Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. august 2016

Smag og behag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 16:47

Pandekager. Vi har fået en slags mani med disse fedtede kreationer her i huset. I henved 60 år har undertegnede haft det allerstørste problem med at frembringe, gode, spiselige, tynde, gyldenbrune men ikke brankede pandekager, selv om det da ved grød ikke er raketvidenskab, der skal til.

Ja, måske ikke raketvidenskab, men så dog en færdighed, som man åbenbart skal tilegne sig og opøve. Fordi jeg nu er på efterløn, har jeg besluttet, at husmoderlighed i begrænset omfang er tilladt. Så længe, jeg nu synes, det er sjovt osv. Jeg gik ret videnskabeligt til værks, synes jeg selv. Jeg mente nok at kunne huske, hvordan sådan en pandekagedej skulle sammensættes, men jeg besluttede at kaste denne “viden” for vinden, idet frembringelserne jo netop ikke stod mål med ønskerne til produktets kvalitet.

Altså gik jeg til onkel internet og bad om opskriften på pandekager. Der fandt jeg for det første ud af, at jeg ikke skulle have spurgt i bestemt form. Der er et væld af opskrifter. Jeg koncentrerede mig om at finde en opskrift på gammeldags pandekager, som vor mor lavede – og laver – dem. Undervejs fandt jeg ud af, at man også kan lave pandekager af havregryn. Det bed jeg lige mærke i, for havregryn har et lavere glykæmisk index end hvedemel. Ikke meget lavere, og jeg skal da nok få det ødelagt med det syltetøj, jeg alligevel pøser på, men alligevel en signifikant forskel.

Manden har under hele processen udelukkende ytret støttende, opmuntrende vendinger. Han elsker nemlig pandekager, viser det sig.

Efter således at have sat mig ind i teorien og sorteret de mest kringlede opskrifter fra, var det så tid til at afprøve det i praksis. Tilfældigvis havde jeg ikke noget hvedemel i huset, den dag, så det blev havregrynspandekagerne, der skulle prøves først. Jeg var ikke imponeret. De var tykke, og der skulle bruges alt for meget smør, for at de ikke brændte sig fast i panden og var umulige at vende. Manden var vildt begejstret. Man skulle tro, han havde deltaget i Babettes gæstebud! Nu har han jo også været vant til nogle meget tykke, efter min mening aldeles ufordøjelige, “amerikanske” pandekager.

Jeg fik indkøbt hvedemel og afprøvede den simpleste af de opskrifter, jeg kunne finde. Den gav anledning til et Heureka-øjeblik hos mig, idet smørret skulle smeltes og blandes i dejen. Selv om der godt nok var tale om en hel del smør, så var det ikke nær så meget, som jeg brugte til havregrødspandekagerne. Jeg fandt også ud af, at det går nemmere med at lave runde, pæne, vendbare pandekager, hvis man anvender en mindre pande og sørger for, at denne er godt varm under hele processen. Man skal være over det, for det tager kun et øjeblik, før pandekagen skal vendes eller lægges over i stablen. I denne runde var jeg altså tilfreds. Manden knap så meget. Jeg tror, han mener, pandekager skal være en undskyldning for at æde store mængder smør. Hvis vi altså skulle stemme om det, ville det blive til en stemme til hver slags.

For husfredens skyld fandt jeg så på at behandle havregrynspandekagedejen på samme måde som den, jeg bruger til den dej, der er lavet af hvedemel. Altså at smelte smørret og røre det i dejen. Vupti! Så kunne pandekagerne laves tynde og de brændte ikke fast. Til gengæld bad manden om ekstra smør til pandekagerne.

Ja, jeg ved snart ikke, hvad man skal stille op, men jeg ved, at vi skal have et par dage med knækbrød, for ligefrem sundt bliver det altså ikke med de der pandekager, om de så er lavet af den ene eller den anden kornsort. Og jeg er også ved at være dødtræt af al den husmoderlighed. Det må være nok for indeværende kalenderår.