Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. oktober 2013

Lange skygger

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:58

Lange skygger over motorvejen
Det er især om morgenen og om aftenen, man lægger mærke til, at det ikke længere er sommer. De mennesker, der møder på arbejde kl. 7 eller tidligere vil sikkert skrive under på dette, idet der nok er bælgravende mørkt, når deres dag starter.

Jeg havde en aftale i Aalborg straks efter klokken 9, så bevares, solen var da stået op, men skyggerne var meget lange over motorvejen. Jeg syntes egentlig, at der var meget lyst på trods af det, men kameraet lyver ikke. Himlen har en meget mørk tone, og det havde den stadig, da vi en lille times tid senere satte næserne mod nord igen.
Mørke gader

Manden på Limfjordsbroen
For tiden oplever jeg, at det nærmest står helt stille i knolden på mig. Der er ingen planer og ingen udsigter. På en måde burde der være begge dele: Jeg skal snart “ud på arbejdsmarkedet”, – hvad så? Min rehabilitering er snart slut, – hvad så? Det er sådan, at jeg i hvert fald i rehabiliteringen er blevet pålagt at lave en plan, men jeg synes ikke rigtig, jeg kan. Der er for mange ubekendte. Får jeg arbejde, så vil motionsplanen se ud på en måde, og får jeg ikke arbejde, vil den se ud på en anden måde. F.eks. ved jeg ikke, om jeg har lov at tilmelde mig nogle forløb, mens jeg er arbejdsløs, eller om det vil blive tolket, som om jeg ikke er til rådighed. På den anden side har jeg en mærkelig fornemmelse af, at det slet ikke nytter at spekulere over disse ting. Det vil løse sig på en måde, jeg ikke kan forudse. Vi får vel se, hvad der sker. Måske er det stilhed før storm, der hersker i knolden på mig.