Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. maj 2017

Knæk, bræk, fix, væk

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:47

I forrige uge var det kommet så vidt med mit manglende styr på smertesituationen, at jeg måtte krybe til korset, dvs. gå til lægen. Lægen var sådan set villig til at indlægge mig på stedet, men vi besluttede lige at prøve nogle ting af og se tiden lidt an først.

Uafhængigt af dette brækkede jeg en kindtand i fredags. Den fik jeg så lavet med stift, fire flader og jeg skal komme efter dig i mandags. Hele tirsdagen havde jeg afsindigt ondt i den, og bestilte tid til serviceeftersyn onsdag morgen. Valget stod mellem en rodbehandling og en udtrækning. Jeg valgte rodbehandlingen, for jeg er ikke helt parat til at blive afskrevet endnu. I morges skulle jeg så til kontrol igen, og kunne fortælle, at jeg stadig havde tandpine, selv om mit andet smertestillende da tog den værste kant, men heller ikke mere. Så mente tandlægen, at den skulle vippes ud, for når nerven er taget af med livet, og der ikke er betændelse, så er det fordi tanden er revnet hele vejen ned, når der stadig er smerter. Jeg kneb en tåre. Men nu får jeg da i hvert fald ikke ondt i den tand mere.

Så kunne man jo håbe, at smertesituationen stabiliserer sig hen over weekenden, så jeg kan finde ud af, om jeg skal lade mig indlægge i næste uge eller hvad. Det ville være meget forvirrende, hvis man havde vanvittigt ondt både her og der, så jeg håber at pløkkerne makker ret, så jeg selv kan forstå, hvad der gør ondt og hvor meget.

Jeg fik en pæn rabat på tandlægeregningen, selv om de jo bevisligt havde lagt både tid, kræfter og sager i det.

Hvis man synes, jeg er lidt fraværende på de sociale medier, så skyldes det sandsynligvis ovenstående.

Det at blive gammel og syg er ikke for nybegyndere.

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.

4. april 2013

Skal stadig tælles blandt de levende

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:14

Vi bevægede os sydpå til Ålborg Universitetshospital, som det vil kaldes nu. Jeg havde ikke i mit indre regnskab afgjort, om jeg ville gennemføre undersøgelsen eller ej. Selv om der kan blive forskellige konsekvenser, også ift. kommunen som bevilligende myndighed, hvis man undlader at “samarbejde”, er det i sidste ende ens egen afgørelse, hvad man vil være med til eller ej.

Nå, men de indledende øvelser var, at jeg fik en samtale med en sygeplejerske og den læge, der skulle føre “skopet”. De tilbød, at jeg kunne få noget “Dormicum” ind gennem en nål. Mine spørgsmål gik meget på, hvordan sådan noget stads virker, og hvor meget det hjælper. Det kunne jeg naturligvis ikke få noget konkret svar på. Jeg kan meddele, at det ikke virker på undertegnede, og det endda selv om jeg fik 3 – 4 gange så meget, som de oprindelig havde tænkt at give mig, idet jeg lynhurtigt sandsynliggjorde for dem, at jeg nok har meget høj tolerans over for sådan noget skidt.
Nåleskræk, genudsendt
Selve indgivelsen var højst problematisk, idet mine årer stadig er klappet sammen, som de var efter forrige indlæggelse. De to sygeplejersker, der var med lægen kunne ikke stille noget op. De prøvede at stikke i mine hænder, de indvendige albueled, mine ankler og mine fødder. Så sendte de bud efter en narkosesygeplejerske, hvis selvtillid også blev ødelagt. Så blev der sendt bud efter en narkoselæge, der havde en anden narkoselæge på slæb med samt en scanner, der skulle hjælpe med at finde mine årer. De måtte også rundt om alle de forskellige steder, inden de endelig fandt en åre i en arm, og jeg kunne få dette “Dormicum”, der som sagt ikke hjalp en skid. Dvs. efter, at jeg er kommet hjem, har jeg sovet noget så grundig en middagssøvn. Faktisk er jeg lige vågnet her for nogle få minutter siden. Om dette er “Dormicums” fortjeneste, eller bare en naturlig reaktion på at blive krosset med i så lang tid, skal jeg ikke kunne sige.

Lægen, der skulle føre skopet, var dygtig. Vi lavede den aftale, at jeg kunne trykke sygeplejersken meget hårdt i hånden, hvis hun skulle stoppe. Det gjorde jeg, da hun stort set havde set det, hun skulle. Det ser godt ud derinde, åbenbart. Det er altså ikke den indvendige rørlægning, der gør knuder. Der kom en anden læge på banen til sidst. Han havde åbenbart forstand på den slags forløb, som jeg har været igennem. Han mente, at mine smerter nok skyldtes alle de nerveender, der er skåret over ved operationen. Desuden mente han, at jeg skulle have en anden smertebehandling, idet den jeg får nu i sig selv kan give ondt i maven! Jeg spurgte til chancerne for at komme under sygehusets palliative team, idet jeg går ud fra, at det ikke kun er for folk, der er ved at stille træskoene. Her kom dagens positive udsagn: Jeg kan ikke komme under det palliative team, for det er kun for kræftpatienter! Sådan en er undertegnede så ikke. Der var for en gangs skyld noget, jeg kunne være tilfreds med. Så har de et smerteteam, som jeg muligvis kunne komme i betragtning til. Men der er bare 2 års ventetid. Det kommer mig for, at de kunne trænge til en ekstra bevilling eller to!

Men man kan altså også gå i smertebehandling i forbindelse med sin egen, praktiserende læge under dessiner fra sygehuslægerne, så det er den løsning, jeg går efter. Tænk at gå rundt og have ondt og ikke kunne få gjort noget ved det før om to år…

Endelig fik jeg vist givet udtryk for, at jeg ikke gider snakke mere om mit vægttab, før jeg synes det er et problem. Og det er ikke nu!