som viste sig at være for lille. 🙁 Den situation ville jeg ikke sættes i igen, så jeg bestilte pronto en ny badekåbe på nettet. Det er så over en måned siden, og hvorfor nogle af disse netsites skal have så lang leveringstid fatter jeg egentlig ikke. Det er, som om de skal have sendt bud til en fabrik i Kina og sende bestilling dertil først. Nå, men i dag ankom den så. Og jeg må nok sige, at jeg synes den er lækker. 100 % bomuld, lækker grå farve og så stor, så jeg kan være i den to gange. Lige, hvad jeg havde ønsket mig. Da jeg var færdig med at prøve, lagde jeg den hen over en stol, og så viste det sig, at der var andre, der også satte pris på nyanskaffelsen:
Badekåbe
Punktum (von Prut) har åbenbart også sans for kvali! Han borede hovedet ind i badekåben, først fra den ene side, så fra den anden, og så rullede han rundt, lige indtil han havde en tilpas mængde badekåbe, både over og under sig! Med tanke på hans personlighed (duft), så kan det godt være, at jeg skal vaske morgenkåbe meget snart og så prøve at huske at hænge den op herefterdags. Han ser meget lækker og hygiejnisk ud, den lille smældfede laban, men lugten er stadig den samme, desværre. Men det kan da være, at han siger det samme om os. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg taler ikke kat.

30. august 2010

Kan den byttes?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:56

I nogen tid har jeg gået og spekuleret over det der med at blive ældre. Sidst blev tankerne provokeret af et indlæg ovre hos Anne.

Anne giver i sit indlæg udtryk for et håb eller en forventning om, at det ligesom skulle blive nemmere, når man bliver ældre. At man ville skrue ned for kravene og få “hyggelig” som vigtigste datingkriterie.

Her er det så, jeg kommer på banen og kan fortælle, at det at blive ældre slet ikke er, som jeg havde forventet, at det ville være, da jeg var yngre. Jeg havde dengang et billede af, hvordan gamle mennesker var og hvilke interesser, der stort set driver sådan nogle væsener (sutsko, cardigan, varme i radiatoren, småkager). Det er nok meget almindeligt, at unge mennesker har det på den måde.

Det, der er anderledes end forventet, er, at man i al væsentlig essens er og forbliver den samme. Nuvel (et gammelt ord, ellers ville jeg nok have skrevet OK), der er sket nogle ændringer, især i betrækket, selvfølgelig. Hvilket i øvrigt ville betyde, at man kunne tilbringe uendeligt mange forgæves timer med at komme til at se smart eller lækker ud, hvis man nu altså skulle på date. Det skal man så heldigvis ikke!

Mellem ørerne er der også sket nogle mindre forandringer. Den vigtigste og mest positive af dem er, at man i stadigt stigende grad bliver ligeglad med, hvad tilfældige mennesker måtte mene om ens gøren og laden. Af mindre positive ændringer kunne jeg godt nævne et par stykker, men jeg vil ikke give fjenden ammunition i hænderne, så det!
Stub
Så er det, at jeg spørger: Siden den der alderdom ikke lader til at blive som forventet, kan den så byttes?