Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. september 2014

Angst æder sjæle op

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 19:13

Det var der en gang en film, der hed. Mens vi nu er ved de ting, der æder sjæle op, hvis vi nu har sjæle – ellers kunne man tale om at ødelægge selvværd,  at nedbryde psyken, at udfordre menneskets integritet,  overskride dets grænser, alt afhængigt af hvilken religion, filosofi, eller psykoanalytisk retning,  man nu bekender sig til, så er der noget andet, der også bryder ned, og det er dette konstant at stille krav til mennesker, som de ikke kan honorere.

I dette tilfælde er jeg ikke selv noget særligt tydeligt eksempel,  men jeg kan nå at blive det endnu. I forhold til min fortsatte forsørgelse fra 1. januar 2015, skal jeg nemlig være “rask” på dette tidspunkt. Rask kan defineres på flere måder,  heldigvis. Hvis der menes rask som i “værende i stand til at hugge brænde fra 7-15”, kan vi godt glemme det. Så rask har jeg aldrig været. Hvis vi mener rask nok til at påtage sig arbejde uden større fysiske krav og uden stress, det kan jeg nemlig slet ikke med, så har jeg nok en chance for at blive så rask, selv om jeg under ingen omstændigheder har så meget som et snefnugs chance i helvede for at finde sådan et arbejde.

Det med at skulle blive rask er noget af et pres,  når man nu har kirurgerne ord for,  at det “ubehag” – deres udtryk – ikke mit, er noget, man skal lære at leve med (og så i øvrigt være glad for at være i live (som om, det nu skulle være det eneste saliggørende) pun intended). Fx måtte jeg i dag vende om på vej til arbejde, fordi maven lige pludselig ville noget helt andet. Nå, men nu vil jeg så holde op med at bruge mig selv som eksempel.

I gårsdagens Politiken var der en i øvrigt meget velskrevet kronik af et ungt menneske med psykiske udfordringer,  der var ved at gå helt i smadder over den “press gang”-mentalitet, der herskede på Jobcentret,  a la: “Kan du ikke en gang finde ud af at sætte en tøjklemme sammen?”. Der var her tale om et ungt menneske, der trods sygdom og under store personlige omkostninger alligevel havde taget en længerevarende uddannelse. Vedkommende oplevede til gengæld at møde stor forståelse for sin sag hos Distriktspsykiatrien. Jobcentret og Distriktspsykiatrien betales af samme kasse. Vores kasse, som vi alle betaler til, om det så er af en lønindtægt eller ej. Velfærdssamfundets kasse. Ville det derfor ikke være rimeligt at de to instanser arbejdede sammen om at gøre det bedst mulige for vor hovedperson?

Åbenbart ikke.  Der er talrige andre eksempler på, at der sættes urealistiske mål og deadlines for mennesker, der helt uden egen skyld er havnet på overførselsindkomst. Det er dyrt for vores kasse, men det er endnu dyrere, hvis personen tabes på gulvet, så Velfærdssamfundet slet ikke kommer til at nyde godt af vedkommendes evner.

Heldigvis er det ikke alle Jobcentre, der behandler borgerne så dårligt som i ovenstående eksempel. Selv er jeg altid blevet talt pænt til og har mødt forståelse, men det ændrer ikke noget ved, at der er en systemisk mangel på respekt i dette, at alle skal forceres ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Også dette, at ansvaret for at blive spiselig for arbejdsmarkedet lægges over på borgeren selv, er respektløst. Man kan altså have en situation, hvor Distriktspsykiatrien via fx psykoeducation lykkes med at få borgeren til at forstå, at det ikke er hans/hendes egen skyld, at h/n har depressioner eller hører stemmer osv. Personen kan så gå over på Jobcentret og få at vide, at h/n skal tage sig sammen, for der er diverse deadlines, der skal tages hensyn til (og nogle klemmer, der skal samles). Netop dette “at tage sig sammen” er ikke en farbar vej ud af en psykisk sygdom, og det har været vidst i snart 100 år. Tvært i mod vil krav om at skulle tage sig sammen, gøre det sværere for den psykisk syge.

Problemet ligger måske i den måde, “Vores kasse” er delt op på og fungerer. Borgeren skal ud af en kasse og ind i den næste, og hver gang dette sker, er der resultatløn til sagsbehandleren? Eller bliver der trukket i sagsbehandlerens løn? Under alle omstændigheder synes jeg, at det er forkert at behandle borgerne sådan. Iboende i systemet er der en trussel til alle syge:”Hvis du ikke tager dig sammen og beviser over for os, at du er ved at blive rask, så stopper vi dine sygedagpenge”. Er det en måde at behandle alvorligt syge mennesker på? Jeg synes det ikke. Jeg tror simpelt hen ikke på, at nogen bliver rask af at blive sat under pres. Pres giver stress=mere sygdom. Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan, og hvis man kan finde et arbejde. Men hvis der bare intet arbejde er, hvad så? Og hvis man bare ikke kan blive rask, hvad så? Er vi ude i at reducere i gruppen af ikke-arbejdsramte via sultemetoden? Tanken ligger lige for. I nogle kommuner vil man stoppe boligydelsen til ældre mennesker, hvis de ikke vil flytte til en meget ringere bolig i en helt anden kommune. Talløse er efterhånden beretningerne om borgere, der under trussel om at få fjernet forsørgelsesgrundlaget, bliver presset ud i de rene urimeligheder.

Skab nogle flere job, til både unge og ældre arbejdsløse, men giv dem ikke til os, før vi kan klare dem. Tal ordentligt til borgerne på alle Jobcentre. Politikerne skal fjerne incitamentet til at bruge press-gang metoder i sagsbehandlingen. Det skal gå op for alle, at det er “Vores kasse”, der er tale om. Det kan ikke nytte, at en afdeling af det offentliges hjælp nedbryder virkningerne af en anden afdelings bestræbelser.