Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. november 2016

Novembertrummerum

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:48

Trummerumur
I mit andet hjem, FaceBook, er der røster fremme om, at alle andre end lige dem selv lever glamourøse, perfekte liv. Dette blot for at fortælle, at november, november, november også hersker her det meste af tiden. Man padler løs, nogle gange er det svømmetag, og man er glad for bare at have næsen i vandskorpen.

Men selv november får en ende en dag, og i mellemtiden har jeg nogle brogede ure til at lyse op. Men det bliver hverdagen altså ikke mere glamourøs eller perfekt af.

15. november 2016

Elleve grader!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:04

Mærkelig frugt
Sikkert for en kort bemærkning har vi vristet os ud af den præmature vinter og fået lidt efterår tilbage! Sneen er væk, og vi har elleve grader. For at fejre dette gik jeg ud i baghaven medbringende kamera. Noget orange fangede mit øje. Det måtte udforskes nærmere. Men den må være plantet. Det kan ikke passe, at vores benved(?) er begyndt at bære mandariner/clementiner, eller hvad nu det er. En delvist muggen mandarin, for at det ikke skal være løgn. Det må være manden, der har anbragt den der til ære for pipfuglene. Hvis man endelig skal have “Strange Fruit”, er det vel relativt harmløst.

Ellers er der ikke det store nyt at fortælle siden i går. Men man skal jo samle på det positive, og det med, at det lige pludselig er efterår igen, som det bør være, og ikke vinter, det er da positivt.

Men mørkt er det nu stadig. Jeg begynder at fatte, igen, hvad der menes med “november, november, november”. Men det er den 15., dvs. at måneden er halvt gået. 5-6 uger til dagene igen bliver længere. Endnu en positiv ting.
Endnu et dagens ur

16. november 2009

Uden UFO’en

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:40

Det gør altså en forskel, vejret. Med hensyn til at tage billeder, kunne man næsten lige så godt bruge sort hvid film på en dag som i dag. Der er jo næsten ingen farve på noget som helst. I sådan et vejr er der ingen vej uden om: Rabarberkvarteret er virkelig kedeligt. Af og til, forår og sommer f.eks., når solen skinner og der er blomstrende træer i haverne, så kan man forledes til at glemme det et øjeblik. Men ikke på en dag som i dag! Det er dog utroligt, at man ikke har kunnet finde ud af at bygge nogle mindre enfamilieshuse i hver sin have uden at det skal komme til at se så uniformt, kedeligt og totalt uinspireret ud! Det er sandelig ingen storhed, at vi har numre på husene her. Ellers kunne vi have svært ved at finde hjem.

Ellers er jeg så heldig, at jeg har fået mit skema ændret, sådan at jeg ikke har undervisning om mandagen. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at jeg har fri. Det var det f.eks. ikke i dag, hvor jeg skulle over og kontrollere nogle ting, der skal være i orden til den skriftlige eksamen, vi skal have i morgen. Men næste mandag skulle kunne blive en fridag, hvis jeg spiller mine kort rigtigt. Det vil så sige en lang week-end, og det smager jo næsten af en lille ferie!

Det er ikke store ting, men midt i det grå er det godt at have noget at se frem mod.

Ældre indlæg »