Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. december 2016

Kulørt litteratur?

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:05

Det skal ikke svinge sig op til en egentlig anmeldelse, men …

Jeg har tidligere rost Anne B. Ragdes “Berlinerpoppel-trilogi”. Det handler om en dybt dysfunktionel norsk familie. Eller, man skulle måske sige, en familie med lidt flere hemmeligheder end godt er. Det er en hurtigt læst bog, eller 3 bøger, alt efter hvilken version, man har fået fat i.

Da jeg hørte, at der ville komme et fjerde bind, besluttede jeg straks, at det skulle jeg da investere i. Om ikke andet, så var jeg nødt til at høre, hvordan det gik med alle disse personer. Efter at være blevet færdig med dette fjerde bind, “Altid tilgivelse”, må jeg konstatere, at der er sket det samme, som der sker med succesfulde tv-serier. Man malker succesen og beslutter, om man skal skrive videre på historien, baseret på seer- eller salgstal. Det gør sjældent noget godt ved de litterære værdier. Det forlyder allerede nu, at der også kommer et femte bind, foreløbig udråbt til at være det absolut sidste, men lur mig, om ikke der vil være tilstrækkeligt med løse ender i også det femte bind (som jeg nok også bliver nødt til at læse), til at der kan blive et sjette, hvis ellers salgstallene tilsiger det.

Jeg har i samme hug investeret i nogle andre af forfatterens bøger, og indtil videre smager disse også af, at forfatteren absolut er levebrødsforfatter snarere end en kunstner, der er drevet af den hellige ild.
Ragde
Personligt har jeg jo haft en “læsekrise”, hvor jeg har haft svært ved at koncentrere mig nok om læsningen til at kunne klare mere end nogle få sider ad gangen, og det er jeg åbenbart ovre nu. Det kan jeg sandsynligvis takke Ragdes noget letbenede værker for, og det er da ikke så dårligt. Rimeligt godt underholdt undervejs har jeg også været, om end der er tale om nogle tomme kalorier.

Men hvad, man æder jo også somme tider konfekt. Eller Matadormix.

Forhåbentlig kan jeg vende tilbage til noget litteratur, jeg finder mere tilfredsstillende, når jeg er kommet igennem disse. Fx nogle gode kriminalromaner. Ja, nu er Ruth Rendell/Barbara Vine desværre død, men måske er der en værdig arvtager et eller andet sted?

Kulørt er også dagens ur:
191216
Det er et af de med en forhammer reparerede Citizen automatikure, jeg har købt fra en sælger i Indien. Det virker fint, når man lige ser bort fra, at det hjul, hvor dagenes navne står, har sit eget liv og ikke lader sig tæmme. Men af et ur, der er 30-40 år gammelt, er det slet ikke så galt. Jeg kan godt lide det sammen med den kontrastfarvede rem. Det er meget kulørt, men det går fint, når man langt fra er nødt til at gå med det samme hver dag.

18. november 2016

Mis Olga

Mis Olga
Da jeg stadig ikke er kommet længere med at genoptage min kunstnerhobby end at finde en pakke mærkelige fedtfarver oppe fra Tiger, iler jeg med at bringe dette billede af Olga. Dvs. det ligner hende ikke som sådan. Det er mere essensen af Olga, man ser her. Hun er nemlig rigtig god til at slappe af, hvilket, jeg håber, fremgår af billedet.

Det er ikke til at få hendes rigtige farver frem med de syv-otte fedtfarver, der er til rådighed. Hun er mest grå og der er simpelthen ikke nogen grå farve i pakken. Den måde, man så normalt ville få en tertiær farve frem, er ved at blande alle de andre farver. Det har jeg prøvet her, men resultatet bliver nærmest sort.

Jeg har altså både akvarelfarver og acrylmaling, sågar ordentligt oliekridt et eller andet sted, hvis jeg bare vidste hvor. Indtil jeg finder frem til nogle af disse forsyninger, må jeg nøjes med disse fedtfarver. Hvis man nu ville, så kunne man kalde det et benspænd, altså en kreativ udfordring, snarere end et resultat af, at alt roder som sædvanlig. Rodet i sig selv er et benspænd af dimensioner.

Jeg har lige fundet ud af, at der findes en bog der hedder noget i retning “The Life Changing Magic of Tidying Up”. Den vil jeg ønske mig til jul. Rent bortset fra, at jeg ikke får nogen julegaver og altså ville være nødt til selv at købe den, så er jeg stadig i sådan en periode, hvor jeg ikke rigtig har noget ud af at læse. Jeg udfordrer den tilstand nærmest dagligt, for jeg ville virkelig gerne tilbage til læseglæden. Ja, ja. Det kommer vel en gang.
Raketa på lilla rem

10. september 2016

Bøger

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:00

Jeg er kommet lidt ud af min ellers livslange vane med at læse bøger. Før har jeg beskyldt min sygdomsperiode for at være skyld i det, og det er også rigtigt, at jeg havde en periode, hvor jeg faktisk ikke rigtig var i stand til at koncentrere mig om det læste. Samtidig blev jeg præsenteret for en dårlig vane på hospitalet: Enestue, tv på værelset, og dermed letfordøjelig underholdning døgnet rundt, som jeg da bestemt var glad for, det er ikke det. Men nu har jeg indrettet mig på lignende vis herhjemme, og så er det altså, at bøgerne kommer til at stå bagest i køen, når jeg vælger tidsfordriv. Jeg kan godt se tv og surfe på nettet på min iPad samtidig, men jeg kan ikke læse og se tv på en gang. Det bliver bare til for meget multitasking.

Nå, men jeg skal da selvfølgelig nok få slukket for det fjernsyn og begyndt på mine læsevaner igen. I den forbindelse har jeg lavet en lille liste over forfattere, jeg bestemt ikke skal læse:

  • Ayn Rand
  • Hitler
  • Karina Pedersen

I uprioriteret rækkefølge.

Jeg har masser af bøger herhjemme, som jeg ikke har læst, og dem kommer jeg til at tage fat på, men foreløbig har jeg lagt “Berlinertrilogien” af Anne B. Ragde frem. Den har jeg ganske vist læst en gang, men den skal repeteres, for der kommer et fjerde bind her i efteråret, og det skal jeg bestemt have investeret i.

Ældre indlæg »