Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.