Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. november 2016

Så’ det mig, Andre-e-e-a!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:50

Fjerkræ
Eller det er det jo nok ikke. Men jeg kan da ikke blive ved med bare at tegne katte, skønt der nok er en kattetegning eller to i systemet stadigvæk. Men her blev det altså til en papegøjelignende fantasifugl-ting.

Hvis man nu kunne overvinde sin kvalme, kunne man jo give sig til at tegne karrikaturer. Der er nok kandidater til at blive gjort nar af i tiden. Ligefrem taknemmelige kandidater, som fx skaldede diktatorer med orange høstakke på issen. Men selv ikke Metoclopramid™ i industriel styrke, hvis man da kan få det, ville være nok til at holde brækfornemmelserne i skak. Og dog. Det var måske en ide.

Ellers foregår der ikke noget særligt her på matriklen. Hverken spændende eller det modsatte. Det er vist på vej til at blive vinter igen. Jeg går og skæver lidt til mit vatterede arbejdstøj. Godt nok får det mig til at ligne trailer trash, har jeg ladet mig fortælle, men det må jo blive et problem for de personer, der evt. får øje på mig, før det bliver et problem for mig selv. Desuden tror jeg, at vedkommende kan have misforstået termen, da der ikke kan siges at være nogen som helst seksuelle undertoner til vatteret arbejdstøj. Ellers så har jeg da virkelig misforstået en hel masse, hvilket selvfølgelig er inden for mulighedernes grænse, men alligevel …

Ur har jeg da også på i dag, som alle andre dage. Denne gang igen et gammelt russisk ur, som har fået en julefestlig rød rem. Det var så de juleforberedelser overstået. Det var der ingen ben i overhovedet. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor folk vånder sig sådan. De kan jo bare tage og justere lidt på ambitionsniveauet. Med mindre de da har fået sådan et (ambitionsniveau) i one-size, i hvilket fald de virkelig er at beklage.
191116b

24. december 2012

Glædelig 24. december

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 15:32

Selv om jeg hedder Ebenezer Scrooge til mellemnavn, vil jeg da ikke undlade at ønske glædelig fest til de af mine hypotetiske læsere, der måtte ønske det!
Julebillede

23. december 2012

Himmelbetændt øwerkåst rajfog

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 17:51

Overskriften er et forsøg på at transkribere vendelbomåls udtryk for det vejr, vi har lige nu. Snestorm, hvor himmel og jord står i et, og hvor man ikke bør bevæge sig udendørs uden at have et reb at holde i. Der er ikke ret meget godt at sige om den slags vejr, synes jeg. Vi er i den heldige situation, at vi ikke behøver bevæge os udenfor, jo på et tidspunkt skal fortovet jo ryddes, men så længe, det ser ud, som det gør nu, ville det være komplet spild af tid og kræfter.

Man kan jo godt være bekymret for de mennesker, der er på vej andre steder hen for at fejre jul. Det ville ikke være rart at tilbringe natten i en grøft. Jeg håber, at alle der skal ud i bil, husker at medbringe opladede mobiltelefoner, tæpper, varme drikke i termokander osv.

Men hvis det her fortsætter, så får vi da vist hvid j.u.l., hvilket åbenbart er meget vigtigt for nogle.

Jeg har ikke nogle billeder af snevejret i dag, men her forleden måtte vi give politisk asyl til ham her:
Klimaflygtning
Eller det er vel snarere klimaflygtning, han er. Vi aner ikke, hvor han hører til, men det må være/ have været et sted her i nærheden. Vi har lagt mærke til ham gennem flere år, sådan fra tid til anden, men her sidst i november flyttede han ind i en papkasse under havebordet på vores terrasse. Det var på den måde, vi fandt ud af, at han også var der midt om natten og i det hele taget hele tiden. Så slap vi ham altså ind. Han bliver lukket ud en gang om dagen, men har altid særdeles travlt med at komme ind igen. Han forspilder altså sine chancer for at finde sit oprindelige hjem, hvis han ellers har et. Så på den måde blev vi en mere her i huset. Dyrlægen siger, at han er gammel, men tør ikke gætte på hvor gammel, han er kastreret og øremærket, men det er så længe siden, at øremærkerne er ulæselige. Man skulle måske overveje at få hele besætningen chippet? Jeg havde egentlig troet, at det var længe fint med øretatoveringer, men man kan jo altid blive klogere. Ellers mener dyrlægen, at katten er rask nok, og nu er han så også blevet vaccineret, har fået loppekur osv. Jeg tror, jeg må oprette en speciel konto til den slags. Det er ikke gratis, skulle jeg hilse og sige.

Jeg er begyndt at samle lidt på definitioner af det at blive gammel: En definition siger, at man er ved at blive gammel, hvis man falder, når man tager bukser på. En anden, at man er ved at blive gammel, hvis man har lidt for mange katte. Det med de firbenede bliver så lidt en skønssag, og selv om jeg nok synes, vi har lidt rigeligt med katte nu, så vil jeg ikke udpege den/dem, der ikke skal være her længere, så det!

Ældre indlæg »