Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. marts 2017

Blogbrokker

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 14:56

Er der forskel på ny og gammel regn? Spørgsmålet er ikke helt aktuelt, eftersom der er hvidt derude. Shit osse! Jeg fik ikke lige brokket mig over det med regnvejret, og så begyndte det at sne. Nå, men det var altså en eller anden vejrguru, der fik sagt eller andet om, at regnvejret passerede hen over landet efterfulgt af regnbyger, og lige siden har jeg ikke kunnet sove om natten ved tanken om, hvordan man kender forskel, og forresten, hvordan ved man, om der er tale om regnvejr eller en byge, når man står midt i det? Jeg skal nok ikke opholde mig så meget mere ved det, for så kunne det gå hen og blive både langhåret og filosofisk, og det skal vi rænok ikke have noget af!

To biler i indkørslen

Det har vi heldigvis ikke mere. Suzukien, AKA “Det Blå Lyn”, stod af, her få dage før den skulle til syn. Gemalen mente, at det nok ikke kunne svare sig at få den lavet. Den er 16 år gammel, og vi har haft den i de seks, hvilket er mindst 2 år mere, end vi havde forventet, så den har egentlig gjort det godt. Gemalen gik på bilbasen og fandt en afløser, en Ford Ka, og over weekenden har vi så haft to biler, hvoraf den ene ikke kunne andet end at stå i vejen. Men heldigvis er den blevet afhentet af ophuggeren nu. Den – for os – nye bil er sort. Det er ikke så praktisk, har jeg konstateret. Vi var lige i staden et smut, og Ka’en er langt sværere at få øje på i en række sorte eller mørkegrå biler, der, selvom de er af forskellige mærker, ser utrolig ens ud. Men det findes der vel en løsning på. Jeg må lære nummerpladen udenad eller noget.

Fodaftryk på de sociale medier

P-hatJeg er ved at være grundigt træt af Facebook. Jeg er begyndt at få en del henvendelser fra folk, jeg ikke kender. Nogen vil sælge mig ragelse, andre vil andet. Fx har jeg haft en forespørgsel på at strikke pussyhat til mig ubekendte personer. Det vil jeg ikke. Jeg vil heller ikke svare på sådan nogle henvendelser. Endvidere er jeg meget træt af FaceBooks annoncering, for jeg har endnu til gode at møde en annonce i det regi for noget, jeg kunne have blot den mindste interesse i at investere i. Noget, jeg også er træt af, og som i den grad burde være under egen kontrol, er den mængde tid, jeg brugte på Fjæsbogen. Og, ikke mindst: Jeg har oplevet at blive totalt svinet til i et par debatter. På Facebook er der åbenbart individer, der kun lever og ånder for at “pille andre ned”, gå efter manden, kvinden i mit tilfælde, snarere end bolden. Desuden har jeg set nogle meget uheldige eksempler på, hvordan materiale, folk har lagt på de sociale medier er blevet misbrugt. Nu er jeg måske ikke lige den mest oplagte til at blive udsat for den slags misbrug, men alligevel. Jeg besluttede kort fortalt at rydde op i min FaceBook. Det gjorde jeg delvis med den Chrome extension, der hedder F___book Post Manager. Den er ikke 100% effektiv, men nu var det også godt 9 års aktivitet, der var tale om. Resten klarede jeg mere eller mindre manuelt inde fra FaceBooks egen aktivitetslog. Det tog et par dage, men så er der også ryddet op. Indlæg, likes og delinger er væk. Der var et par ting, der ikke kunne fjernes, men de er så skjult. Det ville sikkert have været nemmere at lukke kontoen, men så ville jeg også have mistet vennelisten, og den ville jeg sådan set godt beholde. I mangel af telefonnumre og mailadresser, kan man i en snæver vending godt bruge Messenger. Nu, hvor jeg så har fået ryddet op, har jeg besluttet, at jeg indtil videre ikke laver flere indlæg på FaceBook. Eller bruger så meget tid derinde. Så det!

Men bloggen så?

Tjah, hvis indlæg, kommentarer eller andre meningstilkendegivelser på sociale medier kan misbruges, så kan bloggen sandelig også. Men her har jeg ikke tænkt mig at rydde op. Hvis der er nogle saftige historier her, så er de nok så gamle, at de må være ved at være tørret ud. Derimod kommer jeg til at tage de fleste af mine andre domæner ned i løbet af det næste års tid. Jeg gider ikke opdatere dem mere, og forældede hjemmesider er ikke noget at samle på.

8. januar 2017

Tolerance

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:45

Begrebet som sådan er et af dem, jeg har det temmelig svært med. På den ene side, i betragtning af, hvor forskellige vi er, så er der der brug for en en hel del af skidtet, for at vi mennesker ikke skal sprænge hinanden og alt hvad vi har lavet i luften med det allerførste.

Tolerance går jo også på sådan noget som præcisionsarbejde. Tolerancen kan være mindre en en 1/10 mm, og dingenoten, hvad enten det nu er en skrue eller et tandhjul, kan ikke bruges.

Man kan også blive for tolerant. Det giver sig tit udslag i, at man tillader mennesker tæt på en at overskride, for ikke at overspringe det andet “r” i det ord, ens personlige grænser. Man gør det vel for at få fred, og nogle gange er det sandelige også bedre at få fred end at få ret. Især i ens personlige relationer gælder det, at man er nødt til at være tolerant, for ellers kommer dagene til at gå med, at man står med hver sit sæt grænsebomme, hamre og rødt/hvidt tape for at markere, hvor grænserne går. Det er vel ikke nogen måde at få tiden til at gå på, så hvis det ender med at blive en daglig foreteelse, er det nok godt, at det er blevet nemmere med skilsmisser og den slags. Bortset fra, når man har prokreeret sig sammen. Så skal der mere tolerance til efter skilsmissen end før, det skylder man de sagesløse unger, der ikke har bedt om at blive bragt til verden i sådan en konfiguration.

Nu tænker jeg ikke som sådan på at blive skilt, skønt jeg ved jo ikke, om ham den anden, der også bor på adressen kunne finde på at gøre det. Men vi har gennem hele vores ægteskab haft nogle ret beset temmelig ligegyldige ting, vi ikke kan blive enige om, og dermed heller ikke er i stand til at udvise nogen særlig tolerance for den andens adfærd/meninger om disse ting. Den ene ting er orden. Guderne skal vide, at jeg ikke er noget ordensmenneske. Jeg ville meget gerne være det, for jeg forestiller mig, at megen af min energi er begravet i de ting, jeg har for mange af/ikke kan finde/ ikke har plads til osv. Guderne skal også vide, at jeg ikke har rengøringsvanvid. Men før mit ægteskab ville jeg et par gange om året smide alt overflødigt ud fra skuffer og skabe og dermed gøre det meget nemmere at rense alle vandrette flader. Der var sikkert ikke tale om nogen perfekt rengøring, men dog ca 1000% bedre, end hvad jeg er i stand til at præstere nu. Når jeg smider mine egne ting til skrald, finder jeg dem gerne nogle dage senere ude i garagen. Denne har derfor fået forstoppelse i den grad, at den ikke kan bruges som værksted mere og da slet ikke til at parkere bil i. Dette medfører så igen, at diverse tømrerarbejde foregår inde i stuen. Med mit smukke, runde teaktræsbord som høvlbænk og mit nye skrive/malebord som supplerende høvlbænk. Disse møbler blev ikke bygget til disse formål. Når jeg så ovenikøbet forventes at “hjælpe”, desuagtet, at jeg er midt i noget andet, som jeg finder mindst lige så vigtigt som mandens projekt, ja, måske endda vigtigere, idet jeg var ved at regne på, om det kan betale sig for mig at gøre mig gældfri i mit hus, ja, jeg har gjort det til mit hus på det sidste. Eftersom det er mig, der har købt det og betalt hver en krone til såvel realkredit som til vand, varme, el, skat osv., ser jeg egentlig ingen grund til fortsat at dele ejerskabet. Det gjorde manden faktisk heller ikke, så det var da i det mindste en god ting, vi kunne blive enige om. Nå, men i dag tabte jeg min tolerance på gulvet og gik i egne kvarterer. Det var ikke så meget ridserne på mine møbler, men mere den stol, der absolut skulle tabes ned over min storetå, der slog hovedet på sømmet. Eller neglen.

OK. Man kan vel ikke være lige gode venner hele tiden, og det er sikkert ingen skade til at gå et stykke tid og passe hver sit, til man er blevet god igen.

Men tolerance er altså et tveægget sværd. Den tolerance, der forvandler en til en sjældent renset dørmåtte, den har jeg ikke noget at bruge til.

Nu var jeg egentlig nået til det dramaturgiske slutpunkt for indlægget, men jeg fik lige en association. I går så jeg noget tema-udsendelsesværk på dr2. Det handlede bl.a. om en ung kvinde, der mente, at hun var så inderligt ensom, bare fordi hun var single. Ja, og at hun var single, fordi hun var noget overvægtig. Det var hun unægtelig, selv om hun ikke havde svunget sig op på den figur, jeg havde i mine “velmagtsdage”. Jeg tænkte to ting: Det er ikke specielt svært, så vidt jeg har kunnet erfare, at finde mænd, der tænder på piger, der har både til gården og til gaden. Men den anden ting, jeg tænkte på, var, at hun forestillede sig, at alle hendes problemer i hele verden ville opløse sig til det rene ingenting, hvis hun bare fik fyr på. Det er ikke min erfaring. I perioder kan man være særdeles sårbar og ensom, selv om man er i et forhold. Der kan være problemer i forholdet, der er langt større, end dem jeg lige har løftet forhænget for i mit eget forhold. Den anden part bringer jo også noget med i bagagen, som ikke nødvendigvis er egentlige problemer, men bestemt noget, h/n har en vis ret til at få taget hensyn til om ikke ligefrem løst i parforholdet/ægteskabet, og det kan vise sig at være både umuligt at løse, umuligt at tale med andre om, og altså en ekstra byrde, oven i det der “og så levede de lykkeligt i al evighed-hejs”, som børneeventyrene og populærkulturen har belemret især os kvinder med.

Det salomoniske bud må være udstrakt tolerance, men aldrig så meget, at man udsletter sig selv i processen. Kan man ikke have respekt for sig selv, kan man vel næppe heller forvente, at andre skal have det.

Hvordan jeg nu skal få det oversat til min hjemlige logistik med selvrespekten i behold, og vel at mærke uden at sende skilsmissepapirerne, bliver min udfordring i det nærmeste par dage. Men det går formodentlig. Eller også går det ikke. Der er altså grænser for, hvad man skal byde mig.

Jeg er nemlig ikke i stand til at nyde livet ret meget i denne rodebutik, og det var jo mit eneste nytårsforsæt, at jeg vil nyde livet noget mere. Da man jo aldrig med sikkerhed ved, hvor meget af livet, der er tilbage, kun at det nødvendigvis må blive mindre, efterhånden som dagene går, bliver man nødt til at stå fast på nogle ting og lade ja-hatten forblive opmagasineret en tid endnu.

18. december 2016

Kameraet ser ting, øjnene ikke ser

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:45

181216
Små ting, støvkorn nærmere betegnet. Exhibit A: Se venligst mellem hornene på dagens ur. Nu er det heldigt, at jeg ikke lider af OCD, for så ville jeg jo nok fjerne støv, fotografere, fjerne støv, fotografere lige indtil køerne kommer hjem. Hvis køer og hvilket hjem melder historien intet om i denne talemåde, direkte lånt fra engelsk.

Apropos engelsk, så har vi atter været udsat for den idi*t af en oversætter, der oversætter “Mince Pies” til “kødtærter”. Ser de mennesker ikke udsendelsen, de oversætter? Ser de ikke, at der ikke er tale om kød, men om frugt, der er hakket til smat? Ser de heller ikke, at ovennævnte Mince Pies indtages med flødeskum? Nok er vort Brexitramte broderfolk kendt for nogle lidt underlige spisevaner, men – come on – flødeskum på kødtærter? Nej, vel?

Så er det da ellers mærkelige tider, vi lever i. Her til morgen, ved 7-tiden, på en “høj-hellig” søndag, har jeg fået nogle bøger, som jeg havde bestilt hos Saxo, leveret til yderdøren. Post Nord skal nok oppe sig mere, end de er i stand til, for at konkurrere med den slags! Nu havde jeg ganske glimrende kunnet vente til i morgen med at få mine bøger, men hvis de skulle have været leveret med Post Nord, ville jeg tidligst have fået dem tirsdag. De bringer ikke ud om mandagen, her hvor vi bor.

Bortset fra det, kan det da godt være, at jeg skal til at hente mine bøger på biblioteket. Dels så er disse købebøger ikke just gratis, dels så fylder de jo, og jeg havde en del af dem i forvejen. Jeg er i gang med at læse Mari Kondos bog om oprydning, og hun mener at 100 bøger er mange! Hun anbefaler, at man skærer ned til under 40. Jeg har nok et godt stykke over 1000 bøger. Hvordan de japanere klarer sig med så få bøger, er noget af et mirakel. Det går også op for mig, at Mari Kondo hovedsagelig henvender sig til folk, der bor i en 1-værelses. Det siger nok noget mere om boligsituationen i Japan for især unge mennesker, end det egentlig taler om, hvordan ældre, ordensudfordrede danskere, nærmere betegnet mig, skal bære sig ad med at holde sin sti ren. Sti ikke i betydningen “vej” i dette tilfælde. Men en ting har hun da fat i, japanske Mari Kondo: Man skal smide væk. Hun siger, at alt, hvad der ikke giver en øjeblikkelig glædesfølelse, når man rører ved det, skal smides ud. Hun har ganske ret i sin formodning om, at hendes bog om oprydning kan blive et af de første ofre for den politik.

Men ikke nu. En gang mellem nytår og jul.

Ældre indlæg »