Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

4. april 2013

Skal stadig tælles blandt de levende

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:14

Vi bevægede os sydpå til Ålborg Universitetshospital, som det vil kaldes nu. Jeg havde ikke i mit indre regnskab afgjort, om jeg ville gennemføre undersøgelsen eller ej. Selv om der kan blive forskellige konsekvenser, også ift. kommunen som bevilligende myndighed, hvis man undlader at “samarbejde”, er det i sidste ende ens egen afgørelse, hvad man vil være med til eller ej.

Nå, men de indledende øvelser var, at jeg fik en samtale med en sygeplejerske og den læge, der skulle føre “skopet”. De tilbød, at jeg kunne få noget “Dormicum” ind gennem en nål. Mine spørgsmål gik meget på, hvordan sådan noget stads virker, og hvor meget det hjælper. Det kunne jeg naturligvis ikke få noget konkret svar på. Jeg kan meddele, at det ikke virker på undertegnede, og det endda selv om jeg fik 3 – 4 gange så meget, som de oprindelig havde tænkt at give mig, idet jeg lynhurtigt sandsynliggjorde for dem, at jeg nok har meget høj tolerans over for sådan noget skidt.
Nåleskræk, genudsendt
Selve indgivelsen var højst problematisk, idet mine årer stadig er klappet sammen, som de var efter forrige indlæggelse. De to sygeplejersker, der var med lægen kunne ikke stille noget op. De prøvede at stikke i mine hænder, de indvendige albueled, mine ankler og mine fødder. Så sendte de bud efter en narkosesygeplejerske, hvis selvtillid også blev ødelagt. Så blev der sendt bud efter en narkoselæge, der havde en anden narkoselæge på slæb med samt en scanner, der skulle hjælpe med at finde mine årer. De måtte også rundt om alle de forskellige steder, inden de endelig fandt en åre i en arm, og jeg kunne få dette “Dormicum”, der som sagt ikke hjalp en skid. Dvs. efter, at jeg er kommet hjem, har jeg sovet noget så grundig en middagssøvn. Faktisk er jeg lige vågnet her for nogle få minutter siden. Om dette er “Dormicums” fortjeneste, eller bare en naturlig reaktion på at blive krosset med i så lang tid, skal jeg ikke kunne sige.

Lægen, der skulle føre skopet, var dygtig. Vi lavede den aftale, at jeg kunne trykke sygeplejersken meget hårdt i hånden, hvis hun skulle stoppe. Det gjorde jeg, da hun stort set havde set det, hun skulle. Det ser godt ud derinde, åbenbart. Det er altså ikke den indvendige rørlægning, der gør knuder. Der kom en anden læge på banen til sidst. Han havde åbenbart forstand på den slags forløb, som jeg har været igennem. Han mente, at mine smerter nok skyldtes alle de nerveender, der er skåret over ved operationen. Desuden mente han, at jeg skulle have en anden smertebehandling, idet den jeg får nu i sig selv kan give ondt i maven! Jeg spurgte til chancerne for at komme under sygehusets palliative team, idet jeg går ud fra, at det ikke kun er for folk, der er ved at stille træskoene. Her kom dagens positive udsagn: Jeg kan ikke komme under det palliative team, for det er kun for kræftpatienter! Sådan en er undertegnede så ikke. Der var for en gangs skyld noget, jeg kunne være tilfreds med. Så har de et smerteteam, som jeg muligvis kunne komme i betragtning til. Men der er bare 2 års ventetid. Det kommer mig for, at de kunne trænge til en ekstra bevilling eller to!

Men man kan altså også gå i smertebehandling i forbindelse med sin egen, praktiserende læge under dessiner fra sygehuslægerne, så det er den løsning, jeg går efter. Tænk at gå rundt og have ondt og ikke kunne få gjort noget ved det før om to år…

Endelig fik jeg vist givet udtryk for, at jeg ikke gider snakke mere om mit vægttab, før jeg synes det er et problem. Og det er ikke nu!

« Nyere indlæg