Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. februar 2013

WE

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:59

Som læsere, der har fulgt med længe, vil vide, har jeg længe haft gang i et læseprojekt, der tog udgangspunkt i en biografi af Eva Braun, Hitlers kone. Da jeg læste biografien, fandt jeg ud af, at Hitler havde haft en “fan” fra den engelske overklasse, Unity Mitford, og jeg besluttede mig til at udforske emnet nærmere. Jeg fik slæbt i nærheden af 100 bøger til huse, der dels handlede om Mitfordfamilien, dels er skrevet af Mitfordfamiliens medlemmer. Uundgåeligt kom jeg også til at interessere mig utroligt meget for mellemkrigsårene 1918-1939, de markante skikkelser i denne periode, begivenheder, politiske strømninger osv. Min påstand er, at historien er i gang med at gentage sig selv, magthaverne har ikke lært af historien, eller de har ikke uddraget den rette lære. Jeg har lavet et website om projektet, Mitford.dk. Jeg har holdt en længere pause, både med læsningen af de bøger, der hører til emnet, og med afrapportering af dem. Man kan godt komme til at trænge til at læse noget andet, og ikke køre i den samme skure hele tiden, lige som jeg også har haft andet at tænke på i godt et års tid.
Mitford.dk
I forbindelse med den interesse, er det dog ikke gået min næse forbi, at selveste Madonna har begået en film “om” Wallis Simpson og Edward VIII, eller “The Duke and Duchess of Windsor”, som de jo blev til. Nu har jeg det ikke godt med biografer generelt, de spiller simpelthen alt for højt, så jeg har ventet på en mulighed for at købe den – billigt – på DVD. Den mulighed fik jeg øje på i sidste uge, da Amazon havde tilbud på en række DVD’er, 5£ pr. stk. (Jeg købte også “Iron Lady” og “J.Edgar”). I dag har jeg så set W.E., og her kommer anmeldelsen:

  • Der er ikke tale om en dokumentarfilm, ikke en gang en “docu-soap”
  • Man vil nok bedre kunne tolerere Madonnas noget løse omgang med de historiske kendsgerninger, hvis man ikke kender dem. På den måde er filmen perfekt til tiden
  • Filmen er bygget op som en kinesisk æske eller en russisk dukke. Dvs. lag på lag
  • Filmens klip mellem nutid og flashbacks til Edward og Wallis er noget umotiverede til tider. Man skal med andre ord nok helst kende historien alligevel, for at følge med
  • Ellers er der tale om en ret banal kærlighedshistorie, der nok ikke kan leve op til de forventninger, reklamerne byggede op

Hvis man har halvanden time, hvor man ikke har mere nyttige ting for, er den såmænd god nok underholdning. Man kan strikke til!

29. december 2012

De forsømte bøger

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:50

Noget af det, jeg helst bruger tid på, er at læse. I mange år var jeg medlem af den engelske bogklub, Piccadilly, men jeg meldte mig ud et stykke tid efter, at den var blevet overtaget af Gyldendal. Det var noget med, at jeg tit glemte at afbestille bøger, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke gad at læse. Desuden gik klubbens bogpakker fra at være på 3 bøger til at være på kun 2. Det er muligt, at jeg tager fejl, men jeg syntes, at prisen forblev den samme, mere eller mindre. I mellemtiden havde jeg også fundet ud af at købe brugte bøger til næsten ingen penge gennem Amazon.co.uk.
Bøger
Jeg har også en gevaldig stak bøger, jeg ikke har læst endnu, så der er ikke på den måde grund til at øge samlingen hver eller hveranden måned.

I år har jeg ikke læst så meget, som jeg plejer. Da jeg lå på sygehuset, læste jeg næsten ikke. Hvorfor det? Tjah, noget af den medicin, jeg fik, havde en negativ indvirkning på mit syn, men – jeg er næsten sikker på, at den vigtigste grund var, at jeg havde tv på stuen. Jeg skal da lige love for, at jeg fik set noget fjernsyn i løbet af de 4-5 uger.

Billedet ovenfor repræsenterer ikke alle de bøger, jeg læste i 2012, jeg skulle jo have dem til at passe i en firkant, ikke sandt? 🙂

8. april 2010

Hvorfor blogger du egentlig?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 9:24

Spørgsmålet kommer op i forbindelse med, at jeg har læst Julia Lahmes e-bog, “Kloge kvinders guide til blogging”. I bogen fortæller JL blandt andet om bloggens fordele frem for de statiske sider, om hvordan en blog kan være med til at “brande” foredragsholdere og forfattere, hvordan en blog kan føre til større salg osv. Hun fortæller også om de forskellige slags blogge, modeblogge, kreative blogge osv. Hun kommer også rundt om kommentarer og det leben, der kan udfolde sig i sådan et kommentarspor, og hvordan blogging er fælleskab, udvikling og udveksling af idéer. Altsammen sikkert rigtigt og dog af begrænset relevans, ligesom der heller ikke var noget decideret nyt at hente.

Hun afslører så, at hun startede sin egen blog, fordi hun ikke kunne holde ud ikke at have noget at skrive på, da hun var færdig med sin første bog. Det fik mig til at spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig blogger.

Jeg har startet mange blogs og ladet dem sande til. Denne blog startede jeg i oktober 2008, og jeg ved godt, hvorfor jeg startede den, men det var nu lidt “tongue in cheek”, og spørgsmålet er så også, hvorfor jeg bliver ved. Det første koncept holdt jo ikke særlig længe, af gode grunde.

Sådan set har jeg ikke noget, jeg skal sælge. Jeg vil måske nok gerne påvirke mine læsere, men ikke mere end jeg ellers vil i almindelig omgang med mine medmennesker. Der er altså ikke tale om noget korstog, sådan helt generelt, selv om jeg selvfølgelig har noget at sige af og til om mange forskellige emner.

Mere udadvendt, end folk er flest, er jeg heller ikke. I hvert fald er det ikke ekshibitionisme, der får mig til at blogge. Sådan set tror jeg ikke, jeg har fundet de vises sten på nogen måde, hverken når det gælder boligindretning, håndarbejde, madlavning eller noget andet i den boldgade. Men det er der så mange andre der har gode bud på, som jeg da også læser med hos med stor fornøjelse. Onde tunger kunne måske finde på at sige, at hvis jeg ikke har nogle gode grunde til at blogge, så skulle jeg hellere tage at lade være. Men indtil videre tror jeg, at jeg fortsætter. Med ujævne mellemrum.

Den gode grund til, at jeg blogger er måske ikke ulig Julias. Jeg kan godt lide at skrive! Og jeg kan godt lide at snakke med folk i kommentarsporet, både her og på deres blogge.

E-bogen fik man gratis med Julia Lahmes nyhedsbrev for april. Julia Lahme holder også workshop til en sær masse penge, hvor man kan lære mere om bloggeri. Det føler jeg ikke noget behov for. Jeg foretrækker nok at gøre mine egne erfaringer og iagttagelser, og de koster ikke alverden.

« Nyere indlægÆldre indlæg »