Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. juni 2017

Klip

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 10:33

Der for godt en måned siden, da jeg svedte og kløede allermest, fordi jeg tåler noget af min nødvendige medicin ret dårligt, var mit meget lange hår blevet sammenfiltret og træls. Det opdagede jeg sådan omkring midnat og var aldeles ikke i stand til at vente på at få en aftale hos en frisør.

Men heldigvis har jeg da en saks. Jeg fik to spejle arrangeret, så jeg kunne se mig selv i nakken, så nogenlunde, og skred til værket. Målet var sådan en frisure a la Lise Nørgård. Men modet svigtede mig, så jeg fik ikke lavet kort pandehår. Resultatet er blevet mere a la Søren Pind. Men – to hwa to skidt, som man siger på disse kanter – lever jeg længe nok, gror det jo ud igen, og så kan jeg få de professionelle på banen.

Noget af det, der irriterede mig ved det lange hår, var, at jeg altid skulle have det sat op, når jeg skulle sove. Nu irriterer det mig, at jeg ikke kan sætte det op. Det er det med varmen. Sådan en grå hjelm varmer jo som en ulden hat! Hvorimod en hestehale tillader luft ind til hårbunden.

Nå, det var jo en billig klipning, og jeg har faktisk fået komplimenter for den, tro det eller lad være. Og så sparer man jo også en gevaldig masse shampoo. Og andre produkter, hvis man ellers havde brugt sådan nogen. Men det gør jeg ikke, så det …

Fik jeg fortalt, at det her ikke er nogen nyhedskanal? Hvis ikke, så må det nu være gået op for alle, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg er stadig skæv i hovedet, efter at jeg fik fjernet den tand, der først blev plomberet efter alle kunstens regler, derefter rodbehandlet og tilsidst trukket ud. Gud ved, om det er normalt?

Men, man laver blogpost, ergo er man stadig i live …

11. maj 2017

Knæk, bræk, fix, væk

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:47

I forrige uge var det kommet så vidt med mit manglende styr på smertesituationen, at jeg måtte krybe til korset, dvs. gå til lægen. Lægen var sådan set villig til at indlægge mig på stedet, men vi besluttede lige at prøve nogle ting af og se tiden lidt an først.

Uafhængigt af dette brækkede jeg en kindtand i fredags. Den fik jeg så lavet med stift, fire flader og jeg skal komme efter dig i mandags. Hele tirsdagen havde jeg afsindigt ondt i den, og bestilte tid til serviceeftersyn onsdag morgen. Valget stod mellem en rodbehandling og en udtrækning. Jeg valgte rodbehandlingen, for jeg er ikke helt parat til at blive afskrevet endnu. I morges skulle jeg så til kontrol igen, og kunne fortælle, at jeg stadig havde tandpine, selv om mit andet smertestillende da tog den værste kant, men heller ikke mere. Så mente tandlægen, at den skulle vippes ud, for når nerven er taget af med livet, og der ikke er betændelse, så er det fordi tanden er revnet hele vejen ned, når der stadig er smerter. Jeg kneb en tåre. Men nu får jeg da i hvert fald ikke ondt i den tand mere.

Så kunne man jo håbe, at smertesituationen stabiliserer sig hen over weekenden, så jeg kan finde ud af, om jeg skal lade mig indlægge i næste uge eller hvad. Det ville være meget forvirrende, hvis man havde vanvittigt ondt både her og der, så jeg håber at pløkkerne makker ret, så jeg selv kan forstå, hvad der gør ondt og hvor meget.

Jeg fik en pæn rabat på tandlægeregningen, selv om de jo bevisligt havde lagt både tid, kræfter og sager i det.

Hvis man synes, jeg er lidt fraværende på de sociale medier, så skyldes det sandsynligvis ovenstående.

Det at blive gammel og syg er ikke for nybegyndere.

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.

Ældre indlæg »