Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. august 2016

Dagens ur

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 10:32

Jeg kom vist over en periode med blogtørke ved at lave indlæg med billeder af dagens ur. Det er ikke, fordi jeg vil gentage succesen, men en gang imellem kan det vel ikke skade:
200816
Ja, jeg samler stadig på ure. Jeg køber næsten ikke ure mere. Min mand vil påstå, at det er løgn, men nu skrev jeg også “næsten ikke”. Dette er dog en gammel anskaffelse. Derimod køber jeg nye remme til nogle af mine ure. Jeg øver mig også i at blive bedre til at skifte disse, så de ikke ødelægges i processen. Tænk, det kan faktisk lade sig gøre.

Enhver samling må, om ikke have en kurator, så dog kurateres(hedder det mon sådan?). Jeg har luget et kilo eller mere ud i min samling. Det kan blive for billigt og væmmeligt, også for mig. Jeg har måske været en anelse længe om at forstå, at for 100 kr. kan man måske nok få et ur, men det er ikke sikkert, det er et, man vil gå med. Men jeg må sige, at pris og kvalitet ikke er helt sammenfaldende. Nogle af de dyrere ure har vist sig at være mandagsprodukter. Når man har købt dem på det grå marked, er der ikke nogen garanti. Hvis uret er dødt ved ankomsten, kan man som regel få handelen ophævet ved PayPals mellemkomst. Men hvis det af går ved døden et års tid senere, er der ikke noget at gøre. Andet end at ærgre sig.

Jeg er stadig medlem ovre hos Watchuseek, Affordables Sub Forum, hvor jeg jævnligt deltager i WRUW(What are you wearing)-tråden, som der er en ny af hver eneste dag, og det må indrømmes, at det til tider stimulerer min købelyst, men ikke ret meget. Igen ville manden nok sige, det er løgn. Men han er bare misundelig, fordi jeg har gode og sunde interesser!

Nå, vi skal jo have noget at gå og tværes om, og det meste foregår da også med et glimt i øjet. Ellers ville jeg også have en skarp mening om det!

1. december 2009

países – frutas y verduras – supermercados??

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 20:55

Somme tider tænker jeg på, at det er mærkeligt, hvordan jeg – og sikkert andre – opfatter nogle sprog som smukkere end andre. Jeg har f.eks. altid syntes, at fransk lyder meget smukt, også når man langt fra forstår det hele. Det er nemlig det, der er tilfældet for mit vedkommende. Jeg blev nysproglig student fra et 2-årigt aftenkursus, hvor vi havde fransk som 4. sprog. Der skulle afleveres en skrækkelig masse danske, engelske og tyske stile, mindes jeg. Det samme var ikke tilfældet for fransk, hvor vi alle var begyndere. Og faget blev sjoflet noget, fordi der ikke var nogle krav til skriftlighed.

Jeg er også ret vild med italiensk, selv om jeg ikke kan fordrage Berlusconi. Jeg har aldrig gjort seriøse forsøg på at lære det, men jeg har læst latin i flere år, så hvis de bare ikke taler alt for hurtigt, så kan jeg somme tider komme med et rimeligt kvalificeret gæt på, hvad de snakker om. Også fordi sproget jo ikke er uden lighed med fransk, som jeg forstår lidt af (hest hedder cheval og sådan er det hele vejen igennem), og fordi jeg faktisk har gjort et seriøst, omend kortvarigt forsøg på at lære spansk, som igen har visse ligheder med både fransk og italiensk.

Mit forsøg på at lære spansk foregik på et tidspunkt i min grønne ungdom, hvor jeg var arbejdsløs. Jeg tog så spanskundervisning på HF i dagtimerne, og det gik sådan set vældig godt, men så skete der det uundgåelige, at jeg fik arbejde. I dagtimerne, og så var det hele ødelagt!!! 😆 Jeg forsøgte senere at gå i aftenskole i stedet, men på det tidspunkt foregik der så mange andre ting i mit liv, at jeg ikke kunne opretholde det seriøse forsøg. Men lidt af det husker man da.

Folk, der følger lidt med her, ved at jeg godt kan lide at læse statistik til mine websider. Det interesserer mig at vide, hvordan folk finder frem til mine “vamlede særker”, hvad de har søgt osv. For ca. 3 år siden begik jeg en side til brug for analfabeter, der skal lære dansk og læsning og skrivning på en gang. Noget af en opgave, skulle jeg hilse og sige. Det kunne man godt tage og have noget respekt for! Nå men jeg lavede denne side, som jeg kaldte danskeord.dk, fordi det er det, det er.
danske ord

Hvis man nu er så uforsigtig at lægge et program ud på www, så er der imidlertid overhovedet ingen garanti for, at det bliver brugt til det, det er beregnet til, eller af dem, det er tiltænkt. Jeg har i min statistik fundet tilbage til et forum, hvor spansktalende, der enten er kommet til Danmark, eller påtænker at gøre det, udveksler information om “fund”, de har gjort. Der var det, jeg fandt denne sætning, som jeg faktisk synes er flot “Juegos con vocabulario (países – frutas y verduras – supermercados??) y sonido

På dansk må det blive noget i retning af “Spil med ordforråd (lande – frugt og grønt – supermarkeder???) og lyd“. Det lyder da ikke nær så smukt eller melodisk, vel? 🙂

Når jeg vinder den store gevinst i Lotto, vil jeg ganske givet bruge nogle af pengene på at rejse og tage undervisning i nogle af de sprog, som jeg synes lyder smukt, og som jeg har en lille smule begreb om. Jeg omgiver mig jo til daglig med folk, der taler en hel kakofoni af alle verdens sprog, men mine ambitioner rækker altså ikke til at forsøge at lære et sprog, hvor jeg er analfabet eller på anden vis skal starte helt forfra. Jeg har været vidne til, hvilken kraftanstrengelse, det kræver, og på den måde har jeg fået respekt for et sådant foretagende.