Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. januar 2009

Skøre reklamer

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 19:10

Der ses en del TV her i huset. Ind imellem også på de kommercielle kanaler. Nogle af TV-reklamerne er meget underholdende, uden at jeg dog springer ud og køber et produkt, bare fordi reklamen er underholdende. Når sandheden skal frem, hvilket den jo åbenbart skal af og til, så er det nok relativt sjældent, jeg køber noget, der er averteret på TV. Jeg er jo mere til generiske produkter fra lavprissupermarkeder. Der er visse ting, hvor man blot behøver at tænke på, hvad det skal bruges til, før man bliver klar over, at det stort set handler om at få fat i varen på den billigst mulige lovlige måde.

En reklame, jeg har lagt mærke til i den senere tid, er en reklame for et menstruationsbind. Reklamen viser nogle små grønne radiobiler, der fiser rundt … No drugs involved here! Men det er vel bare en variation over de reklamer, der viser, hvor meget af en mystisk grøn eller blå væske, et bind kan absorbere. Så vidt jeg husker, var det ikke relevante farver! Der er også blereklamen med nogle store, blå kugler. Kære forældre, når jeres babyer begynder at p**** den slags, skal I straks gå til lægen!

Det er vel blot reklameindustriens forsøg på at vise nogle produktegenskaber uden at bringe udelikate emner op på folks skærm midt i aftenkaffen, hvilket nok ville virke modsat intentionerne.

Men det kunne være, man skulle lave en liste. Jeg starter altså listen:

  • menstruationsbind med grønne radiobiler

Tag gerne handsken op. Vær den første til at smide en kommentar på denne blog, hvor du tilføjer et eksempel, eller lad være, det er nok en anelse farligt, siden ingen har gjort det før. Du kunne også tage listen videre til din blog og linke tilbage hertil, hvis du vil. Det er et frit land!

29. december 2008

Sparetider og low-tech løsninger

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 14:10

Økonomer mener, at vi danskere vil spare i det nye år. Det vil vi gøre, fordi vi har en negativ forventning til fremtiden. Vi kan f.eks. være bange for, at vi måske bliver arbejdsløse. Men ved overdreven sparsommelighed er man netop medvirkende årsag til, at det kommer til at gå ilde i samfundet! Man spiller med på en selvopfyldende profeti.

Da det hænger sådan sammen, har jeg ingen betænkeligheder ved at købe en “ny” bil. Ny i anførselstegn, fordi jeg jo ikke har et firma, hvor jeg kan trække udgiften fra, så derfor bliver det naturligvis en brugt bil, og endda en godt brugt en. Men det er jo normalt nok.

Hvis man har været her på siden før, vil man sikkert lægge mærke til, at der dog er noget, jeg sparer på: Nemlig farverne. Jeg har skiftet fra det farverige valmuedesign, som jeg havde før. Det så sådan ud:

Det nye design er ikke særlig originalt. Det ligner faktisk til forveksling noget, jeg har set, vist nok på blogger. Men der er tale om et low-tech-tyveri, idet jeg faktisk selv har skrevet css filen til mit sædvanlige sæt af php-filer. Jeg var blevet træt af de mange kontrastfarver. Jeg har også skåret betragteligt ned på reklamerne. Kunne ikke holde ud at se på de blinkende, roterende mangefarvede animationsdimser, når jeg var inde for at opdatere. Så er der vel grund til at antage, at evt. sagesløse læsere heller ikke bryder sig om dem. Hvis jeg nu går glip af en formue af den årsag, så er det bare ærgerligt! Nu er der i hvert fald ro på sitet, og man kan læse det, der står, hvis man vil.

Af andre low-tech-løsninger kan jeg nævne følgende: I dag skulle min bedre halvdel med toget tidligt i morges, fordi han skulle over på Djævleøen og hente vores “nye” bil. Vores printer stod af, da vi skulle forsøge at udskrive en dsb-billet fra internettet i går. Ergo måtte undertegnede ud på sin åbne håndcykel og køre ned på banegården og købe billet. OK ja, det var tæt på at slå mig ihjel, men jeg overlevede dog trods alt.

25. december 2008

Bruger ikke selv skidtet!

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 23:09

Det har man for at deltage i dansen om guldkalven: På denne min nye blog er nogle af de første annoncer, der kommer frem, annoncer for foretagender, der mod betaling vil sælge én programmer, der kan lave temaer til WordPress. Ha!

Det kan jeg da selv! Og det gør jeg. Det ville aldrig falde mig ind at bruge penge på et sådant program. Hvad skal jeg nu gøre ved det? Gå ind og filtrere disse foretagender fra? Næh, det nytter vel ikke noget. Jeg ved jo ikke, hvilke annoncer, der serveres, når andre kigger på siden.

Jeg skal nok hellere satse på at få noget indhold på siden, så Google ikke skal gå i selvsving over at finde passende annoncer til mig. Med en ny WordPress blog uden andre indlæg, end det, den kommer med, er der jo ikke anden tekst at finde relevante annoncer til.

« Nyere indlægÆldre indlæg »